Når man, som jeg, er på barsel, hedder det sig, at man får ammehjerne. Vores intellekt bliver degraderet til kun at kunne bruges til formålet at passe et barn. Men helt ærligt, så køber jeg den ikke.
For det første, mener jeg ikke at det behøver være fordummende at bruge det meste af hjernekapaciteten på en baby. Selvfølgelig kræver det ikke mange af de grå, for at regne ud hvordan man koger grød, leger titte-bøh eller skifter ble, men jeg vil vove at påstå, at der altså kan være rigelige intellektuelle udfordringer i at regne ud hvordan man bedst stimulerer sit barn. Der er konstante dilemmaer i forhold til hvordan man som forælder bedst hjælper sit barn til at blive et godt menneske. Den mest essentielle periode for dannelsen af menneskets personlighed og selvforståelse, ligger indenfor det første leveår; altså i barslen, så kom ikke her og sig vores opgave ikke kræver intellekt og en høj grad af refleksion.
Når det så er sagt, så er jeg alligevel selv typen, der ikke kan holde mig fra at nyde at udfordre mine hjerneceller på mange måder. Blandt andet derfor skriver jeg denne blog. Det giver mig mulighed for at dykke ned i mange forskellige emner og bruge min hjerneaktivitet på andet end mine børn, som jeg – indrømmet – virkelig bruger meget tid på. Bloggen hjælper mig til grundig refleksion over både min egen gøren og væren, såvel som over begivenheder rundt omkring, som rammer ned i mit interesseområde, som fx den kropsforskrækkede skoleinspektør I kan læse mere om HER.
Seneste tiltag på bloggen er mit ”Spørg jordemoderen”, som du kan finde HER. Det var med et lille snert af angst jeg lagde inlægget op i går, for tænk nu hvis ingen ville spørge om noget, eller tænk, hvis jeg slet ikke kunne finde min jordemoderfaglighed frem og ikke kunne svare på et eneste spørgsmål.
Der kom masser af spørgsmål og jeg blev simpelthen så glad for hvert eneste af dem. Tak fordi I tror på mig og vil bruge mig. Det betyder virkelig meget. Og selvom jeg ikke har arbejdet som jordemoder de seneste to år – og formentlig aldrig mere kommer til det – så er jeg stadig jordemoder af hjertet og nyder at kunne bruge det fag jeg ellers har lagt på hylden.
Det var helt vildt dejligt at blive udfordret på en måde, jeg i min dagligdag ellers kun bliver i glimt. At bruge en del af mit intellekt, som ellers er mit liv fuldstændigt uvedkommende, til trods for at jeg elsker det. Så tak til alle Jer. Tak fordi I læser med og tak fordi I stiller mig spørgsmål.
Jeg har forsøgt at svare alle i kommentarerne på bloggen, men tænker desuden, at jeg cirka en gang om ugen, vil komme med et jordemoderfagligt indlæg omkring nogle af de emner jeg oplever, går igen i spørgsmålene.
Kom ikke her og sig at kvinder på barsel bliver dumme.
Kys fra Cana
Hvis du har lyst, kan du følge med ved at trykke på nedenstående – så bli’r jeg glad 🙂