I morges spurgte Thomas mig om, hvad jeg mon ville have sagt, hvis nogen for fem år siden havde insinueret, at jeg i dag ville sidde med to børn, på all-inclusive charter, i kø til morgenmadsbuffeten, allerede inden den åbnede kl 07.30. At jeg ville have været på solferie i fire dage, uden endnu at have været fuld eller danset på et lillebitte bord (som alle fester syd for Berlin altså kalder på at man gør!). Jeg ville formentlig have grinet min røv i laser og forsvoret at jeg ALDRIG ville ende sådan. Oh well…
Første gang Thomas og jeg var på ferie med børn, var det i virkeligheden kun med barn. Med en lillebitte Jens på 1/2 år. Dengang – ligesom nu – fandt vi en røvbillig afbudsrejse og tog afsted straks efter vi havde trykket ‘bestil’.
Det var på mange måder en virkelig dårlig ferie. Ja, dårlig. Jeg var stadig totalt neurotisk i min morrolle og min verden centrerede sig hundrede procent om min dengang lille fede baby. Alt på turen blev timet og tilrettelagt, så den – i øvrigt på ingen måder endnu konsekvente – døgnrytme blev holdt. Okay, vi fik lidt voksentid på balkonen om aftenen, men jeg kunne dengang ikke rigtigt finde ud af at nyde det, selvom jeg forsøgte at gøre som om.
Nu hvor vi endnu engang er draget på ferie med en baby, er alting anderledes. Bevares, vi prøver stadigt på at fastholde børnenes sove- og spiserytmer, men med ro på. Der er ingen stress og vi feder den i solen, bygger sandslotte, bader, spiser is – og for nogens vedkommende – også sand.
Da vi var afsted for tre år siden spiste lille Jens også sand og jeg husker det som om jeg fik totalt krise over det. Tænk nu hvis det kunne ridse hans små tarme i stykker eller sætte sig som klumper af småsten i maven på ham og aldrig komme ud. Neurotisk, i know.
Derfor, da lille Peter i dag stak klør fem direkte i den store strandsandkasse, for at tyre den lige ind i sit store våde gab, synes jeg faktisk det var ret sødt. Særligt fordi han gjorde det i et perfekt kodak-moment, hvor undertegnede lå klar med kameraet og de fjollede frimasser på første parket.
Selvfølgelig skal han undersøge sandet, som han gør med alt andet. Opdage at det ikke er rart at have i munden. Der var ingen kriser og jeg hjalp ham stille og roligt med at tørre sandet væk fra mundvigen, inden han begejstret kastede sig over sine fødder i stedet.
Life is great, siger jeg jer. Også selvom nogen har fået fire tænder på tre dage og sover ad pommern til her i sommervarmen. I don’t give a shit, for vi holder fri og har tid til os selv og hinanden – og selvfølgelig til min yndlingshobby – mortilto.dk!
