Jeg bor i en lillebitte by – Broager, hvor der foruden min familie og mig, bor 3.335 mennesker.
I ved, sådan en by hvor alle kender alle.
Hvor man passer på hinanden og holder sammen.
Jeg føler mig tryg her. Så da Thomas i går, da raketterne fløj smukt over himlen, foreslog om ikke vi måske burde gøre noget for at beskytte vores postkasse, så konkluderede jeg hurtigt, at det behøvede vi ikke. Vi bor på en lille stille vej i udkanten af en by, som knap nok har et centrum. Der sker sgu nok ikke noget her.
Med store fede løg på!
Henad natten lød der pludselig et megabrag – altså, mega! Fuck. Postkassen.
Thomas var gået i seng, så jeg greb en anden herre fra selskabet under armen og løb ud på gaden, imens min veninde igennem vinduet kunne konstatere at ja, det var vores postkasse.
Da vi – måske 20 sekunder efter braget – kom ud på gaden, var den fuldstændigt øde. Altså, bortset fra vores postkasse som lå splittet ad, sammen med et par molesterede breve, spredt rundt på asfalten.
For helvede altså, jeg forstår simpelthen ikke det fede ved at smadre for at smadre. Havde de åndsforladte gerningsmænd så i det mindste fået en lille joy ud af at se den smadre til atomer, så kunne jeg da i det mindste forstå det.
Men hold kæft hvor er det latterligt og krysteragtigt at smide en stryger i postkassen, for så at stikke i et vældigt rend, så man for længst er væk, når postkassen flyver i luften. Hvad sker der for det?! Det er jo det rene idioti!
Når det så er sagt, så kan jeg lige vende tilbage på størrelsen af den by vi bor i. Den er så pisselille. Så lille at jeg er ret sikker på at der ikke er én eneste indbygger over 12 år, som ikke ved lige præcis hvilket hus der er Thomas Buttenschøns. Det gør mig pissevred og ked af det.
Det er så nederen når nogen skal ødelægge andres ting; bare for at ødelægge. Bare for at gøre noget dårligt for andre. Ikke engang fordi de syntes det kunne være fedt at se en postkasse springe i luften.
Så dig eller Jer der har smadret vores postkasse – I er nogle fucking assholes og jeg er stensikker på at karma bider jer hårdt i røven! Jeg håber at I stadig bare er nogle børn, som endnu ikke har lært, at man kommer længst i livet, ved at være god mod andre – hvis ikke, så er I sgu for sørgelige.
Og nå ja, al anger er velkommen og I ved jo hvor vi bor, så feel free til at sende blomster, undskyldninger og en ny postkasse denne vej. Måske kan det opveje den dårlige karma.
Godt nytår!
Kys fra Cana
Hvis du har lyst, kan du følge med ved at trykke på nedenstående – så bli’r jeg glad 🙂