Det er sjældent man hører det omtalt uden en vis grad af sarkasme, at det føles som at “smutte en mandel”, når man føder en baby. Ja, faktisk tror jeg måske aldrig jeg har oplevet det tidligere, men ikke desto mindre, så er det altså sådan det var, for kvinden der har skrevet denne uges fødselsberetning og jeg er dybt fascineret! Bevares, hun havde ondt undervejs af sine veer, men selve presseperioden beskriver hun – så vidt jeg kan fornemme – helt ærligt og oprigtigt som at “smutte en mandel”.
Jeg havde termin med vores søn torsdag 30/8.
Jeg nåede aldrig rigtig at blive utålmodig, men glædede mig blot til fødslen. Faktisk håbede jeg – som én af de få gravide – at jeg ville gå over tid, for min kæreste og jeg havde købt et hus, hvor vi skulle flytte ind fredag 31/8. Jeps. Supergod timing!
Jeg havde 3 uger med voldsomme plukkeveer, hvor jeg rundede fødegangen 3 gange, og de troede jeg var på vej i fødsel. Sådan skulle det dog ikke gå, og terminsdagen kom og gik. Så skulle han bare vente lidt dage endnu. Vi nåede at flytte om fredagen, var i IKEA og købe skabe om lørdagen, og ingenting var sket endnu. Egentligt helt perfekt!
Søndag 2/9 vågner jeg brat op kl. 4.30. Jeg er i tvivl, om det er en ve, men der kommer én til, og jeg er ikke i tvivl længere. Kl. 5.30 vækker jeg min kæreste, og siger jeg har veer. Vi beslutter dog, jeg lige så godt kunne blive liggende i sengen med veerne. Der ville jo højst sandsynligt gå nogle timer sådan. Vi havde også et puslebord, der skulle samles. Så min kæreste hentede en kop kaffe til os, og gik igang med at samle puslebord, mens jeg så tv i sengen. Egentligt ret hyggeligt. Stemningen var helt euforisk og spændende.
Vi glædede os og var spændte på resten af dagen; hvordan ville fødslens gå; hvornår kom han; hvilket tidspunkt på dagen og blev det først dagen efter?
Senere bevægende jeg mig ned på sofaen. Gennem hele dagen var veerne virkelig intense, men så længe jeg fokuserede på én ve af gangen og huskede vejrtrækningen, gik det. Desværre ville veerne bare ikke blive regelmæssige, hvilket jeg vidste, de skulle. Sådan lå jeg hele dagen. Der var 7-12 min. Imellem de kraftige veer. Min kæreste gik igang med at lave lasagne, så jeg kunne få noget at spise.
Kl. 18.30 og netop som lasagnen var færdig, gik mit vand midt i en ve. Jeg mærkede et smæld, og var slet ikke i tvivl om, at det var vandet. Jeg ringede til fødegangen, og sammen med jordemoderen aftalte jeg, at vi ville ringes ved om maks 2 timer. Så lang tid gik der dog ikke. Pludselig var der 5-6 min. Imellem veerne. Jeg gik op i bad for at lindre lidt. Jeg kunne dog overhovedet ikke overskue badet eller få tøj på. I mellemtiden havde jeg nemlig fået vestorm, og der var nu 10 sek. Imellem hver ve. Jeg ringede til fødegangen og sagde, at jeg kom nu. Og det fik jeg heldigvis lov til.
Imens min kæreste kørte bilen helt frem til huset, kravlede jeg jamrende ned af trappen. Jeg vidste, der lå en køretur på 20 min. Til hospitalet, og det var ikke motiverende. Kl. 20 rammer vi hospitalet. Jeg skulle bare lige fra parkeringskælderen til fødemodtagelsen. I den anden ende af hospitalet selvfølgelig. Heldigvis stod der en kørestol ved indgangen, så den placerede jeg mig i og min kæreste kørte mig afsted.
Da vi ramte fødemodtagelsen, var jeg midt i en vepause (altså pausen på 10 sek), så jeg “løb” hen til skranten og afleverede min vandrejournal. Der var allerede gjort en modtagelsesstue klar til mig, og jeg blev undersøgt. Jeg havde ramt de gyldne 4 cm. Og der blev bestilt en fødestue til mig.
Da de ikke var helt klar på fødestuen, fik jeg et klyx på modtagelsesstuen. Omkring kl. 22 blev jeg hentet af en jordemoder, der fulgte os til fødestuen. Jeg frøs, så da jeg nåede varmen på fødegangen, var det så skønt.
Efter eget ønske var de igang med at fylde fødekaret til mig, da jeg ønskede at føde i vand. Jeg smed tøjet og kravlede op i karet. Med et fik jeg lidt mere overskud og varmen omfavnede mig. Omkring 22:30 får jeg presseveer. Her mærker min jordemoder på mig for første gang, og konstaterer jeg er 8-9 cm åben. Dog er baby ikke langt nok nede. Desuden dykker hans hjertelyd også under veerne. Jeg kommer om på alle fire og læner mig op ad karet. Det hjælper med at få ham stykket længere ned. Hans hjertelyd dykker bare stadig under veerne.
Derfor vil min jordemoder gerne have mig op på briksen og få en elektrode på hans hoved. Her er kl. 23:10, da jeg kommer op. Jeg husker ikke om hun når at lægge elektroden. Kl. 23:20 er han nemlig født. Så jeg føder ham på fire (!) presseveer og på 10 min. Ved de to første presseveer har min kæreste fortalt, at toppen af hovedet tittede frem, men gled tilbage igen. Efter 3. Presseve siger min jordemoder, at næste gang føder jeg skuldrene og så følger kroppen. Jeg kvitterer med at spørge: “Hva?! Har jeg allerede født hovedet?” Jeg mærkede overhovedet ikke at jeg fødte hovedet. Jeg husker tilbage som at jeg smuttede en mandel. Jeg får endeligi min søn op på brystet, og jeg bliver ramt af den største beskyttertrang.
Sidenhen er kærligheden kun vokset og vokset. Til trods for det gik så stærkt til sidst, var jeg til stede under hele fødslen, og jeg var i kontrol med min krop. Og hold nu op hvor følte jeg mig bare sej! Og nu glæder jeg mig blot til næste gang, som forhåbentligt også bliver en god oplevelse. Jeg havde en jordemoder, der hele tiden var et skridt foran mig. Hun passede lige til mit temperament, og hun var bestemt med til at gøre fødslen til en god oplevelse.