Efter 2 1/2 nutellamadder i selskab med en syg baby som langt om længe sover, har jeg endelig, som lovet, lavet et lidt grundigere skriv om vores seneste flyvetur. Turen gik – som jeg skrev HER – over al forventning. Med en frejdig, opmærksomhedskrævende og (gudskelov, i dette henseende) i-pad-elskende 4-årig og en kravlende, ikke-sut-brugende energibombe af en 1-årig var jeg noget nervøs for at skulle afsted hjemmefra kl 06.30 for at lande i Los Angeles 20 timer senere. Okay, nervøs er måske ikke dækkende – jeg var hundeangst!
En 20-timers tur betød jo også – udover det åbenlyse med mange, mange timer i et flysæde – at begge børn var nødt til at sove undervejs. På et flysæde for den enes vedkommende og på en forælder for den andens, fordi babyer selvklart ikke har deres eget sæde.
Jeg havde, efter googles nøje anvisninger, pakket en kuffert med alskens snacks, legetøj, tegnesager, skiftetøj, bleer og allervigtigst, min strækvikle.
Heldigvis blev vi på den 3. og længste flyvetur fra Heathrow til Los Angeles, placeret på de allerforreste sæder i economy class, som betød at vi havde lidt mere ben/kravleplads end alle andre. Det kan jeg klart anbefale!
Jens så et par film, læste et par blade og spillede lidt i-pad, imens jeg var på overarbejde med en baby, som på ingen måder synes det er særligt interessant at sidde stille i mere end 5-6 sekunder ad gangen. Men det gik. Fint endda.
Da det blev sovetid, proppede jeg Peter i viklen og stod – eller rettere let hoppede – foran alle flyets øvrige passagerer imens jeg på min mest stille facon nynnede solen er så rød mor igen og igen. I et kvarter indtil min trætte baby faldt i søvn og jeg, med lidt hjælp fra min mand, kunne liste viklen af og sætte mig på den mest akavede måde muligt med min baby liggende på maven imens. Begge drenge sov 4-5 timer og jeg selv og Thomas rævesov vel nærmest lige så længe. Imens jeg konstant ærgrede mig over at jeg i lige havde fået min telefon fisket ud af kufferten, så jeg kunne have foreviget mine sovende flydrenge og skrevet blogindlæg imens.
Jeg er jo på ingen måder ekspert udi hverken flyveture eller småbørnshåndtering, men her er nu alligevel mine fem bedste tips til at flyve (langt) med små børn:
Hav små pakker med nyt legetøj klar i håndbagagen. Børnene synes det er sjovt at pakke op (eller at æde papiret for nogens vedkommende) og nyt legetøj er altid spændende. Jeg havde klistermærker, pixi-bøger og et fiskespil med.
Sørg for masser af snacks! Hav masser af snacks med, som du ved dine børn elsker. Ostehaps, frugtstænger og rosiner kan man komme langt med. Særligt min 1-årige er svært tilfreds når han har noget (helst spiseligt) at gumle på.
Brug en vikle/slynge/bæresele hvis du har en baby. Det er hårdt nok for ryggen at skulle befinde sig i og omkring et flysæde i mange timer, så prop baby i din favoritanordning og gå ture eller hop lidt på stedet, hvis baby trænger til det. Hos os var viklen eneste fungerende sovemiddel.
Hav is i maven. Hvis dit barn græder, er du ligeså god til at trøste det i luften, som du er hjemme på stuegulvet. Hav tiltro til dig selv; dit barn skal nok holde op med at græde igen.
Forbered dig på at det bliver hårdt for dig selv. Man kan ikke “bare lige” gå på toilettet, se en film, spise eller sove som man føler for det. Fuldstændigt ligesom derhjemme – i et fly bliver det dog lidt mere intenst, fordi alt foregår på et og samme sæde. Altså lige bortset fra toiletbesøget.
Jeg håber at I kan bruge mine tips – der er desværre ingen garantier, men jeg tror oftest det skækscenarie som kan udspille sig i en hver forælders øverste etage, er skudt langt under mål. Det er slet ikke så slemt at flyve med de små, omend man kommer på en smule overarbejde.