Det er efterhånden længe siden jeg har blogget. Sådan rigtigt.
Bevares, jeg har skrevet et par blogindlæg til mit Cana Care – enkelte endda også mere bare for at blogge, end for så meget andet. Men det har jo ikke være på min blog. Men nu er jeg her. Efter noget der efterhånden må være fem år – eller mere.
Der er sket meget siden sidst, og det er ikke let for mig lige at gribe fat. For hvor starter man efter så lang tid? Med en gammel veninde havde det været let. Dem har jeg flere af. Dem, hvor tiden imellem de lange snakke let sniger sig op på år, frem for dage, men hvor snakken alligevel glider som havde der aldrig være en pause. Men kan man have det sådan med en blog? Et sted, hvor der er engang var læsere, og nu – med al sandsynlighed bare er et hul på internettet, som bliver fyldt med ord. 1-taller og 0-taller, måske. Hvis internettet overhovedet stadig fungerer på den måde. Jeg ved det faktisk ikke. Selvom jeg har arbejdet på internettet i mere end 10 år, så er der stadig så ufatteligt meget jeg ikke ved. Noget, fordi tiden af og til løber fra mig. Men det meste helt klart fordi jeg bare ikke forstår.
Sådan må det være.
Der er meget jeg ikke forstår – og heldigvis for dét, for det må da alt andet lige også være en lille smule kedeligt at være sådan én der ved alt om alt. For hvad skal man så snakke om? På en måde må den gode samtale jo handle om en gensidig berigelse. Og alligevel sidder jeg her med fingrene på tastaturet og hælder vand ud af ørerne, uden noget andet formål end bare at komme igang.
Men måske kan det også noget.
At komme igang.
Der er sket så meget siden sidst. Og jeg ved stadig ikke hvor jeg skal starte.
Så det må blive en anden gang. Den nye start med et catch-up, for nu kalder min datter, Titte. Ja, sådan én har jeg også fået siden sidst; en datter. Og hun har uden tvivl været det bedste af det hele, og selvfølgelig sneg hun sig ind her, selvom jeg troede jeg bare skulle plapre. Sådan er hun, og måske fortæller jeg mere om det en dag.