mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Tid til eftertanke #98

Som med fornyet energi strømmer solen ind ad vores vinduer, imens Peter sidder og bygger perleplader, Jens har en virtuel legeaftale med sin bedste ven, Simon vasker gulv og jeg sidder lige her, og nyder det hele. Med kaffe i min kop og frisk udskåret ananas i en skål ved siden af mig. Ja, hvis jeg skulle kigge ind i mit liv udefra, lige nu, så går det sgu meget godt. På trods af fortsat lockdown og en tålmodighed, der på dén bekostning af og til bliver sat en *lille smule* på prøve…


Ugens højdepunkt 
har nok i virkeligheden været ugen i sin helhed. Lyder det dumt? Det har – igen, igen – været en meget rolig uge, men for fa’en hvor har det også været hyggeligt! Jeg trives super godt i min graviditet for tiden, mit online univers kører (med nye medlemmer hver eneste dag – tak for den store opbakning og alle anbefalingerne!), børnene (og de voksne) har fundet en god rytme med hjemmeskolen og så har vejret de seneste dage jo simpelthen været fuldstændigt vidunderligt og nok til at opveje alt de grå vi ellers har kigget på i mange, mange dage…

Jeg smilede mest da vi en eftermiddag slog et smut ud forbi vores lille kolonihavehus, hvor drengene lykkeligt for op på den snedækkede trampolin og hoppede hvinende rundt. Åh, hvor jeg elsker det sted! Bliver helt vemodig ved tanken om at vi formentlig sælger den indenfor snarlig fremtid 💔

Ugens lavpunkt var måske i virkeligheden noget med dét der pressemøde, men ærligt, så kom det ikke så meget bag på mig at restriktionerne skulle fortsætte og selvom jeg da hellere så samfundet åbne op, så har vi efterhånden også (med glæde) vænnet os til tempoet, tiden, de mange daglige “luftere” og al den hjemmehygge vi helt ærligt nyder temmeligt godt af, selvom jeg da gerne havde delt det hele med nogle venner, veninder og lidt mere familie end tilfældet har været det det seneste lange stykke tid. Så. Ugens lavpunkt var nok nærmere i en lidt anden – og meget mere first-world-navlepillende liga. Det handler simpelthen om en fragtmand der i fredags skulle have leveret intet mindre end en hel palle fuld af produkter til mig (eller altså, til min webshop) som simpelthen aldrig nogensinde dukkede op. Jeg ved godt at det er et lillebitte problem, men shit, det var (og er) irriterende.

Det gode ved det var at jeg da så sandelig satser på, at jeg kommer til at modtage produkterne i morgen (mandag), hvor jeg KÆMPE GLÆDER MIG til at sætte dem til salg. (Fordi de er ski’e gode, wuhuuu!).

Jeg har haft det bedst med at iføre mig hyggetøj – og bløde, tætsiddende kjoler. Præcis ligesom i sidste uge. Og ugen før det. Og… (Andre der kender det?).

Det bedste jeg har drukket var et glas sparkling tea, som Simon serverede for mig i aftes. Jeg drikker selvklart ikke alkohol for tiden, så når jeg i ny og næ får noget der minder om, så føles det totalt ekstravagant. Og så endda på en helt almindelig lockdown-lørdag uden planer. Det var helt perfekt!

Det bedste jeg har set er det nye årgang 0. Eller hedder det årgang 20? Det er i hvert fald et ret skønt program, når man selv er gravid – og så synes jeg at de fire par der er med, er super skønt castet! De er meget forskellige og favner på dén måde meget bredt, selvom jeg også kunne drømme om at møde en familie, som var lidt mere “øko-back-to-nature” end de fire – men dét må jeg jo så finde et andet sted. Tænker bare, at det havde været en sjov kontrast. Indtil videre nyder jeg programmet (og storgriner, når Simon, som jeg har tvangsindlagt til at se det med mig, er ved at dø over at se fødslerne – han synes det er temmeligt voldsomt!).

I den kommende uge ser jeg frem til at få de føromtalte produkter hjem til min webshop – jeg kan nemlig afsløre at det er mine helt egne produkter, som skal lanceres i samme ombæring. OG så glæder jeg mig helt sygt meget til at skulle interviewe nogle megaseje kvinder til min næste bog, som jeg for alvor begynder at skrive på i næste uge også. Jeg glæder mig så mega-meget til at lytte, tage ved lære, lade mig inspirere, til at røres og til at få et indblik i to kvinders liv, som på rigtigt mange måder minder om mit eget liv, selvom de alligevel er helt, helt forskellige. Ejjjjjj, det bliver SÅ godt!!!

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven