Siden jeg lagde et blogindlæg op omkring drenge i kjoler, hvor jeg viste et billede frem af min lille, glade Peter iført en skøn prinsessekjole, er det væltet ind med fine, søde og smukke billeder af drengebørn iført kjoler, sammen med en horde af tilhørende kommentarer om, at selvfølgelig må drenge gerne gå i kjoler, ligesom piger gerne må gå i bukser. Især ét billede har sidenhen tiltrukket sig mere end bare almindeligt meget opmærksomhed. Billedet – som er det I kan se ovenfor – er af Viggo, som er fem år gammel og en umanerligt dejlig dreng, fornemmer jeg.
Hans mor lagde billedet op på min facebookside, for at vise sin forståelse af drenge i kjoler og for at være med til at sige at børn skal have lov til at være lige præcis dem de er.
Mere end 4.500 mennesker har allerede “liket” billedet og langt over hundrede har kommenteret og givet Viggo og hans mor en virtuel high-five, for selvfølgelig skal han have lov til at være præcis som han er – også selvom ingen kan sige hvordan han vil være i fremtiden. Virkeligheden foregår lige nu og jeg går hundrede procent ind for, at vi ikke skal begrænse hverken os selv eller hinanden, for slet ikke at tale om vores børn.
For en dreng på fem år, handler det selvfølgelig ikke om seksualitet, men om en identitet, som stadig er under grundig opbygning og ærligt talt, så er der sgu da ikke noget forgjort i, at en dreng foretrækker at gå i kjole, ligesom det ikke er spor mærkeligt, at han gerne vil have langt hår og i øvrigt ofte leger bedre med piger end med drenge. Mennesker er mennesker og så længe vi er velfungerende, tænker jeg at vi gør det rigtige.
Alligevel kunne jeg ikke lade være med at spørge Viggos mor om hvad hun tænkte om al den virak der pludselig er blevet skabt omkring billedet af hendes søn.
“Jeg gjorde det jo netop uden at tænke fordi det for os IKKE kræver den store tankevirksomhed at følge vores søn. Det handler ikke om seksualitet, men om identitet – og Viggo har jo altid været sådan her. Derfor er det ikke svært. For os. Men omverdens reaktion på ham (som jeg også skriver) er svær at tænke på.. Umiddelbart har folk jo været overvældende positive, og det er virkelig dejligt. Det håber jeg at de vil blive ved med at være! Viggo selv er vores største pejlemærke i forhold til hvordan vi har grebet det her an: havde han på noget tidspunkt været ked af det eller bange for andres reaktion ville vi ikke have ladet ham skille sig ud på den måde. Ingen ønsker jo at gøre livet sværere for ens barn, end det absolut behøver at være! Men Viggo har fra start været helt cool – han synes kun det er fedt hvis nogen tror han er en pige. Og på spørgsmål svarer han bare “at det er fordi han har lyst til det”. Min eneste mission er at fylde ham med så meget kærlighed og accept at han uden problemer kan vælge den vej i livet han ønsker at gå. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med hans køn eller seksualitet – så længe han er glad. Og det er vel i virkeligheden ikke så odiøs en udtalelse fra en mor?” fortæller hun.
Jeg ved ikke med jer andre, men jeg har lyst til at give Marie, som Viggos mor hedder, et kæmpe kram og fortælle hende, at hun er en fantastisk mor og at hun gør det eneste rigtige. Jeg er sikker på, at Viggo går en lys fremtid i møde, med en rygsæk fuld af kærlighed og forældre, som bakker ham op, uanset hvad.
Jeg er kæmpe fan!