mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – 11 år gammel

Alle fødsler er, uanset udfaldet, kæmpestore opleveler. Oplevelser som fortjener respekt, tid, omsorg og nærvær, både imens de står på, og når de efterfølgende bliver genfortalt. Da denne fødselshistorie blev genfortalt, lyttede jeg selv til den med tårer i øjnene, over den vidunderlige oplevelse det var. Den var nemlig helt, helt særligt.

Jeg følte allerede at jeg havde været gravid i hundrede og hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke længere jeg gad den “skide” mave. Den var stor og i vejen for mig, og selvom jeg da synes det var hyggeligt nok at mærke min babys – efterhånden ikke så små længere – spark inde bage maveskindet, så ville jeg faktisk gerne bare få født, så jeg kunne få min krop for mig selv igen. (Ja ja, det troede jeg jo at jeg ville få – jeg skulle senere blive klogere).

40+2 var jeg hos min jordemoder, som lidt skeptisk kiggede mig dybt i øjnene, og spurgte om jeg virkelig gerne ville have den hindeløsning, som jeg havde forsøgt at overtale hende til at give mig siden uge 37. Hun sagde noget om, at det ikke var sikkert at det ville ende med en fødsel, selvom jeg måske ville få ve-lignende smerter i løbet af dagen. JA-MEGA-TAK! Anything, der kunne få mig til at føde.

Det var ikke ligefrem behageligt, da hun rodede rundt dernede – og da slet ikke, da hun efterfølgende mindede mig om, at jeg havde lovet hende at jeg ville gå hjem og overtale min mand til et knald, for at hjælpe kroppen endnu mere på vej.

Men jeg er naturligvis en kvinde af min ord, så et par timer senere, da jeg var hjemme og min mand det samme, tog vi en tur i soveværelset. (Det virkede totalt at sige til ham, at det måske ville være sidste gang i meeeget lang tid – han gjorde sig umage!).

Om aftenen serverede min mand lasagne for os, og vi satte os i sofaen for at spise og se serier. (Min yndlingsbeskæftigelse de seneste mange uger).

Min mave spændte godt nok meget op ind i mellem. Den så helt skør ud.

“Er det fødslen der er ved at gå igang?” spurgte min mand. Det mente jeg nu ikke, for det gjorde ikke rigtigt ondt. Det trak ligesom bare om i lænden og føltes lidt som menstruationssmerter. Så vi så videre, og jeg faldt – sædvanen tro – i søvn.

Jeg vågnede op ved 23-tiden. Med savl ned ad kinden og ondt i maven. Av, for satan da osse! Maven spændte stadigvæk. Gad vide om det var veer?

Jordemoderen havde jo sagt at der godt kunne komme ve-lignende smerter, selvom jeg måske ikke gik i fødsel, så jeg prøvede at tage den lidt med ro.

Et par minutter senere, kom smerten igen.

Det måtte være veer. Godt jeg havde nået at sove lidt, tænkte jeg, og sagde til min mand at fødslen måske var på vej, så hvis han ville sove, så måtte det være nu.

Der gik nogle timer, hvor jeg lå på sofaen og prøvede på at lade være med at tage tid på mine smerter. Nogle gange faldt jeg i søvn, andre gange var jeg lysvågen.

Ved 02-tiden kunne jeg ikke længere holde ud at ligge ned. Jeg gik i bad. Åh, det var dejligt! Det varme vand mod lænden føltes rart, så jeg stod der i halvanden time, indtil mine hænder var helt opløst af vand.

Det gjorde ondt nu og jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var veer. Bare det nu ikke ville gå i sig selv, som jordemoderen havde snakket om.

Jeg vækkede min mand og vi besluttede at ringe til fødegangen. Jordemoderen mente at det måske var lidt tidligt i forløbet, men at jeg da gerne måtte komme ind, hvis jeg havde brug for et tjek. Nej tak. Jeg kunne slet ikke overskue tanken om at blive sendt hjem igen; så hellere holde ud herhjemme lidt endnu.

Timerne gik med at jeg forsøgte mig med alle mulige forskellige stillinger, imens min mand sørgede for varmepuder, massage og for at pumpe luft i pilatesbolden, som jeg desværre overhovedet ikke kunne holde ud at sidde på, selvom jeg havde læst om flere der brugte dem, med stor succes.

Kl 06.00 ringede vi igen og blev inviteret ind på fødegangen.

Det var den længste køretur i mit liv, men vi kom ind. En ældre jordemoder tog imod os. Hun virkede ikke synderligt imponeret over mine veer, så hun virkede noget overrasket da hun undersøgte mig og sagde at jeg var 5-6 centimeter åben. Jeg selv var egentlig ikke så overrasket, for hold op hvor gjorde det ondt nu! Hun sagde noget med at hovedet stod lidt højt, men der var godt knald på veerne, så jeg forventede egentlig at fødslen gik som den skulle. Jeg havde jo ikke haft veer så forfærdeligt længe, så det måtte jo gå stærkt! (Igen skulle jeg blive klogere senere).

Efter undersøgelsen, en hjertelydskurve og et lavement (mega-klamt!), blev jeg flyttet over på fødegangen, hilste på den nye jordemoder og nåede at akkurat at memorere hendes navn, da hun proklamerede at der ville komme vagtskifte. Pokkers! Endnu et menneske, jeg skulle forholde mig til. Ind ad døren trådte en helt ung jordemoder. Hun havde mørkt hår, store briller og smilede venligt, da hun præsenterede sig. Jeg husker ikke om jeg sagde noget, men jeg tænkte, at hun sgu da ikke kunne være jordemoder. Hun var jo slet ikke gammel nok! (Igen igen, skulle jeg blive klogere).

Jeg havde voldsomt ondt og kunne ikke rigtigt koncentrere mig om noget, hverken under eller imellem mine veer. Først da jordemoderen satte sig i sengen hos mig, og hjalp mig med at trække vejret, hjalp det. Hun kunne godt se at jeg havde ondt, så hun tilbød mig noget smertelindring.

Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ikke ville have noget, men nu var jeg parat til hvad som helst. Hun foreslog mig akupunktur eller bistik.

I begyndelsen af min graviditet fik jeg akupunktur mod kvalme og det hjalp ikke en disse, så dét turde jeg ikke rigtigt at løbe an på, så jeg gik med bistikkene.

Det gjorde voldsomt ondt, at få dem lagt, men ganske rigtigt som jordemoderen sagde, så lindrede de faktisk smerterne en del bagefter. Først fik jeg dem kun på lænden, men så var det som om at smerterne bare flyttede sig om foran, så jeg tog også lige en omgang der. Det hjalp. Lidt.

Langsomt tiltog smerterne igen og jeg blev endnu engang undersøgt.

Stadig 5-6 centimeter. Hvad????! Jeg kunne helt seriøst ikke holde det her ud, hvis ikke det gik fremad. Jeg græd.

Jordemoderen sagde noget om, at hovedet stod meget højt og at det skulle drejes på plads, før jeg kunne åbne mig mere. Jeg forstod ikke rigtigt hvad hun sagde, men jeg besluttede mig for at gøre som hun sagde. Jeg kunne ligesom ikke rigtigt gøre andet.

Så jeg fik endnu en omgang bistik, for at udholde smerterne og kom så om på alle fire og blev, i forskellige stillinger, rystet med et stort tørklæde. Jeg kom ud at tisse og forsøgte at tage en dans med min mand – altsammen imens mine veer bragede derudaf.

Imens jeg stod med armene omkring min mands hals, kunne jeg pludselig mærke en forandring i smerterne. Det var som om de blev mere “rigtige”. Indtil nu havde veerne føltes som om en kniv var ved at flække mit kønsben, imens min lænd blev brækket fra hinanden, hvor jeg nu pludselig følte en mere dyb smerte – og tyngde, ikke mindst.

Jordemoderen bemærkede også forandringen, og hun roste mig for at håndtere det hele så godt. Det var vildt fedt at få ros, for så vidste jeg, at jeg gjorde det rigtige. Jordemoderen instruerede mig i at brumme, i stedet for at synge (noget med dybe toner, versus lyse) og det virkede. Det var som om jeg kunne mærke fremgang for hver eneste brummende ve jeg kom igennem, med hep fra min mand og for jordemoderen, som ikke veg fra min side.

I min journal kan jeg se at jeg stod sådan i en halv times tid, hvorefter smerten igen forandrede sig. Jeg skulle skide!!

Jeg fortalte det til jordemoderen, som smilende sagde til mig, at det godt kunne være at jeg skulle det, men at hun nu gerne lige ville undersøge mig indvendigt først. Jeg lod mig overtale, hvis hun kunne gøre det imens jeg stod op, hvilket hun heldigvis indvilgede i.

“Du er 10 centimeter åben”.

Jeg glemmer aldrig de ord. 10 centimeter!! Det var jo det man skulle være for at kunne føde.

“Hovedet er kommet så fint ned. Du skal ikke skide, du skal føde” sagde jordemoderen og klemte mit lår.

“Hhhrdddddr…..” Min krop pressede af sig selv, da den næste ve kom.

Jordemoderen roste mig, imens jeg stod der, stadig med armene om min kærestes hals, og pressede som gjaldt det mit liv. Det føltes så fedt!!

“Prøv at tage hænderne ned til mig” sagde jordemoderen. Det sved og spændte i mit skridt. Jeg kunne mærke det slimede barnehoved på vej ud. Det føltes underligt. Helt krøllet og snasket. Der kom en ve mere. Jeg pressede. Gispede, som jordemoderen sagde, og pressede lidt igen. Det brændte som ind i helvede!

“Kom med hænderne igen” sagde jeg jordemoderen. Min kæreste holdt mig under armene imens jeg tog hænderne ned – og tog imod vores datter. Jeg tog simpelthen selv imod vores datter. Stående, halvt båret af min kæreste og med den dejligste, mest nærværende jordemoder trofast ved min side. Jordemoderen hjalp mig med at føre vores datter op til mit bryst og min kæreste støttede mig over på fødelejet. Tænk, at jeg aldrig nåede derop. Tænk, at det hel pludselig gik så stærkt. Tænk, at jeg havde født et barn!

Det var en fantastisk oplevelse og hvor er jeg bare taknemmelig for, at vi var dét team, bare os tre, min mand, jordemoderen og mig. Det var en sand drømmefødsel.

Kort efter fødte jeg moderkagen, blev syet (vidst kun med enkelte sting) og så lå vi ellers der. Min datter, min mand og jeg. Helt opslugte af hinanden. Tænk at vi to havde skabt det lille menneske. Hun var helt perfekt, vores lille Ida. En times tid senere tilbød jordemoderen os lidt mad, og da hun syngende “I dag er det Idas fødselsdag” kom retur til stuen med toastbrød og saftevand, græd jeg. Igen. I dag var det jo Idas fødselsdag. Den allerfineste, frostklare solskinsdag, hvor vores datter kom til verden.


Note fra Cana: Jeg bliver nødt til at slutte af med en kommentar og en tak til kvinden, der kort før jul sendte mig denne beretning. Tak for at turde stole på mig, trods min unge alder dengang. Tak for at have lyttet. Tak for at have ladet mig tage del i oplevelsen. Og ikke mindst tak for den fine, fine oplevelse det var, at snuse til oplevelsen igen, ved at få lov til at læse og dele beretningen her. TAK – og stort tillykke med fødselsdagen til Ida. Det var jo i dag, for 11 år siden.  

Skriv din kommentar

Kommentarer (8)

  1. Ok Cana – dine tårer er pt ikke de eneste der triller – sikke en smuk oplevelse og beretning ❤️
    Og stort tillykke til Ida 🇩🇰🇩🇰

  2. Sikke en fin beretning… sidder hér i min stue og læser… gravid i 30. uge, venter nr 4… og hedder Ida ;0)

    Jeg fik lidt våde øjne, men samtidig en ro i kroppen, og glæder mig pludselig til at skulle føde igen, selv om jeg lige har haft en uges tid, hvor jeg har panikket lidt over det :0)

    Stort tillykke med fødselsdagen, Ida

    Mvh Ida

  3. Så fin beretning. Der var også dig Cana, der sang fødselsdagssang for vores Smilla. Og serverede toastbrød med marmelade og saftevand❤️ Keg landede på fødegangen på Hvidovre 8.45 og 9.21 er Smilla født. Så det blev et kort bekendtskab. Men du tog mig meget seriøs da jeg ankom (nærmest fødende) og guidede mig trygt igennem. Du var også grunden til at vi første hjemme da lillesøster skulle komme til verden. Det var nemlig dine ord “ Hvis I har mod på det, så fød hjemme næste gang” der printede sig i os begge. Tak🙏🏻❤️

  4. Vidunderligt skriv ! Tak for det !! Førstegangs her i uge 30 ! Det er beretninger som denne der giver gåpåmod 💪🏻 Tillykke !

  5. Sikke en skøn fødselsberetning!
    Vi havde også en meget ung jordemoder. Hun manglede 14 dage i praktik, så var hun færdiguddannet. Hun var simpelhent så kompetent og jordnær. Både min kæreste og jeg følte os trygge i hendes nærvær ❤️

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven