mo

Find de populære bøger og hudplejeprodukter i webshoppen

Tanker om min forestående fødsel

Vi kommer næppe udenom det. Jeg skal føde en baby. Snart. Og i den forbindelse har jeg naturligvis gjort mig en hel masse tanker om, hvordan det mon kommer til at løbe an denne gang.

Som I ved er jeg stor fortaler for, at alle slags fødsler i udgangspunktet kan blive gode fødselsoplevelser og derfor har mit personlige arbejde forud for min kommende fødsel i høj grad handlet om acceptere mit forløb, uanset hvordan det bliver. For om nogen ved jeg, at man aldrig kan forudsige hvordan en fødsel forløber. Heller ikke selvom man har prøvet det før. To gange, endda.

Min første fødsel var en pissefed fødsel, for at sige det rent ud og jeg plejer, med et glimt i øjet, at sige, at den er blandt de allersejeste fødsler jeg nogensinde har været med til. Det er selvfølgelig noget vås overhovedet at gradbøje sejheden ved fødsler, men fordi jeg naturligvis er følelsesmæssigt forbundet til mine egne fødsler på en helt anden måde end jeg er det til alle de vidunderlige fødsler jeg har fået lov til at være jordemoder til, ja, så føltes det altså som toppen af kransekagen. Jeg fødte derhjemme, helt ukompliceret, efter bare 8 timer med veer, hvoraf jeg sågar fik en god “pause” på et par timer i midten af det hele, hvor der var 10-12-15 minutter imellem hver ve. Jeg fødte i et badekar i vores køkkenalrum og tog som det mest naturlige i verden selv imod min baby.

Allerede få minutter efter fødslen glædede jeg mig til at prøve det igen en dag. Tænk at få lov til at få en lignende oplevelse igen – og så endda som andengangsfødende!

I tre år og én uge (præcis) glædede jeg mig (helt vildt meget!) til at føde igen og jeg blev nærmest helt fjollet da veerne gik igang, da jeg skulle føde mit andet barn. Nu skulle det være! Jeg havde igen planlagt at føde derhjemme, badekarret var pustet op og det kunne kun blive perfekt. Troede jeg.

For det blev alt andet end perfekt.

Mine veer gjorde røvhamrende ondt, men havde ikke rigtigt den ønskede effekt. Der var flere udefrakommende faktorer som spillede negativt ind. At jordemoderen meddelte mig at “det godt nok passede dårligt lige i dag”, at vores varmtvandsbeholder viste sig at være alt, alt for lille til at fylde badekarret og at vores komfur i samme ombæring besluttede sig at stå af, så vi udelukkende kunne varme vand i en el-kedel. En i øvrigt nærmest umulig mission til så mange liter vand! Så jeg spændte op i kroppen og havde svært ved at slappe af. Min baby lå skævt og efter mange timer med smerter, og en jordemoder der efterhånden var ved at være godt og grundigt utålmodig, blev jeg overflyttet til sygehuset. Ret meget mod mit eget ønske. Så jeg blev sur og ked af det og mente, at så måtte de jo bare lave et kejsersnit på mig, fordi min dumme krop åbenbart ikke kunne finde ud af hvad den skulle. Jeg modarbejdede totalt mig selv, talte grimt til min krop og gjorde på den måde naturligvis ikke situationen spor bedre.

I hvert fald ikke førend jeg fik en epiduralblokade (som jeg forlangte at få i sekundet jeg kom ind på fødestuen, fordi jeg i al min afmagt og frustration mente at jeg jo nok alligevel ville ende med at få et ve-drop og sidenhen et kejsersnit). Så overgav jeg mig, slappede af – og vupti, så fødte jeg mit andet barn en halv times tid senere.

Jeg tror simpelthen at jeg havde holdt på ham…

I årevis var jeg rigtigt, rigtigt ked af min anden fødsel. Jeg var ked af den måde jordemoderen havde håndteret fødslen og ked af den måde jeg havde håndteret mig selv. Allermest var jeg dog ked af, at jeg ikke på forhånd havde gjort mig selv den ulejlighed at overveje, at det jo sådan set sagtens kunne være, at jeg ikke “bare” ville få den fuldstændigt fantastiske fødselsoplevelse, som jeg havde forventet. Mit lys brændte i dén grad under skæppen og det gav mig altså et solidt bagslag.

… Men hvad så nu?

Der er gået syv år siden jeg fødte sidst og nu skal jeg ganske snart til det igen.

I begyndelsen af min graviditet spøgte min seneste fødselsoplevelse en del hos mig og jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg egentlig ønskede at forsøge mig med endnu en hjemmefødsel, eller om jeg hellere “bare” ville overgive mig til hospitalet og den der helt vidunderlige epiduralblokade. Jeg var i tvivl om jeg orkede igen.

Men det gør jeg. Jeg orker det godt. Og jeg vil, når jeg mærker efter, allerhelst føde derhjemme. Sammen med Simon og en jordemoder. Jeg tror på at det for mig, er det bedste valg, fordi jeg tror at jeg ved at blive hjemme, giver min krop de allerbedste muligheder for at slappe af, så den kan få lov til at gøre sit store arbejde med at producere de veer, der skal hjælpe vores barn til verden.

Til gengæld er jeg, i modsætning til sidste gang, også ganske bevidst om, at jeg ikke kan ane hvordan det bliver. Mine forventninger er ikke andre end at det bliver en hård rejse, hvor jeg bliver nødt til at overgive mig, både til min krop og til mine hjælpere, så jeg ikke behøver at koncentrere mig om andet, end at håndtere de intense smerter jeg ved, jeg kommer til at stå overfor, uanset hvordan det kommer til at gå. Måske kommer det til at gå stærkt, måske kommer det til at tage lang tid, måske bliver jeg overflyttet undervejs, måske ender min økologiske jeg-klarer-den-med-min-krops-egne-kræfter-alene idé med at jeg får en fødsel tilkoblet en masse medicinsk udstyr og måske i sidste ende et kejsersnit. Måske, måske, måske.

Jeg har besluttet mig for, at det hele er okay, så længe jeg føler mig set og hørt undervejs.

Derfor skriver jeg et brev til jordemoderen, i hvilket jeg kort fortæller hende om mine tidligere fødsler og om, hvad der er vigtigt for mig ved den forestående. Det vigtigste er selvfølgelig at hun er opmærksom på min og barnets sikkerhed og at hun – selvfølgelig – anbefaler en overflytning til hospitalet i dét tilfælde, at hun mistænker at der kunne være alvorlige komplikationer på vej. Selvom jeg helst vil føde derhjemme, så er hospitalet jo mit sikkerhedsnet, som jeg naturligvis hellere lader mig dumpe ned i, frem for at falde direkte ned på den bare, kolde jord. Dernæst, så er det vigtigt for mig, at hun vil hjælpe mig i det tilfælde, at fødslen igen trækker ud. Bruge sin viden og alle sine jordemoderkneb, for at hjælpe min krop til at skabe de bedst mulige vilkår for at lade barnet trænge godt ned igennem bækkenet, som var min største udfordring sidst. Jeg kender selvfølgelig godt selv alle tricks, men når man føder, kan det være ganske vanskeligt at omsætte sin viden til praksis, hvis ikke der står en jordemoder på siden og hepper med.

Jeg har brug for at den jordemoder der kommer ud til os, kender mit udgangspunkt og mine ønsker for fødslen – for på den måde at kunne sikre mig bedst muligt, at hun kan hjælpe mig med dét, jeg rent faktisk har behov for. Så skal det hele nok gå, uanset hvordan det så ender.

Så faktisk begynder jeg at glæde mig til det. Jeg glæder mig til at opleve min krop i fødsel igen, nu hvor jeg er et helt andet sted i mit liv, end jeg var sidst. Jeg glæder mig til at dele oplevelsen med Simon, som jeg tror bliver en fantastisk støtte, fordi han er så god til at passe på mig, både fysisk og mentalt. Og så glæder jeg mig til at møde den lille fis, der i skrivende stund ligger og boltrer sig inde bag mit maveskind. Mit lille, tredje barn. Hvem havde dog nogensinde troet det? (I hvert fald ikke jeg, havde du spurgt mig for nogle år siden!).

Skriv din kommentar

Kommentarer (3)

  1. Det bliver godt at byde den lille ny velkommen 🙂
    Det vigtigste er at du bare bliver i fødslen, ikke tænker og føler for meget, bare klør på og få født på bedste og mindst smertefulde vis.
    Jeg håber du får en god fødselsoplevelse, det fortjener du og familien og den lille ny fis 🙂
    Held og lykke!

  2. Håber det er ok jeg spørger her, selv om det ikke rigtig har noget med indlægget at gøre.
    Kommer chiliplastrene på lager igen? De har stået som “ikke på lager” længe, og de er savnet.
    Jeg har prøvet den nye Heat i stedet for, men synes ikke den er nær så effektiv som plastrene, så derfor håber jeg de kommer på lager igen.
    På forhånd tak.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven