Kender I de der morgener, hvor alt bare går op i hat og briller? Hvor børnene, mælken og man er selv sur og ingen gider hverken at spise, børste tænder eller tage tøj på for at komme ud af døren i rette tid? Sådan er det nogle gange hjemme hos os, men i dag, der var det anderledes. Vi har haft den dejligste morgen jeg længe kan mindes at have haft. På en hverdag, that is. Weekendmorgener der let bliver til formiddage, er der intet, der kan hamle op med.
Jeg vågnede klokken 06.28, fire minutter før min alarm (som taktisk er sat til 06.32, så den er over halv syv når den ringer og når at blive mere end tyve minutter i (som betyder at jeg SKAL op) hvis jeg snoozer en enkelt gang) gik af. Jeg havde nok ikke sovet helt længe nok, men nu var jeg jo alligevel vågen, så jeg scrollede hurtigt igennem instagram og skoleintra for “uvurderlige” nyheder. Der var selvfølgelig ikke noget nyt af betydning, så da alarmen mindede mig om tiden et par minutter senere, kunne jeg ufortrødent vende mig om mod Jens, som var kommet ind i sengen i løbet af natten, og kysse ham godmorgen.
Vi lå i sengen og puttede et par minutter inden vi stod op, tissede af og vækkede Peter.
Først gad børnene ikke have tøj på og de ville sådan set helst bare sidde i sofaen og lede efter Flunkere fra én af Jens’ biblioteksbøger. Og så gad den ene sgu heller ikke at spise sin morgenmad. Klassisk.
Indtil jeg droppede mit indvendige hjertesuk og tilbød børnene en toast, som de – helt eksotisk endda – kunne få lov til at få med ned i ladcyklen, hvis de kom med ud og børstede tænder imens den blev lavet. Så var det som om velviljen fandt sin vej og otte minutter senere havde jeg to meget lykkelige børn med tandpastasmil og toast pakket ind i køkkenrulle, siddende i cyklen. Fem minutter førend normalt.
Vi havde god tid til at grine af hinandens jokes, til at snakke om solopgangen, som én syntes var pæn og en anden syntes var grim, fordi den blændede i øjnene og til, for mit vedkommende, at minde mig selv om at huske lige akkurat denne følelse af lykke, over en helt almindelig morgen, som i al sin enkelthed alligevel var fantastisk.
Jeg tror jeg vil stile efter de der gyldne fem minutter igen i morgen, for hvis der ikke skal mere til, så er håbet velsagtens så lysegrønt som de første bøgeblade der altså må være lige på trapperne til at springe ud.
God dag derude!