mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Tid til eftertanke #99

Så blev det sgu mandag igen, hva’? Og hvilken herlig én af slagsen, for alle os med børn i 0.-4.klasse! Jeg er jo i den vidudnerlige situation at lige akkurrat dét passer på 2/2 børn herhjemme, så for første gang i halvanden måned stod vi i morges op, spiste havregryn (med nesquick på – så lækkert!) og cyklede i skole.

Særligt min ældste har været lidt bekymret for skolegenopstarten og jeg mistænker at det er fordi han husker hvor vanvittigt det var, dengang de måtte vende tilbage i foråret. Dengang var alle stadig meget bange, der blev sprittet hænder hvert 20. minut (!!) og børnene skulle for alt i verden holde mindst to meters afstand, helst både til hinanden og de voksne. Det var ikke just en særligt fed eller særligt tryg tid tilbage i foråret, så jeg er simpelthen så lettet over at det – på mig i hvert fald – virkede som om alt var nogenlunde “normalt” ovre på skolen her til morgen. Bevares, der er jo stadig det med at klasserne er ret strengt opdelt og at vi voksne til stadighed ikke må komme med indendøre, men for børnene, der virker det som om at det meste er som de var vant til før jul. Lærerne tog kærligt imod og børnene løb hvinende rundt sammen. Pisselækkert, mand. Og tænk, om et halvt års tid, kan det ovenikøbet være, at alt er blevet endnu, endnu bedre. Fingers crossed! 

Nuvel, det er mandag og jeg skylder jer en omgang tid til eftertanke fra i går. Fra en uge, som jeg godt kan afsløre blev temmeligt meget anderledes end jeg havde forventet!

[Bedste måltid i meget, meget lang tid!!]

[pakkesituationen sådan cirka hver dag, lige pt – juhuuu!]

Ugens højdepunkt var simpelthen at jeg endelig fik lanceret mit nye produkt – min magnesiumserum (reklame for mit eget produkt) – som jeg har arbejdet på i små to år. Jeg har hele tiden vidst, at det ville ende ud med at blive et rigtigt godt produkt, som jeg stolt kunne sende afsted, men jeg har selvfølgelig også været ved at skide grønne grise over mig selv ind i mellem, fordi det i sandhed ikke er billigt at udvikle og producere dén slags. Tænk nu hvis jeg ikke kunne sælge dem? Tænk nu, hvis ingen turde tro på mig, når jeg sagde at det havde en god effekt? Tænk nu hvis… Jeg har kastet alle mine sparepenge ind i projektet, så det har virkelig været nervepirrende op til lanceringen. OG SÅ ER DET BARE GÅET OVER AL FORVENTNING!!! Der er blevet gjort et kæmpe indhug i min ellers ret store lagerbeholdning og jeg føler nærmest ikke at jeg har lavet andet i ugens løb, end at pakke og sende pakker ud til jer. Det er så mega-fedt at det er blevet taget så godt imod (så tusind tak for det!), så nu er jeg ikke længere så bekymret for at lancere mit næste produkt allerede indenfor de næste par måneder. For ja, jeg har simpelthen arbejdet sideløbende på to produkter 😀 Kæmpe, kæmpe optur!

Jeg smilede mest da det gik op for mig, at man nu – sådan for alvor – kan se min baby sparke igennem maveskindet. Åååååh, jeg kan næsten ikke være i mig selv over det. Tænk at jeg skal have et barn mere!!! (Ja, det går op for mig sådan lidt i etaper. Altså, jeg ved jo rationelt set godt at det er dét der er ved at ske, men jeg har til stadighed ikke helt fattet det endnu)…

Ugens lavpunkt var at jeg – intet mindre end to gange – prøvede kræfter med nogle af de mest hypede burgere i København. Prøve-kræfter-med-burgere-delen var som sådan fin, da jeg elsker, elsker, elsker burgere, men de var simpelthen ikke særligt gode. Den ene, Popl, smagte jeg for første gang i sommer, da de havde åbnet ude på noma – og dengang var den fænomenal! Den jeg fik forleden var til gengæld brændt og bitter og slet, slet ikke lækker, desværre!! Efter anbefaling fra flere, slog vi i stedet et smut indenom Eden Jaxx og hentede burgere lørdag aften. Men suk, det var slet ikke noget for mig. Eller jo, deres portobelloburger var god, men det store tilløbsstykke – “beyond meat” burgeren – var virkelig ikke noget for mig. Jeg mistænker at det er fordi jeg ikke længere kan lide smagen af bøf (tror jeg – jeg har ikke smagt en almindelig hakkedreng i virkeligt, virkeligt mange år, så jeg aner ikke om jeg kan lide det). Men jeg syntes det smagte meget kød-agtigt (som nok er meningen) og det brød jeg mig altså ikke om. Så. Ingen burgerlykke her. Mini-lavpunkt for nogen, måske. For sulten burgerelskende preggo, ret stort lavpunkt!

Det gode ved det var at jeg så bedre kunne forsvare at spise en ekstra flødebolle til eftermiddagskaffen dagen efter 😉

Jeg har haft det bedst med at iføre mig det samme som altid, fristes jeg til at sige. Blødt og varmt tøj.

Det bedste jeg har spist var helt klart den middag Simon diskede op med i torsdags. Jeg har i et par uger sukket efter hvornår vi skulle indvi stenbiderrognsæsonen – og endelig mente han, at tiden var inde. Så den stod på blinis med stenbiderrogn til forret og den lækreste pighvar med masser af grønt, ost og den perfekte sauce til hovedret. Mummelum, mand!!

Det bedste jeg har set er advokaten, en dansk/svensk serie som Simon og jeg er gået igang med at se på Viaplay. Den er på kanten til at være for overdrevet og med alt for mange “tilfældige” sammenfald, men alligevel er den sååå nervepirrende, at man bliver nødt til at se mere af den… I begyndelsen var jeg lidt bekymret for det svenske (jeg er jo sønderjyde og taler ikke rigtigt godt svensk), men vi ser den bare med undertekster og allerede et halvt afsnit inde, havde jeg nærmest glemt, at nogle af karaktererne taler svensk. Stor anbefaling herfra!

I denne uge ser jeg frem til en uge hvor jeg forhåbentligt får god tid til at fordybe mig lidt i de to meget spændende interviews jeg havde i sidste uge, i forbindelse med tilblivelsen af min næste bog. Nu hvor børnene er startet i skole igen og Simon forhåbentligt også snart kan se frem imod at kunne begynde på arbejde igen (han arbejder ikke længere på restaurant, men med private dining, så forhåbentligt kan de snart komme ud og køre mad til mindre, private selskaber igen), så håber jeg at det bliver lidt lettere at holde koncentrationen. Om ikke andet, så er det i hvert fald planen!

Skriv din kommentar

Kommentarer (3)

  1. Det lyder som om, du var uheldig på Popl – jeg var forbi i går og fik den lækreste vegetarburger, jeg nogensinde har smagt! Hverken brændt eller bitter 🙂

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven