Jeg tænkte, nej, nu er det fandme nok. Ingen skal tro, at min dreng er smittet. Ingen skal tro, at min kone er smittet. Det vil jeg ikke have. Kom nu, Danmark. Jeg gider ikke mere uvidenhedspis.
Sådan står der på forsiden af Jyllandspostens weekendtillæg. Sammen med et billede af min mand. Godt nok set bagfra, men man er ligesom ikke i tvivl om, at det er ham.
Jyllandsposten har min Thomas i fokus og med en syv-siders artikel, kommer de ind på lidt af hvert. Opture og nedture. Ret mange nedture, faktisk. Om hvordan Thomas som barn mistede sine forældre. Om hvordan han fik at vide, af et andet barn, at han skulle dø før konfirmationsalderen. Om hvordan han fandt kærligheden. Og var tæt på at miste den igen. Om at flytte til provinsen. Om at genfinde kærligheden og melodien, om man vil.
Artiklen sætter endnu engang en stor fed streg under, at velbehandlede hiv-positive ikke smitter og det gør mig helt vildt glad. Det kan ikke siges (højt) nok. Hiv er ikke længere en dødsdom. Det er ikke længere farligt. Det smitter ikke. Så længe man husker at tage sin medicin og er velbehandlet.
Siden jeg fødte Peter, vores andet barn, har Thomas åbnet helt op og inviteret hele Danmark indenfor, i kampen for at afstigmatisere hiv-smittede. I kampen for at udbrede den viden han, og mange andre, har haft i årevis. Velbehandlede hiv-positive smitter ikke. De dør heller ikke. I hvert fald ikke, før alle andre. Formentlig slet ikke af hiv. Thomas er ikke bange. Jeg er ikke bange. Og jeg håber aldrig, aldrig at vores børn skal blive bange. I hvert fald ikke for hiv-smittede.
Det var bare det jeg lige ville. Ha’ en dejlig aften.
– Og hvis du ikke fik læst mit tidligere opslag om at leve sammen med en hiv-smittet, kan du finde det HER 🙂