Gratis fragt ved køb over 499 DKK

Kvinder føder børn hele tiden. I Danmark, i verden og i huset lidt længere nede ad vejen. Det ved vi allesammen godt. De fleste af os [kvinder] prøver det selv på ét eller andet tidspunkt og selvom det er hårdt som ind i helvede, så gør næsten ligeså mange af os det ofte mere end én gang. Og vi fortæller om det, gør vi. Særligt i tiden lige efter fødslen, snakker vi vidt og bredt om enten hvor fantastisk eller forfærdeligt det var at føde. Dét gør vi. Alt imens vi klapper fuldstændigt i omkring, hvordan kroppen faktisk har det i dagene efter fødslen – ganske uagtet at dét næsten kan være at betragte som ligeså vildt, som fødslen i sig selv. Næsten…

Derfor skrev jeg for et års tid siden et blogindlæg med 10 ting du (formentlig) ikke vidste om din krop efter fødslen (altså, medmindre du allerede har født; så ved du det nok godt) og jeg synes faktisk – taget i betragtning at en graviditet jo sådan set kun varer omkring 9 måneder – at det er på tide med et godt gammeldaws repost. Hvis nu der skulle være kommet nye gravide til, som kunne have glæde af lidt forberedelse på noget af dét som venter.

10 ting du ikke vidste om din krop efter fødslen

Du ligger i sengen og kigger ned af dig selv og får for første gang i månedsvis øje på dine fødder. Din mave er blevet helt flad. Altså, lige indtil du rejser dig op og livmoderen vælter frem som en bowlingkugle i en latexballon. Du ser stadig gravid ud. Bare på en helt utroligt grim måde, så glem alt om at springe i dine før-graviditetsbukser lige med det samme. Se evt billedet ovenfor, hvis du er i tvivl om hvad jeg mener. De er taget henholdsvis tre uger før og tre timer efter min første fødsel.

Uanset om du er bristet forneden eller ej, har du – hvis du har født vaginalt – presset et barn (eller hvad der føles som en stenhård ananas) ud af dig og du vil derfor være både øm og hævet. Altså, meget. Og det kan godt vare nogle uger, før du igen kan samle benene når du går.

Hvis du er bristet vil du, når jordemoderen et par timer efter fødslen befaler dig at tisse, mærke den vildeste svien, når urinen rammer de åbne sår – eller endnu værre, hudafskrabningerne på dine indre kønslæber. Sørg for at drikke rigeligt, så dit urin ikke bliver for koncentreret (for så svier det mere) og skyl gerne med vand imens du tisser, for at tynde det yderligere op.

Selvom jeg ville ønske det anderledes, så sker der på et tidspunkt dét, at du skal lave stort efter du har født og det kræver altså sin kvinde at turde gøre det. Det gør afsindigt ondt og det føles som om hele underlivet falder ud. Sørg for at spise fiberrig kost og drik masser af væske, for at hjælpe kroppen til lidt lind afføring, så du ikke skal presse for meget. Hvis du føler (eller er bange for) at du har hård mave, så tag eventuelt en magnesia eller drik et glas sveskejuice. Seriøst, bare gør det. Og tag så for guds skyld (eller bare din egen) et bind og hold det op imod skeden (som kan føles som om den falder ud) imens du bummelummer – selvom jeg lover at dit underliv ikke falder ud, kan visheden ved at “holde det oppe” alligevel være meget rar at have med sig…

Glem til gengæld alt om Libresse til din blødning lige efter fødslen, for du bløder meget! Sådan, seriøst meget. Det kræver store bleer tilsat netunderbukser eller som et minimum et par solide sloggi tre størrelser større end dem du plejer at bruge.

Hvis du har været en af de heldige, som har døjet med væske i kroppen, så tro ikke, at det bare forsvinder sammen med moderkagen. Næh, typisk vil dine fødder vokse til dobbeltstørrelse på 2.-3.dagen efter fødslen, inden de begynder at blive normale igen. Og når væsken begynder for alvor begynder at forlade kroppen, kommer den ud som sved, så hav håndklæderne klar, Svend(-Sved).

Du ammer og ammer og ammer og følger alle jordemoderens anvisninger og pludselig – på 3.-4.dagen vokser dine bryster, som var de en bolledej, der er blevet glemt på køkkenbordet – og alligevel virker det ikke som om der kommer mælk. Brysterne er enorme, ømme og for manges vedkommende også diffust deforme. Det lette er at tænke, at man er en fiasko og at amningen aldrig kommer til at køre, men fortvivl ikke – det er hævelse, ligesom den du kender fra dine fødder, og den forsvinder i løbet af et døgn og bliver skiftet ud med en dejlig masse mælk til din baby. Og dine bryster er stadig store. Og ømme.

Hvis bare baby har ordentligt fat, gør det ikke ondt at amme” hører du sikkert flere gange. Well, guess what. Det gør nullernaller for langt de fleste at amme – også selvom baby sutter med korrekt sutteteknik. Men, når amningen er etableret (efter en god uges tid, typisk) skulle det gerne blive gradvist og meget bedre – hvis ikke, så tag en seriøs snak med din sundhedsplejerske eller eventuelt ammevejlederne fra forældre & fødsel.

Selv når amningen er etableret, er det altså ikke altid at dine bryster forstår, at de kun skal afgive mælk, når din baby skal spise og du vil altså opleve, at mælken pludselig løber – og den er bedøvende ligeglad med om du står henover køledisken i Fakta eller om du holder kaffeslabberas med din mands nye kollegaer. Væn dig til, hvis det bliver et problem, at bruge ammeindlæg – og husk så for guds skyld at tage dem med dig, efter endt amning; det er lidt småpinligt hvis gæsterne trækker brugte ammeindlæg op fra sofasprækkerne.

Du kan klare alt! Du og din krop har leveret et barn til verden og selvom det tager noget tid før du måske selv for alvor mærker det, så har du bare en rockersej krop, som du skal nyde, elske og passe på, så godt som du kan – nu er du jo trods alt nogens mor <3 Så tag du bare et ekstra hvil på sofaen og fortæl din kæreste at “din” jordemoder siger, at han skal klare støvsugningen lidt endnu.


Hvis du er gravid og gerne vil forberede dig ærligt og kærligt på livet som nybagt mor (eller kender én der gerne vil) kan jeg anbefale dig, at tage et kig på mine to bøger, 40 Uger Inden og 40 Uger Efter, som handler om livet som henholdsvis gravid og nybagt mor <3 Du kan finde dem i din lokale boghandel, føtex eller online, fx HER