Gratis fragt ved køb over 499 DKK

Kan I huske at jeg engang – for laaang tid siden – trofast delte ugens begivenheder med jer hver søndag? I ugens løb, hed indlæggene. Det var oftest nogle virkeligt hyggelige indlæg at lave, men på ét eller andet tidspunkt kan jeg huske at jeg blev lidt intimideret over at så mange mennesker (altså, jer) vidste så præcist hvad jeg altid gik og foretog mig og jeg holdt derfor op. Men! Jeg synes stadig at refleksionen over ugens forløb er både fin, hyggelig og vigtig at lave, så derfor har jeg tænkt mig at prøve igen. Ikke på samme måde, men i en ny form, hvor selve refleksionen bliver langt vigtigere end ugens faktisk forløb.

Hvis nogen af jer vil være med, så synes jeg bare det bliver endnu mere hyggeligt – ja, vi kunne nærmest lave vores egen lille refleksions- og inspirationsgruppe herinde 🙂

Jeg tænker, at bygge “Tid til eftertanke”-indlæggene op over 7 spørgsmål, som både lægger op til refleksion og inspiration, så vi både kan blive klogere på os selv og blive inspirerede af hinanden.

Hvad har været højdepunktet i den forgangne uge?

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg tænkte på, da jeg for nogle dage siden besluttede mig for lige akkurat dét spørgsmål, for helt ærligt, så er det altså ikke særligt let at vælge ét højdepunkt. Der har været så mange fine, gode og vidunderlige øjeblikke. Ugens højdespringer må dog blive da det lykkedes mig at komme vel afsted Zulu Awards i torsdags. I løbet af dagen var jeg så lidt klar på fint tøj, fest og lir og alligevel blev det faktisk en rigtigt god aften – og lige akkurat derfor sprænger den skalaen som ugens højdepunkt.

Hvornår har jeg smilet mest?

Udover til Zulu Awards hvor jeg grinede igennem store dele af showet og smilede stort til fremmede såvel som venner til efterfesten, så må jeg uden tvivl have smilet næsten lige så meget da vi tilbragte et par timer i Fields i eftermiddag. De har sådan noget vinterferie-halløj derude, hvor man kan købe et lille hæfte til børnene, som giver dem mulighed for at få små ting og lækkerier i en del butikker OG adgang til deres hoppeland, Bounce, som absolut var dagens største succes. Godt nok bød mit lille snotramte hoved mig, at blive på jorden, men at se drengene hoppe rundt i vild glæde, var rigeligt fint for mig. Det kan klart anbefales!

Hvad har været lavpunktet? (Og var der alligevel noget godt at finde ved det?)

Da jeg skrev det her spørgsmål ned, var jeg lidt bange for, om jeg nu også kunne finde et decideret lavpunkt hver uge – og om jeg i så fald ville have lyst til at dele det. Det har imidlertid vist sig ikke at være noget problem, eftersom denne uges lavpunkt giver sig selv. Influenza. That simple. Okay, og regnvejr, Jeg kører hårdt på paraplyer, næsespray, panodil og en slags forebyggende behandling, som jeg meget belejligt skal reklamere for om nogle uger. Desværre har jeg endnu ikke modtaget produkterne jeg skal teste, men de havde dem på apoteket i Fields, så nu ser jeg frem til forhåbentligt at kunne fortælle jer hvor effektive de er! 😉

Hvad har jeg haft det bedst med at have på?

Ærligt, så har jeg ikke haft det sådan rigtigt godt i noget af mit tøj i den forgangne uge. Jeg har følt mig som udskidt æblegrød i det hele og derfor har det mest af alt bare handlet om, at det har skullet være blødt, blødt og blødt! Jeg sidder i skrivende stund i en sweatshirt og min lange leo-nederdel fra Sofie Schnoor og synes egentlig at det er en ret lækkert sæt.

Hvad er det bedste jeg har spist?

Det må uden tvivl være lasagneresterne jeg spiste til frokost i dag. Jeg elsker lasagnerester! Det er som om de trækker ekstra smag af at få en dag eller to i køleskabet – og så er det bare en perfekt søndagsspise.

Hvad har jeg lyttet til, eller set? (Radio, tv, etc)

I anledning af at jeg er blevet inviteret til premieren på den kommende sæson af Den som Dræber, er jeg gået igang med at se den første sæson igen (på viaplay, til interesserede) og den er jo såååå spændende!

På lyd har jeg trippet ret meget over Jasmin Gabay (hende den mega-søde bagedyster) og hendes sang, Kiss Like This. Jeg spår hundrede at hun som et minimum kommer i top 3 når der er Melodi Grand Prix om nogle uger.

Hvad ser jeg mest frem til ved ugen der kommer?

Den kommende uge bliver en lidt særlig uge. Det gør alle uger selvfølgelig på sin vis, men den kommende er alligevel temmeligt meget anderledes end de fleste andre, fordi jeg har planer om at starte op på skrivningen af min tredje bog. Imens drengene tilbringer nogle dage hos deres far og Simon tager til jylland, så sætter jeg mig foran computeren og skriver løs i håbet om at få prikket hul på bogbylden. Bogen skal handle om fødsler og jeg kan næsten ikke vente med at komme igang!

Hvordan lyder jeres svar på ovenstående spørgsmål?