mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – pandemi, husrenovering og uopdaget UK

Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen (og igen – og igen): Alle kvinder der føder børn, er seje! Og hende her, som tilmed også lader til at have en vidunderlig humoristisk sans, er så sandelig ingen undtagelse. Hun gik stålfast til opgaven, slog et smut forbi Bauhaus undervejs, lavede pandekager til maleren – nårh ja, og så fødte hun da i øvrigt også lige babyen med numsen først. Vaginalt, vel at mærke.

Tag rigtigt godt imod en fantastisk fødselsberetning!

Julen 2019, julen hvor vi fortalte nær familie at vi ventede os et lille barn, havde vi ikke kunne forestille os at vi skulle blive forældre under nogle helt anderledes omstændigheder end normalen.
Vi var i fuld gang med et stort renoveringsprojekt af det hus vi havde boet i, i knap 2 år. Vi var lige blevet gift i foråret og jeg færdiguddannet i efteråret. Alt i alt, var vi SÅ klar på at blive en lille familie. 

Vi skulle have fødselsforberedelse, mødre/forældregruppe, være fælles om det hele.
Med Termin midt i Juli, nåede jeg at få min mand med til begge scanninger. Og så brød helvede løs.
Hele vores lyserøde graviditetsdrøm brast, Corona kom ind i vores verden og vi skulle forholde os til en mere dyster hverdag med en masse ukendte faktorer. 

Al fødselsforberedelse blev aflyst, infodage til førstegangsforældre – aflyst og vi blev overladt til at finde vores egen information. At famle os frem.
Heldigvis har jeg altid elsket at finde min egen vej, stå på egne ben og samle en bred vifte af forskellige kilder. Jeg kom aldrig rigtig på jobmarkedet, så jeg havde rigelig med tid til at følge diverse Instagram og Facebook-profiler (Cana B – én af de fedeste […. taaaaaaak!]) og høre utallige podcasts om babyer, graviditet og fødsel.
Læse bøger, skrive lister, følge onlinekurser og jeg kunne blive ved. Alt dette som resultat af følelsen af at gå glip af noget meget vigtigt. Det at den kommunale og personlige støtte blev fjernet så drastisk, stressede mit ordensgen SÅ meget at jeg gjorde ALT hvad jeg kunne for ikke at gå glip af viden.

Jordemoderbesøg blev fastholdt, og med lidt snilde kunne min mand sidde hjemme og være med gennem Facetime.

Min mand arbejder i hjemmeplejen, arbejdede på huset når han havde fri.. Jeg arbejdede såmend også på huset – er i klar over hvor hårdt det er at murer, højgravid og med bækkenløsning?
Egentlig befandt vi os rigtig godt i vores boble, men jeg må ærligt indrømme at min graviditet var præget af stor uvished, ensomhed og frygt. Frygt for at en af os blev smittede, at jeg ikke kunne få min drømmefødsel med min mand og svigermor ved min side, frygten for at stå med alt det nye – selv, alene. 

Vi er nok som udgangspunkt en solstrålehistorie, jeg ved at der har været fødsler og graviditeter under Corona som har været værre end min. Men jeg føler at det er rigtig vigtigt at dele historierne om frygten, uvisheden og ensomheden som på alle punkter påvirker en dagligdag under Corona, og specielt når man venter et barn. I foråret/sommeren vidste vi ikke helt hvad vi havde med at gøre. Der kom hele tiden restriktioner ud fra et forsigtighedsprincip, og som gravid var man overladt lidt til sig selv. 

Vi var tvunget til at hyre nogle trofaste håndværkere som kunne hjælpe os færdige med vores hus, og tvunget til at stole på deres forsigtighed. Vi trak nødbremsen af flere omgange grundet små host og ondt i halsen og hele tiden op til fødslen var en kamp med tiden og med håbet om at holde os raske. 

Heldigvis var landet åbnet op omkring vores lille datters fødsel, der var en følelse af gåpåmod og ro omkring os. En tro på at alt nok skulle gå godt. Vi var slet ikke blevet færdige med huset, havde ikke noget køkken og boede i en lille stue med tekøkken og en masse rod. 


Jeg var gået 5 dage over termin, skulle fredag (dagen efter) til samtale omkring igangsættelse og var egentlig fuldt ud overbevist om at jeg ville blive igangsat mandag. Alt så ud som det skulle, lillepigen lå klar – men ville bare ikke ud endnu.
Vi havde et fuldt program den dag, udover at maleren kom til eftermiddag, skulle vi ud og købe bordplader til køkken og entre, samt omkring et køkkenfirma og bestille et par ekstra låger.

 

Vi har ikke taget mange billeder af mig og maven under graviditeten, men den dag havde jeg et ustyrligt behov for at vi fik skudt et par billeder. Så ud i haven med os, knipse et par billeder og videre i programmet.
Jeg oplevede en smule murren i maven, men tænkte ikke rigtig over det. Knækkede lidt sammen i kroppen foran min mand, jamrede (for sjov) og min mands reaktion var ”ikke nu, ikke nu – vi har ikke tid!”.
Vi havde ingen anelse om at jeg faktisk havde begyndende veer, og vores datter snart skulle have fødselsdag. Videre i programmet, ud i bilen mod Bauhaus og ikke engang halvvejs derude går det op for mig at de her sammentrækninger jeg oplever nok ikke bare er de plukkeveer jeg ikke har mærket endnu.
De var ikke så slemme (synes jeg selv) så vi fortsætter, finder vores bordplader mens jeg har ve-håndtering mellem de meget lange gange ude i butikken. Klokken er nok ved at være lidt over middagstid, og vi kommer forbi Vordingborg køkkener, og min mand formår at joke med at hvis jeg kom med ind, gik i fødsel – så kunne vi trøste med at de havde ”Danmarks bedste betjening”.. Skal vi ikke bare sige at jeg pænt blev ude i bilen og nippede til den lille burger som jeg absolut skulle have fra maccen.

Vi kommer hjem, jeg går ind på sofaen og hviler mig. Veerne flyder ind over mig i en konstant rytme, men jeg føler mig egentlig rimelig rolig i min håndtering. Jeg var rimelig overbevist om at vi var meget tidligt i fødslen, så jeg skulle få hvilet mig og slappe af. Maleren kommer ved 16-tiden og jeg vralter ud til hende og fortæller at jeg vidst nok har veer, men hun arbejder bare videre – der vil være mad om en time.

Jeg vralter tilbage til sofaen og beslutter mig for at forsøge at time mine veer 5-6 minutter imellem hver ve og af 1 minuts varighed. En halv time efter står jeg med stegepande i den ene hånd, vetimer i den anden og laver biksemad til os selv og maleren med 3-4 minutter imellem veerne. Jeg var dog en kende forpustet, og de gjorde da også ondt – men jeg havde klart forventet at jeg på nuværende tidspunkt ville ligge på gulvet og kaste op af smerte og skrige ”EPIDURAL!”.
Efter maden fik vi ringet til fødegangen ”bliv endelig hjemme så længe du kan håndtere veerne, ring hvis vandet går” lød beskeden. Vi fik ringet til svigermor som heldigvis gerne måtte være med til fødslen.
Jeg hoppede på sofaen igen, og sendte min mand afsted efter snacks.. For dem skulle vi dælme ikke mangle! Ved en 20’tiden dukkede svigermor op, vi sad alle i sofaen med snacks og vandet gik med et PLOP! (Jeg havde heldigvis været forudseende og taget et gigantisk bind på). Og så kan jeg love at det gik stærkt!
Jeg kunne slet ikke sidde eller ligge mere, fokusere på noget som helst under en ve og jeg skulle dælme have de panodiler nu! Jeg ville gerne have så naturlig en fødsel som muligt.

Der blev kørt brandvarme hvedekernepuder og roterende bevægelser og min mand besluttede sig for at ringe til fødegangen endnu engang.
Vi var i kendt jordemoderordning og vores jordemoder, den jordemoder som jeg ønskede at føde med, kunne være på fødegangen om en times tid.
Vi kørte (pivulovligt) i svigermors tosædede bil, mig på forsædet og min mand bagi. Hendes bil var nemmere at komme ind i, end vores lille Hyundai i10. Min mand var ved at guide hende til den forkerte indgang, så det endte med at jeg mellem de nu næsten konstante veer, bjæffede anvisninger og guidede hende hen til parkeringen.
Vi mødtes med vores jordemoder, blev vist på stue, blev bakset op på en seng og blev tjekket.
7-8 cm udvidet og åbenbart grønt fostervand. Der blev sat en elektrode på vores datters hoved, og jeg blev pænt spændt ind så man kunne lave en måling af veerne. Veerne kom som perler på en snor – oversat de buldrede derudaf og jeg gik ind i mig selv ved hver ve. Jordemoderen tjekkede mig igen og da jeg var 8-9 cm udvidet meget kort tid efter ankomst beder jordemoderen os om at trække vejret dybt mens hun fortæller os at elektroden ikke sidder på vores datters hoved, men er placeret pænt lige over hendes haleben. Vores datter kommer med numsen først! 

Velvidende om mit store ønske om en naturlig fødsel, bliver overlæge med speciale i sædefødsler, børnelæger, og ekstra hænder/hoveder tilkaldt. Alle værdier målt og vi får to valgmuligheder leveret imellem veerne. At forsøge at føde i sædefødsel, med risiko for akut kejsersnit – eller gå direkte til kejsersnit.
Jeg kan huske at jeg kiggede på overlægen og spurgte ”kan vi det her?!” og at hun dertil svarede ”der er ikke grund til at tro andet. Alt ser fint ud!”. Vi skulle da føde et barn med numsen først!
Vi blev spurgt om tilladelse til at de måtte filme fødslen til undervisningsmateriale, og som den lettere afslappede type jeg åbenbart er omkring fødsler – hoppede jeg med på vognen, Jo flere jo bedre.
Vi var 9 personer på stuen da pressefasen begyndte. Der var en hel naturlig latenstid på instruktionerne fra overlægen, da jeg absolut kun ville lytte til min egen jordemoder og vi fandt hurtigt en rytme. 

En ve, instruks fra overlæge, nej fra mig, endnu en ve, instruks fra min jordemoder – instruks modtaget.

Op på knæ, lænende opad det hævede hovedgærdet – 3 presseveer og vores datter kom til verden kl. 02:54, ca. 15 timer efter den første ve.
Jeg holdt hende akavet mellem mine lår i få sekunder mens min mand klippede navlesnoren og hun blev ført på børnebordet. Hun havde slugt en masse fostervand, og havde vand i lungerne. Min mand fulgte med vores datter på neonatal, mens svigermor blev tilbage og holdt min hånd mens jeg fødte moderkage og fik et par sting. Min svigermor havde været i baggrunden under hele fødslen, og jeg havde ikke haft brug for hende før det øjeblik. Min mand kunne trygt følge vores datter, uden bekymring for mig.
Jeg var fyldt med adrenalin og tristhed. Jeg havde født helt uden smertestillende (pånær to panodiler), alt var gået godt – men jeg havde ikke min datter hos mig. Hun fik ikke lov til at ligge på min mave, søge mit bryst. I stedet fik vi lidt at spise på fødestuen inden jeg blev kørt ned på neonatal i kørestol for at se min datter viklet ind i slanger og sonde. Nusse hende pænt på kinden inden vi blev kørt ind på en ny stue med beskeden om at vi skulle få sovet med lovning om at de hentede de os hvis der blev brug for os. 

Min mand faldt omkuld af træthed med det samme, jeg tror jeg fik sovet maks. En halv time. 

8 timer efter fødslen var der et opkald til stuen om at vi havde en lille sulten datter, som var klar til en amning. Jeg vækkede min mand og to minutter efter, var jeg på vej ned på neonatal og ind på den første og bedste stue i jagten på mit barn.
Aldrig har jeg haft så travlt. Jeg sad allerede med vores lille datter i favnen og på brystet da min mand kom forvirret ned og kort tid efter første amning kunne vi få vores datter med på stuen og begynde vores liv som nybagte forældre. 

Barsel under Corona er fyldt med ambivalens. Ensomheden fylder meget og sorgen over ikke at kunne gå til babytummel, babysalmesang og andre hyggelige ting, ligger som en fast følgesvend. Jeg har den mest fantastiske mødregruppe, som jeg lige pt. Kun snakker med gennem facebook, men jeg ved at de er der.
Jeg har i to uger nu kun set min mand, og mit barn. Ensomheden er enorm.
Men set fra den lyse side er vi blevet foræret en kæmpe gave midt i kaos. Vi har alverdens muligheder for at nyde den ro og tid som pandemien giver os. Vi kan uforstyrret lære vores lille datter at kende. Det er der måske også en stor værdi i..?

Nu sidder jeg med en 6 mdr. gammel datter, født under Corona, og skal til at igennem hele møllen én gang til. (Sidebemærkning: kondomer virker kun hvis mand bruger dem). Corona eller ej, vi glæder os til at skulle igennem det hele igen. Og vi ved nu hvad der venter os… Men jeg føler stadig med alle de førstegangsmødre, der uforberedt nærmer sig forældrelivet i denne pandemi.

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. Tårerne triller fordi jeg så absolut kan forestille mig ensomheden ikke bare pga coronaen under graviditeten, men også de mange timer uden den datter, man lige har brugt sine kræfter på at føde. Sikke en sej kvinde! Og skønt hun nu igen får lov til at opleve en graviditet og fødsel. Held og Lykke ☺️

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven