Man siger ofte at man som andengangsfødende kan regne med at føde på noget der minder om den halve tid af hvad man gjorde første gang. I ved, som en tommelfingerregel.
Der er selvfølgelig bare lige dét ved det, at man aldrig nogensinde skal stole blindt på en tomelfingerregel 😉
Ligesom første gang jeg ventede mig, gik jeg over tid. Det undrede mig; jeg syntes da at have hørt at andengangs-gravide ikke gik over tid. Det irriterede mig i øvrigt også. Jeg var gået maksimalt over og mødte derfor op på fødegangen til igangsættelse med piller. Jeg blev undersøgt, og fik første pille på sygehuset. Jordemoderen pakkede de resterende piller til at jeg kunne tage med hjem. Jeg skulle tage en hver 3 time indtil der var skub i sagerne, hvilket i øvrigt kunne tage et par døgn.
Eftersom min første fødsel (som I kan læse om HER) var meget lang, så ville jeg være godt tilfreds hvis jeg kunne føde på ca 24 timer denne gang. Vi forventede også en lang fødsel. Jordemoderen havde sagt man som andengangsfødende ofte har en fødetid der er det halve af den tid man brugte på første fødsel, så det passede med 24 timer.
Vi var lige flyttet og havde endnu ikke internet. Derfor havde vi nogle dage i forvejen lavet en aftale med en installatør. Han skulle godt nok komme på igangsættelsesdagen, men vi vidste jo at vi ikke fik travlt.
Nåe, men første pille blev indtaget og vi kørte hjem. På vej hjem mærkede jeg en uro i kroppen, men sagde intet til Kristian i frygt for at jinxe. Men allerede nu kunne jeg godt fornemme at det blev kortere end 24 timer, måske 12 kunne gøre det, tænkte jeg ved mig selv.
Vi kom hjem. Jeg gik i bad, og gik derefter op for at hvile. Internet-installatøren kom. Og imens Kristian og ham rodede rundt i kabler og dippedutter fik jeg langsomt men sikkert veer. Jeg ringede fra min seng til fødegangen for at spørge, om jeg skulle tage anden pille. Det skulle jeg ikke. Men jeg skulle få spist godt og hvile mig.
Veerne tog til.
Kristian kiggede op til mig ind imellem og spurgte flere gange om han ikke skulle afbryde arbejdet med installatøren og sende ham hjem. Aldrig i livet om han skulle det, jeg skulle være sikker på at have internet, så jeg kunne streame serie når jeg kom hjem med lillebror og skulle have ammemarathon. Så han gik ned og forsatte jobbet, og jeg forsætte mit job på førstesalen.
Pludselig gjorde veerne virkelig ondt. De trak om bagtil. Ikke at jeg skulle presse, men med en halv times kørsel til sygehuset kunne jeg godt fornemme at vi måske skulle overveje at tage afsted. Jeg gik nedenunder hvor jeg vraltede ind i stuen til Kristian og installatøren. Ligesom som jeg skulle til at sige, at vi nok skulle køre fik jeg en OND ve, og jeg pustede og stønnede. Installatøren kiggede forskrækket på Kristian og Kristian sagde med sin klingende nordjyske dialekt: “ja, hun er blevet sat igang Idag, så hun er vidst i fødsel”. Installatøren udbrød: “jamen det vil jeg ikke involveres i”.
Jeg fik sagt at vil skulle køre, og installatøren pakkede sit grej så hurtig som en Ninja. Faktisk var han så febrilsk at både Kristian og jeg trak på smilebåndet af den arme mand. Jeg fik en ve mere, og bad ham – undervejs i den ve – om at blive og få det internet til virke NU. Han turde vidst ikke andet, han nikkede bare.
På vej på sygehuset trak veerne mere og mere om bagtil. Vi landede på sygehuset kl 15. Hvornår er der flest mennesker på et sygehus? Det er der kl 15 i vagtskifte. Ergo står det elendigt til med p-pladser. Vi kørte i p-huset og etage efter etage var fyldt op. Jeg blev irriteret. Kristian foreslog at køre ud af p-huset og sætte mig af, så ville han finde en p-plads. Jeg tror nok at jeg fik fortalt ham, at det var den dårligste ide han havde fået i de 7 år vi havde tilbragt sammen.
9. etagen og endelig var der plads. Vi tog elevatoren ned, vi stod som sild i en tønde og jeg undertrykte mine veer, selvom en hver idiot kunne se jeg var i fødsel. Jeg vraltede hen over p-pladsen foran skadestuen og fik en gevaldig ve midt i det hele. En dame sagde “hvor spændende, god fornøjelse”. Jeg smilede anstrengt, sagde intet men tænkte “FUCK dig!” Ja overskuddet var presset efterhånden.
Vi kom ind på fødegangen, og jeg sagde at jeg skulle presse NU. Jordenmoderen undersøgte mig, hun konstaterede jeg kun 6 cm åben og derfor ikke kunne presse. Jeg gispede som strandede fisk gennem veerne. På et tidspunkt tror jeg at jeg bad hende skyde mig. Jeg havde været på fødegangen i godt 10 min, og efter første undersøgelse var jeg kommet i et par flatterende nettrusser, med det jordemoderen kaldte et bind. Jeg hælder nok mest ble, men det orker man ikke at diskutere på sådan et tidspunkt. Jeg blev ved med at jamre mig over pressetrang trods jeg kun er 6 cm åben.
Der var vagtskifte og en ny jordemoder kommer ind, hun beder mig komme op på alle 4, da den pressende fornemmelse måske kan afhjælpes ved at ligge hvilende på alle 4 henover en pude. Så, der ligger jeg i mine nettrusser og ble. Da hun lige var mødt ind, ville hun gerne undersøge mig selv, så hun havde en bedre fornemmelse af tingene. Dette kunne hun godt gøre imens jeg lå på alle fire, hvis det var OK med mig, og jeg var bedøvende ligeglad. Så hun trækker trusser og ble ned, men træder herefter ud til siden, og det siger SLASK, og en lårtyk stråle af fostervand står ud i rummet. Som ved første fødsel bliver Kristian enorm imponeret over mængden af vand og udbryder “SHIIIIIIT MAND”.
Så kommer veerne. Presseveer, for fuld skrue. Jordemorden vil have mig tilbage på ryggen, og i løbet af ganske få minutter er jeg 10 centimeter åben og må presse. Jeg føder hovedet og udbryder “hvad sker der?!”. Jordemorden siger “du har født hovedet, vil du selv tage imod ham?”. Det vil jeg gerne og hun fører mine hænder ned mellem benene. Kristian støtter min nakke og i næste ve føder jeg kroppen og jordemoderen guider mine hænder med hendes, således jeg selv trækker vores søn, Kresten, op på maven. Det var fantastisk.
Fødslen varede fra første ve til han var født ca 3 timer. Hvoraf cirka 30 minutter var på fødegangen. Så det der med de 24 timer blev heldigvis ikke tilfældet. Han var smuk , dejlig og så perfekt. Jeg kan huske jeg udbrød “hvor var du god til at blive født!”.
PS. så havde vi internet da vi kom hjem.