Julen er nu ved at være overstået – i hvert fald den del med gaver og juletræ.
Hold nu op, for en fest! Jeg har fået sådan seriøst mange fine gaver. Det var ligefrem sådan, at min søde niece påpegede, at jeg altså fik flere gaver end børnene. Oh well, jeg blev mor i en (ret) ung alder, så jeg kan måske stadig proppes lidt ned i børnekategorien.
Selvom linjerne rundt om øjnene indikerer noget andet.
Nåmen, der var både stort og småt og selvfølgelig havde min mand igen i år scoret mig nogle seriøst lækre gaver. En superlækker strikcardigan fra Day Birger et Mikkelsen – og fanderme om han ikke også havde fået (sine snedige) fingre i et par billetter til AC/DC i Berlin næste sommer.
AC/DC?!! Tænker du måske, men here’s the truth: Jeg er helt pjattet med de gamle rockdrenge!
Jeg er ud af et hjem, hvor musik altid har fyldt meget; på den meget lidt finkulturelle måde. Nogle gange så meget, så jeg sgu kan undre mig over at min mand vil være mig bekendt. Det er nemlig som om, det ikke giver særlig meget credit overfor professionelle musikere, at proklamere, at man er en sucker for kunstnere som AC/DC eller Whitney Houston, som er et af mine andre store idoler.
Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har stået med hårbørsten foran spejlet og øvet mig på at have den perfekt bævrende underlæbe, imens jeg sang: ”AND IIIIIII-i-IIIIIIII WILL ALWAYS LOVE YOOOOOUUUU-UUUUUU-UUUUUUU”
Nu: kun når Thomas ikke er hjemme.
AC/DC er lidt samme; alle Thomas’ søde (finkulturelle) musikvenner, smiler altid lidt overbærende til Thomas, når det går op for dem at jeg ikke kan høre på det Australske rockband, uden at head bange en lille smule. Allerhelst står den selvfølgelig både på luftguitar, head-banging og growling indtil stemmen fordufter som alkoholen fra en kogende whiskey.
Heldigvis er min mand en stjerne og jeg glæder mig helt pjattet til både Berlin, rockkoncert og alenetid med min mand.
FOR VI SKAL JO TIL BERLIN UDEN BØRN NÆSTE SOMMER!
Se dét er for vildt og jeg er allerede nu en smule ambivalent over det. Jeg glæder mig helt vildt – samtidig med at jeg kan mærke præsavnet til mine børn, som jo så skal passes imens. Gosh!
Det der med at overlade børnene til nogle andre, bliver nok aldrig én af mine spidskompetencer, selvom jeg ved, vi har verdens dejligste mennesker omkring os, som alle gerne vil tage vare på vores guld.
For eksempel har ingen andre end Thomas og jeg endnu prøvet at putte vores baby. Hverken til middagslur eller nat. Bum bum.
Vi må i træning og jeg tænker det giver anledning til et nytårsfortsæt ala ”flere dates med min mand, som starter før børnene er blevet puttet”.
Jeg kan mærke at 2015 bliver et godt år.
Kys fra Cana
Hvis du har lyst, kan du følge med ved at trykke på nedenstående – så bli’r jeg glad