Om at begræde det ansvar vi har frataget vores mænd

I dag, d.8.marts 2015.

(Billedet er gammelt og taget fra indlægget HER, hvor jeg i dén grad spillede med mine barselsmuskler!)

Jeg vågnede, uden vel egentlig rigtigt at have sovet. Sådan er det nu engang når man har en syg baby, som jeg så flot har bebyrdet Jer med de seneste par dage. Status quo på at blive rask. Man kunne også sige, at der sker ikke en skid. Han er bare møgsløj den bette. Men for at holde kampdagen i hævd, overlod jeg vores syge baby til Thomas og startede dagen med at klippe hæk, sgu! På den aggressive kampagtige måde. Hækken var nemlig ikke blevet klippet længe. Meget længe. Den slags gør vi ikke så meget i, her i Familien Buttenschøn. På den front gør vi det ikke så meget i kønsroller herhjemme. Der findes hverken mande- eller kvindeopgaver. Bevares, jeg styrer vasketøjet, men det er udelukkende fordi jeg – trods af og til lidt manglende finesse – har en bedre føling for hvornår tøjet (særligt mit eget tøj) skal finvaskes. Okay, jeg står også for madlavningen. Fordi jeg – trods min komplette autonomi overfor opskrifter – har en bedre føling for at lave mad end min bedre halvdel. Og jeg kan lide det, ikke mindst.
Opgavefordelingen sker ikke på grund af vores køn, men på grund af vores interesseområder. Mest af alt ligger både Thomas’ og mine interesser langt fra husholdningens opgaver, så dem forsøger vi at minimere, for at gøre ting vi hellere vil. For det kan vi. Det kan de fleste i vores land. Og selvom vi kvinder – i hvert fald i de kredse jeg begår mig i – ofte kan begræde, at vores mænd ikke tager nok ansvar i hjemmet, så tror jeg altså at det skyldes os selv. Os og vores behov for kontrol. Tingene skal gøres på vores måde. Så frigjorte og selvstændige er vi nemlig blevet. Jeg er i hvert fald. Tøjet skal vaskes som jeg synes og det ville derfor være hul i hovedet – og desuden en værre omgang dobbeltarbejde – at forsøge at få min mand til at gøre det my way.
Hjemme hos os tænker vi ikke så meget over vores køn. Jeg gør i hvert fald ikke. Kønsrollerne i Danmark er udviskede, på godt og ondt. Vi kræver mere. Både af os selv og vores partnere.
Vigtigst tror jeg det er at spørge og lytte. ”Hvordan kunne du godt tænke dig det skulle være? Hvad har du brug for?”
Så langt er vi i vores samfund. Vi har opnået så meget af det kampdagen gik ud på, og nu – tænker jeg – giver det ikke længere mening med en kvindekampdag i Danmark. Vi skal droppe kønskampen og i stedet anerkende hinanden(s forskelligheder) og vise vores ligeværd. Jeg stemmer for en menneskekampdag i stedet – for værdighed i det enkelte menneskes liv. Fra toppen af samfundet til bunden. Vi er alle lige. Det bør vi i hvert fald være.