Så er min baby og jeg endelig landet på destinationen for de næste 3 dages fuld hygge med dejlige ladies. Men for fa’en en tur. 4 timer i bil. Med en baby. Skriver jeg, som om det var min baby der var problemet. Ikke en skid det var ham. Han var sød som altid og sov en god times tid og var ellers i nogenlunde humør hele vejen. Hurra!
Til gengæld, så fik jeg skruet gevaldigt op for mit vældigt kompetente kiksethedsbarometer undervejs.
På et tidspunkt kører vi på en eller anden dødssyg landevej – og så sker det; mit barn laver lort. Fuck.
Okay, jeg skal alligevel også tisse og jeg har altså aldrig været for fin til at strinte i vejkanten, så jeg holdt ind til siden, fik skiftet ble i bilen og fik fodret mit sultne barn af, alt imens jeg selv sad med tårer i øjnene over at jeg jo for pokker havde glemt at tisse af i morges inden afgang og at jeg alligevel havde kværnet to kopper kaffe (og et utal lakridser).
Barnet blev færdig med at spise – og så skete dét der bare ikke måtte ske. Der holdt én eller anden taxa ind bag mig. Arghmen for helvede; jeg ser jo voldelige krimiserier når børnene sover, så min fantasi kan overhovedet ikke tåle den slags uventede begivenheder. Så i stedet for at tisse, så besluttede jeg at det sgu nok var mere sikkert at låse alle døre i bilen, spænde autostol og baby fast og så ellers komme af sted i en fart. Flot, Cana! Så sad jeg der, i min egen lille tvangsneurose og kunne da slet ikke tænke på at (garanteret sød) taxachauffør eventuelt også skulle tisse i vejkanten – eller måske snakke telefon.
Vi kørte.
Efter nogle få kilometer var der en lille sidevej hvor jeg kørte ned og parkerede bilen i noget der mest af alt mindede om et krat.
Tissetiiiiiid!
Kender I det, når man sådan virkelig skal tisse, så bliver det sådan helt ekstremt, i det øjeblik man kan se toilettet og skal til at knappe bukserne op? Sådan fik jeg det også her.
Og så kunne jeg ikke åbne døren. Baglås.
Fuck.
Passagerdøren – samme historie.
Jeg nåede seriøst at overveje om en af Peters bleer ville kunne klare den for mig..
Heldigvis kunne døren bag mig åbne og jeg kravlede – i verdens mindste bil – om bagved, forbi rejseseng, full-size kuffert og ualmindeligt meget slik fra Tyskland, og ud af den åbne dør. Ud på vejen, hvor jeg var nødt til at sætte mig direkte ned, med bukserne om anklerne, for ikke at tisse i bukserne. Altså, midt ude på vejen. Ikke i vejkanten. Ikke i en grøft.
På vejen.
Seriously, jeg er ikke sikker på om jeg kender nogen der er ligeså kiksede som mig. Og you know what – I er alle velkomne til at trække denne historie op af ærmet, hvis I en dag selv står og er megapinlige. Fortæl den som om I kender mig og gør som om I aldrig laver noget pinligt. Det er ok.
Kys fra Cana