Så har DR2 været på besøg hos os i Broager og filme til en Tema-lørdag om til- og fravalg af børn.
Jeg er blevet bedt om at være med, fordi jeg (aktivt) har valgt at få børn – og elsker det.
Men det er godtnok et svært emne at begive sig ud i!
Jeg er i dag blevet interviewet, hvor jeg fx skulle svare på, hvad der er det bedste ved at have børn. Jeg har meget svært ved at sætte fingeren på hvad der er det allerbedste; der er jo så meget der er godt. Bedst tror jeg dog alligevel, er den ubetingede kærlighed. En kærlighed, som jeg ikke tror man finder andre steder end i relationen til sine børn. En kærlighed som – apropos mit indlæg HER – har gjort mig rigere.
Problemet med dét, er bare, at jeg forestiller mig at programmet i høj grad henvender sig til seere, som ikke har børn. Det vil altså sige mennesker, som (endnu) ikke har oplevet den kærlighed, jeg så fint taler om. Det betyder, tror jeg, at rigtig meget af det jeg siger, kommer til at virke som én stor floskel.
”Man kan ikke beskrive kærligheden til sine børn. Den er større end noget andet i verden”
Ja, det er meget fint, men jeg havde sgu ikke selv købt den inden jeg fik børn. Jeg smilede, nikkede og tænkte af og til for mig selv, at dem med små børn, var nogle triste mennesker med kedelige liv.
Jeg forstod det ikke. Selvfølgelig, ved jeg nu.
Ligesom jeg heller ikke forventer at andre forstår det, bare fordi jeg siger det.
Det har givet mig en kæmpe præstationsangst. Jeg er pissebange for, at jeg kommer til at fremstå møgirriterende i det der tv-program. Som sådan én af de der irriterende mødre, som forsøger at overtale alle andre til at få børn, bare fordi de selv (i al deres kedelighed) åbenbart synes det er fedt – eller værre; fordi de vil have medsammensvorne i deres sørgelige tilværelse.
Indrømmet, jeg er på mange måder blevet kedeligere efter jeg har fået børn. Jeg går stort set aldrig i byen og er hjemme, med røven plantet solidt i divaen, stort set hver eneste aften. Det er i hvert fald kedeligere, hvis man spørger dem som ikke har børn. For mig, er det et aktivt valg. Jeg prioriterer mine børn og min familie højere, end jeg prioriterer de fleste sociale arrangementer. Det er dét der gør den kæmpestore forskel. Jeg er kedelig, fordi jeg gerne vil være det. Fordi jeg hellere vil være en god mor og en god kone. Det er noget af det, der gør mig en god mig.
I årene efter jeg havde født min store dreng, havde jeg et ret stort savn til ”mit gamle liv”. Jeg følte mig begrænset og indespærret.
Nu, efter at have fået vores andet barn, har jeg det ikke længere sådan. Jeg har nu forstået, at jeg selv bestemmer. Hvis jeg vil, kan jeg få andre til at passe mine børn. Det vil jeg ikke. Hvis jeg vil, kan jeg låse døren til badeværelset og tage timelange bade. Det vil jeg ikke.
Jeg vil mine børn.
Jeg elsker dem og de giver mig så meget, som jeg ikke kan få fra andre end lige netop dem.
Set fra mit synspunkt, er mit liv på ingen måder blevet hverken mere trist eller kedeligt, end det var før jeg fik børn. Det er forandret på godt og ondt, men det er mit ansvar hvordan jeg lever mit liv. Det er mine prioriteringer der afgør mine valg. Valg som jeg, før jeg fik børn, aldrig havde troet skulle blive mine. Men det blev de. Fordi det er dét jeg allerhelst vil.
Mit liv er hverken blevet bedre eller værre siden jeg har fået børn, men én ting er sikkert: jeg ville ikke bytte mine børn for noget i verden.
Faktisk tror jeg kun man kan fortryde de børn man ikke får. Lige netop dét, håber jeg kommer frem i programmet på en ordentlig måde – uden jeg virker alt for irriterende.
Kys fra Cana
Hvis du har lyst kan du følge med ved at trykke på nedenstående, så bli’r jeg glad 🙂