For sulan altså, så prædiker jeg alt muligt crap om at smile til fremmede, som jeg rent faktisk synes jeg har gjort en kæmpe indsats for at efterleve, og så pludselig sidder denne engelske kvinde ved bordet bag mig og gjalder ud over hele restauranten ”OH MY GOD!! Your children are SOOOO beautiful!” Og bum, så klappede Fru Buttenschøn sammen som en østers. Jeg ved sgu ikke hvad det er med mig – om det er mit sønderjyske blod smækfyldt med (irriterende) jantelov, eller et eller andet brist i min sociale intelligens, men jeg bliver totalt befippet over den slags pissesøde, velmenende komplimenter. Faktisk, komplimenter i det hele taget. Jeg har det svært med dem.
”Øhm, tak?”. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige tilbage. Kodeks for komplimenter er i min verden ligeså komplekst, som kodeks for dating, som jeg gudskelov ikke har behøvet skænke en tanke de sidste fem år, udover når nogle af mine veninder har givet mig lidt singleberetninger.
Nogle gange er et ”tak, det var pænt sagt” rigeligt. Andre gange er det ligesom om modtager forventer at man gengælder gestus. Men hvordan?
Den søde engelske kvinde fik vidst et lavmælt ”oh thank you” og et halvkvalt smil. Og jeg banker mig selv i hovedet for ikke at kunne finde ud af hvilket ben jeg skulle stå på.
Hvis jeg nogensinde skal have et nytårsfortsæt, så skal det være, at jeg skal blive bedre til at modtage komplimenter, så jeg ikke behøver at have dårlig samvittighed over mine manerer hele tiden.