2.juledag, Thomas og Jens er taget i biografen og jeg sidder nu, efter at have stavret rundt i regnen på indre Østerbro med Peter i barnevognen foran mig, foran mit helle og glæder mig over følelsen at få både i pose og i sæk. Posen er fuld af familiestunder, leg på gulvet, konfekt, brun sovs og fuldstændigt uforstyrret hygge med mine tre yndlingsmennesker, som jeg er så velsignet at have ganske for mig selv her i juledagene. Sækken derimod er fuld af mig selv og mit helle; min computer og jer der læser med.
Selvom jeg godt var klar over, at vi alle er temmeligt vilde med hinanden her i Buttenklanen, så bliver jeg alligevel benovet over, hvor hyggeligt det er, når vi har tid og ro (i hovedet) til at være sammen med hinanden i flere døgn i træk. Julen har indtil nu, været hyggeligere end jeg nogensinde havde turdet forestille mig. Drengene gør præcis som jeg så ofte har hørt andre voksne fortælle (men som jeg aldrig rigtigt har troet på), de leger! Leger og leger og leger. Lidt med hinanden, lidt alene og allerhelst sammen med Thomas og mig. Kæft, det er hyggeligt!
Samtidig savner jeg – paradoksalt nok – mit frirum og jer. Bloggen er blevet så fast forankret en del af mig, at et døgn væk fra bloggen føles helt forkert, på linje med et døgn uden kontakt til mine veninder; ikke engang via snapchat eller instagram. Det er tomt og mærkeligt og det er som om jeg har glemt hvordan jeg plejede at reflektere, fordi det føles så nemt og godt at gøre det ved at skrive, som jeg dagligt har gjort det seneste års tid.
Derfor er der, som mange andre bloggere ellers ynder at gøre her i julen, ingen “ferie” til mig. Slet og ret fordi “ferie” fra bloggen, i hvert fald for nu, ville være selvpineri, fordi jeg død og pine bare skidegodt kan lide at skrive. Til jer.
Peter sover sødeligt, vaskemaskinerne kører, gulvene er snavsede og jeg overvejer om ikke jeg skal tage (endnu) en kop kaffe og endnu et par stykker konfekt, i stedet for at gøre rent efter to døgns indetid. Jeg er nemlig typen som ovenstående billede passer perfekt på. Alt mit julesul kommer i mellemdagene, hvor jeg af uransagelige årsager ikke kan styre mit sukker- og fedtindtag, som når ukendelige højder og altid betyder, at min nytårskjole flopper en lille smule. Heldigvis – bilder jeg mig ind – som det også er tilfældet for de fleste andre.
I eftermiddag håber jeg på, at regnen pikler af, så vi, når de to store er retur fra biffen, kan tage turen ind til Tivoli uden at blive gennemblødte, som jeg altså klart foretrækker ved stranden på en sommerdag, uanset hvor varm meteorologerne så siger at december er.
Ha’ en dejlig bagjul!