… I går aftes, en septemberaften, der bortset fra mørket der var faldet på, mest af alt mindede om en sommeraften, delte min mand, Thomas Buttenschøn en artikel fra politiken, hvori der stod beskrevet at 6 ud af 10 sundhedsfaglige ikke ved, at velbehandlet hiv ikke smitter.
Kom-nu-fuckin-on, altså!
Jeg har selv stået der, i den både hvide, blå og grønne kittel. Jeg har arbejdet med blod, sved og alle mulige andre kropsvæsker fra første parket og jeg ved godt, ligesom alle andre, der står i de samme træsko, at man altid skal tage sine forbehold – uanset hvilken patient man har med at gøre.
Men – for der er et men – hvis en patient kommer ind og er hiv-positiv og i øvrigt er i behandling, så er der altså én mindre faktor at skulle tage hensyn til og nu skal jeg fortælle dig hvorfor. Dem der smitter med hiv, er nemlig ikke dem, som véd at de smittede. Dem som smitter er dem der endnu ikke ved de har det livsfarlige virus i kroppen, fordi de i sagens natur derfor ikke er i behandling.
Derfor gør det mig simpelthen så usigeligt ked af det, når jeg i ovennævnte artikel læser om hvordan en hiv-positiv er blevet mødt med noget der vel nærmest bedst kan beskrives med angst og afsky, på grund af hendes hiv-status.
Selvfølgelig er jeg klar over, at man som sygeplejerske eller som en-hvilken-som-helst-anden sundhedsfaglig ikke kan vide alt om alle sygdomme, men jeg vil nu alligevel vove at påstå, at det er relevant for alle sundhedsfaglige at vide, at velbehandlet hiv ikke smitter. Både for patienternes skyld, men i særdeleshed også for jeres egen skyld. Der er ikke noget værre, end at skulle behandle en patient, man er bange for og det kan derfor alt andet lige, ikke andet end at give en øget arbejdsglæde, når først alle sundhedsfaglige forstår, at man ikke længere skal være bange for mennesker med det store røde stempel på journalen “HIV-positiv”
Som pureung jordemoder, da jeg trådte mine folder på Hvidovre Hospital, oplevede jeg ikke sjældent, hvordan nogle af mine kollegaer blindt nægtede at tro på, at velbehandlet hiv ikke smitter.
“Det er jo skide farligt og jeg skal altså ikke nyde noget”
En sætning jeg udmærket forstår grundlaget for, med massive skræmmekampagner og kæmpestore tvivlsspørgsmål tilbage i 1980’erne om, hvad pokker man skulle stille op imod den blandt andet seksuelt overførte sygdom, men problemet er bare, at vi er kommet videre siden dengang.
Min mand, Thomas, er i dag 31 år gammel, hiv-positiv, lever i absolut bedste velbefindende, deltager i dette års udgave af Vild med Dans, er far til to – naturligt producerede – børn og gift med mig, som altså ikke er smittet. For han kan ikke smitte mig, så længe han tager sin medicin og virus på den måde bliver holdt så langt nede, at det stort set ikke kan måles.
Det er 2016 og vi er simpelthen nødt til at forstå, at dét vi engang skulle være så bange for, ikke længere udgør nogen trussel. Vi er nødt til at vide, at dem der potentielt kan smitte os med hiv, er dem der siger at de ikke har det.
Det var bare lige det; og så håber jeg i dén grad, at I vil hjælpe med at sprede budskabet. Tak.
