”Har du lavet pølser, skat?”
Sådan hører jeg mange mødre spørge deres børn – og jeg bliver lige forvirret hver gang. Altså, kan jeres små børn lave pølser?! Det kan hverken min baby eller min 3-årige. Måske kan min 3-årige, under kyndig vejledning og en smule hjælp fra en voksen. En voksen, som i øvrigt ikke er mig, da jeg aldrig har prøvet at lave pølser.
”Men det er jo lort” Jamen for pokker, hvorfor så kalde det pølser? I min verden er pølser noget man kan spise og altså ikke resultatet af noget man har spist for cirka et døgn siden. Og altså, selvom jeg i min tid som mor har lært ikke at være sart overfor ellers liiidt klamme ting, som bussemænd og lort, så synes jeg altså stadig, at det er klamt at sammenligne lort med noget jeg ellers nyder at spise om sommeren, dyppet i sennep og ketchup.
Kan man så også kalde tis for lemonade? Eller bussemænd for brødkrummer? Eller hvad sker der?! For jo, jeg kan da godt se at en lort i nogle tilfælde til forveksling kan ligne en mystisk stegt pølse, men alligevel. Det er for klamt.
Er det fordi vi er for blufærdige til at sige ”lort”? Fordi det er et grimt ord? Igen, hvad så med tis og bussemænd? I don’t get it.
I sønderjylland hvor min familie og jeg residerer, har man fundet på sit eget ”pubah” i stedet for lort. Det er selvfølgelig ikke klamt, ligesom ”pølser”, men helt ærligt. Hvorfor?
Kald nu bare en lort for en lort.
Hvad kalder I Jeres børns lort/pubah/afføring?
KH Cana
Hvis du har lyst kan du følge med på