mo

Find de populære bøger og hudplejeprodukter i webshoppen

Fødselsfredag – igangsættelse og akut kejsersnit

Som så mange andre, ville hun gøre alt der stod i hendes magt for at føde førend hun blev tilbud igangsættelse. Men som tilfældet desværre også er for rigtigt mange, så lader det sig desværre ikke gøre, at fremprovokere en fødsel på naturligvis. Hvis barnet og kroppen ikke er klar, kan man simpelthen ikke selv stille noget op… Så. Hun blev sat i gang – og fik så vidt jeg kan forstå langt fra dén oplevelse hun havde drømt om. Alligevel fornemmer jeg, at den var god. Heldigvis! Jeg synes det er så utroligt vidunderligt når en kvinde er i stand til at se tilbage på sin fødsel som dén pragtpræstation det unægteligt er – uanset hvordan den er forløbet. <3 Stort tillykke til hende her – og tag så rigtigt godt og kærligt imod hendes skønne fødselsberetning.

31. august 2019
Terminsdato! Endelig var den her. Jeg var efterhånden noget tung, og jeg glædede mig meget til at føde vores lille datter Ea. Jeg var på hospitalet til endnu en vækstscanning, som vi havde fået foretaget gennem hele graviditeten, da du var lidt lille i det, men ellers fulgte din egen kurve rigtig fint. Lægen tilbød at undersøge mig, og kunne konstatere, at jeg havde 2 cm livmoderhals tilbage og var 1 cm åben. Yay! Jeg gik rundt og mærkede efter hver lille plukve – var der mere på vej? Om aftenen gik jeg i seng fuld af forventning, men vågende skuffet op næste morgen og var stadig meget gravid.

2. september
Dagene gik og du lod stadig vente på dig. Tre dage efter min terminsdato tog far og jeg til jordemoder får at få lavet hindeløsning. Jodmoderen undersøgte mig og fortalte, at jeg var helt lukket og havde to cm livmoderhals tilbage. WHAT? Det var jo gået den modsatte vej. Hun prøvede at lave en hindeløsning på mig, men kunne slet ikke komme til. Det gjorde meget ondt, og til sidst var hun nødt til at give op. Nøj, hvor var jeg skuffet. Jeg var efterhånden godt og grund træt af at være gravid. Jordemoderen sagde, at hvis der ikke skete noget den næste uge (!) ville jeg blive ringet op af hospitalet d. 10. september og få en tid til igangsættelse d. 12. september. Jeg kunne slet ikke overskue at skulle gå rundt en hel uge eller mere, så jeg besluttede mig for at gøre alt, hvad jeg kunne for at føde inden d. 12.

6. september
Efter megen søgen på nettet fandt jeg frem til en akupunktør med gode anbefalinger, som lavede hjemmebesøg. Hun kom hjem til mig om formiddagen og gav mig akupunktur i lænden og i anklerne og gav mig gravidmassage, som skulle fremskynde fødslen. Hun fortalte, at de fleste føder inden for et par døgn efter sådan en omgang, så jeg var meget spændt. Jeg fik sådan nogle små kugler sat fast på lænden og ved anklerne, som Jens skulle massere hver aften. De næste dage gik, men der skete ingen verdens ting. Jeg blev mere og mere modløs.

Tirsdag d. 10.september
Jeg blev ringet op af Herlev, som spurgte om der var ved at ske noget. Det kunne jeg så berette, at der ikke var. Derfor blev vi enige om, at jeg skulle komme ind om torsdagen for at få augustapiller, som skulle sætte mig i gang.

Torsdag d. 12.september
Jens og jeg mødte spændte op på Herlev Hospital til vores tid om formiddagen. De startede med at undersøge mig og kunne konstatere, at jeg havde 1 cm livmoderhals tilbage og var 1 cm åben. Jeg får angustapillerne, som jeg tager de første af på hospitalet. Jordemoderen fortæller, at jeg skal tage pillerne hver anden time indtil pakken er tom – det vil sige, at jeg skulle tage de sidste piller kl. 01 om natten. Vi bliver sendt hjem med beskeden om at møde op igen næste dag kl. 10, hvis der ikke er sket noget.

Vi kører hjem og går efterfølgende ud og spiser frokost på Den Blå Hund. Jeg spiser en kæmpe burger, da jeg har hørt, at man skal sørge for at få mad i maven, så man er klar til den kommende fødsel.

Om aftenen begynder jeg at få en muren i maven, men det har jeg haft mange gange de sidste 14 dage, så jeg tillægger det ikke den store betydning. De sidste to uger er jeg blevet skuffet så mange gange, så jeg turde ikke rigtigt håbe på noget, og var efterhånden sikker på, at de skulle bruge en masse andre remedier end piller, for at få dig ud. Jeg går i seng kl. 22 og får sovet et par timer. Omkring kl. 01 ringer vækkeuret og jeg tager de sidste piller. Nu murer det endnu mere i maven og begynder at komme i intervaller. Jeg tager tid på den ved hjælp af min ve-app, og jeg har meget hurtigt tre veer på ti minutter, som varer næsten et minut pr styk. Kl. 03 ringer vi til fødegangen, hvor jeg får en ve, mens vi taler i telefon. Jordemoderen siger heldigvis, at vi gerne må komme ind, så de kan undersøge mig. Juhuuuuuu! Vi får pakket det sidste og ringer efter en taxa. På taxaturen begynder veerne at blive mere intense, men heldigvis kører vi med den flinkeste chauffør, som godt ved, at han ikke skal sige noget. Han åbner diskret soltaget, så vi får luft ind, og 15 minutter senere står vi foran indgangen til Herlev. Som er låst! Efter lidt panik finder vi den rigtige indgang og finder vej til fødemodtagelsen. Der får vi besked på at sætte os i venteværelset, indtil vi bliver kaldt ind. A hva for noget?!Jeg er sgu da ved at føde, tænker jeg! Men vi sætter os pænt og jeg tager et par veer på den hårde træstol, mens resten af venteværelset bliver underholdt af det. Lidt tid efter kommer jordemoderen forbi, som tilfældigvis er hende, vi er blevet scannet ved de sidste par gange. Dejligt med et velkendt ansigt. De viser mig ind i et lokale, hvor de undersøger mig. Jeg er stadig kun 1 cm åben, men har ingen livmoderhals. Der er altså lidt tid endnu. De viser os hen til et værelse med to senge, og jeg får noget smertestillende at sove på. De har tændt små LED stearinlys og gjort det hyggeligt for os. Så fint.

Jens falder straks i søvn, men jeg kan på ingen måde sove for veerne, som nu kommer med få minutters mellemrum, men jeg får døset lidt hen. Kl. 08 går vi tilbage til fødemodtagelsen, hvor jeg igen skal undersøges. Jeg er nu omkring 1,5 cm åben, og de vil gerne måle barnets hjertelyd, så jeg får en elastik med en hjertemåler på rundt om maven. Hjertelyden daler engang i mellem, så de vil gerne give barnet en elektrode på hovedet. De forsøger 2-3 gange, men barnet ligger sådan, at de har svært ved at få sat den på. Av av av, hvor gjorde det bare ondt. Hjertelyden er stadig dalene, og de beslutter sig for at tage fostervandet. Der er næsten ikke noget vand, og de kan ikke se om det er grønt. Hjertelyden daler nu for hver ve, og de to jordemødre har en teori om, at navlestrengen måske bliver afklemt, nu der ikke er så meget fostervand derinde. Derfor sprøjter de noget vand op i mig, og herefter bliver hjertelyden lidt bedre.

Jeg får at vide, at jeg skal over på en stue på fødegangen, og vi går den lange vej (som egentlig ikke er særlig lang), mens jeg prustende tager et par veer op af diverse skraldespande.

Da vi kommer over på fødegangen kommer afdelingsjordmoderen ind og forklarer, at elektroden stadig ikke sidder ordentligt på dit hoved, og at de er nødt til at få den sat ordentligt fat. Jeg tager nogle dybe indåndinger af lattergassen (min bedste ven på det tidspunkt), og de får endelig sat elektroden ordentligt på. Der bliver tilkaldt en læge (som jeg tilfældigvis havde min første konsultation med, han virker dog ikke til at kunne genkende mig), som nævner muligheden for kejsersnit, hvis hjertelyden ikke stabiliserer sig. Jeg er nu omkring 2,5 cm åben og klokken er 14. Der er altså lang vej igen til de ti cm og du skal jo også først falde ned i bækkenet – åh, det er hårdt, synes jeg. De næste par timer suger jeg løs i lattergassen, mens Jens masserer mig på lænden, og jeg har varmepuder både på maven og ved ryggen. Av, hvor gør de veer bare ondt. Da afdelingsjordmoderen undersøger mig igen og fortæller, at jeg kun er 3-4 cm åben (nok mere 3 end 4, som hun sagde) er jeg bare totalt opgivende. Der sker jo ikke en skid, tænker jeg. Derudover bliver hjerterytmen ved med at falde, og lægen bliver tilkaldt endnu engang. Nu fortæller vores jordemoder os, at overlægen nok vil bestille kejsersnit, og hvis det sker, så skal vi være forberedt på, at det kommer til at gå meget hurtigt. På en måde bliver jeg bare mega lettet. Nu er det snart ovre, tænker jeg, men føler mig samtidigt lidt svag over at tænke det.

Lægen kommer ind og siger ganske rigtigt, at du har taget beslutningen for os, og at nu skal du ud i en fart. Og så bliver det vildeste maskineri sat i gang. Lynhurtigt er stuen fyldt med folk, og Jens bliver gennet over i et hjørne med et sæt hospitalstøj, som han får besked om at tage på. Derefter bliver jeg flyttet over i en seng, som en portør kører afsted med. Uden Jens, da han er i gang med at tage tøj på. Så en sygeplejerske må følge ham over til operationsstuen, da vi allerede er væk. På operationsstuen går snakken mellem personalet lystigt om sommerferien, og jeg tænker bare ”hallo! Jeg er sgu da ved at føde, tag jer lige sammen”. Jeg var meget nervøs og bange. Heldigvis lægger den søde anæstesisygeplejerske mærke til panikken i mine øjne og beroliger mig. Jeg får at vide at jeg skal rykke mig over på operationslejet og lægge mig på siden, da jeg skal have en epidural. Da jeg får stukket nålen ind i ryggen, får jeg pludselig en ve, og personalet siger, at jeg bare skal ligge stille og tage den. ”Ja, det kan I sgu sagtens sige”, tænker jeg, men jeg gør som de siger, og det er min sidste ve!

I mellemtiden er Jens kommet ind på stuen i operationstøj, og bliver gelejdet rundt i rummet, indtil han til sidst får lov til at sætte sig ned ved siden af mig og holde mig i hånden. Hans anden hånd rystede ukontrolleret, har han siden fortalt. Jeg var meget bange, og da lægerne spurgte om jeg kunne mærke, når de nev mig i maven, blev jeg ved med at sige ”ja”, for jeg var så bange for at det skulle gøre ondt, når de skar mig op. Til sidst sagen lægen, at nu havde han lige nevet mig ultrahårdt i maven, og jeg havde ikke fortrukket en mine, så nu gik de i gang. Det føltes utrolig mærkeligt, da de rodede rundt derinde, men efter kort tid, var du ude. Jeg så dig kun kort, inden du blev taget over på et leje og undersøgt. Jordemoderen sagde, at lægen allerede var gået, hvilket var et godt tegn, da der i så fald ikke var noget galt. Lidt efter kom hun ud og sagde, at du havde smilehuller. I mellemtiden var Jens gået med ud for at klippe det lange stykke navlestreng. Den havde været så lang, at du havde haft den to gange rundt om kroppen og én gang rundt om halsen, og det var nok derfor, at din hjerterytme var faldet. Derudover var den tilbageblevne del af fostervandet grønt, så du havde været stresset inde i maven. Det var helt klart den rigtige beslutning, at du kom hurtigt ud. Lidt efter kom jordemoderen ind med dig, og lagde dig op til mig. Jeg var stadig bedøvet og kunne ikke bevæge mine arme, så du kom hurtigt over til din far igen.

Da jeg var blevet syet, kom vi alle tre op på en opvågningsstue, og du kunne ligge på mit bryst, og jeg kunne se dig rigtigt for første gang. Så lille og fin og med mørkt hår! 2940 g og 48 cm lang – en lille purk var du <3 Efter lidt tid fik du den første tår mælk, og efter et par timer kom vi op på vores lille enestue, hvor vi skulle være de næste tre dage. Den vildeste oplevelse i mit 32 årige liv!

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven