mo

Find de populære bøger og hudplejeprodukter i webshoppen

Fødselsfredag – en lang fødsel med et hårdt efterforløb

Jeg synes i udgangspunktet at alle fødselsberetninger er vigtige, fordi de hver især bidrager til et nuanceret og ærligt billede af, hvad fødsler er og kan være. Ingen fødsler er ens, ligeså vel som den måde de opleves og opfattes på også kan være vidt forskellig. Det ved du der har læst med her længe. Her er plads til alle, og i dag skal I altså møde én som ikke alene havde et temmeligt langt fødselsforløb – hun havde også et temmeligt voldsomt efterforløb, som det sidenhen viste sig, var dét der fyldte mest for hende. Og det er i sandhed en sårbar tid, den første tid som mor. En tid, som jeg i øvrigt er helt enig med kvinden bag dagens beretning i, at vi skal snakke meget mere om.

Jeg var gravid med mit første barn, havde fået lov at komme i kendt jordemoderordning, havde overordnet set haft en ganske god graviditet. Fraset kvalmen de første 3 mdr, hvor jeg heldigvis gik ledig og kunne passe på mig selv, lidt tiltagende lyskesmerter fra ca uge 25 og væske i fødderne i de gode sommermåneder, så havde jeg faktisk haft det godt. Dog var trætheden overdyngende og det blev ikke bedre af, at det søvn jeg fik de sidste 3 mdr, foregik om formiddagen, som stort set var det eneste tidspunkt, jeg kunne finde ro.

Selve fødslen var jeg helt rolig omkring. Jeg er uddannet fysioterapeut, og kender en hel del til smertevidenskab, og hvordan man med tryghed, meningsfuldhed, troen på sig selv og god forberedelse, kan håndtere rigtig meget – og jeg var helt overbevist om, at jeg sagtens kunne føde og have en rigtig god oplevelse. Og sådan blev det – bare ikke på den måde, jeg havde drømt om.

Jeg drømte om en 10-20 timers fødsel med startende veer hjemme, uden alt for mange medikamenter og indgriben, men samtidig var jeg helt åben for, at foregik det på anden måde, så var det også okay. Jeg var klar på, bare at give slip og arbejde med min krop, og skulle den få brug for ekstra hjælp, så var jeg helt tryg ved at jordemoder og læger nok skulle vide, hvad der var nødvendigt.

Men hvad jeg ikke var forberedt på, var tiden EFTER fødslen, og den del, vil jeg gerne sætte lidt ord på i håb om, at det kan forberede bare én kommende mor på, hvad den første tid, også kan være. En tid, der i fødselsforberedelsen desværre ikke snakkes særlig meget om, hvis man fraser amme- og familieetablering.

 

Halvanden uge før termin skrev jeg, grundet manglende søvn og tiltagende smerter, en desperat mail til en privat jordemoder med overskriften: HJÆÆÆLP!!!

Grundet travlhed, måtte jeg vente til 39+3 før hun kunne presse mig ind en fredag eftermiddag. Jordemoderen foreslog massage og akupunktur, og hun kunne have foreslået mig 100 kolbøtter som behandling, hvis der bare var en lille chance for at det hjalp. Efter behandling fløj jeg nærmest derfra, så afslappet var jeg. Den aften faldt jeg i søvn kl 22.00 og vågnede først kl 11.30 dagen efter – helt omtumlet, men dog meget veludhvilet!

Det valgte min meget gravide krop er udnytte, for kl 12.10 måtte jeg gå på toilettet og kalde på min mand: ”Vil du komme med et par rene trusser – enten har jeg tisset i bukserne, eller også er vandet lige gået”. Jeg var nok ikke i tvivl. Vandfaldet udeblev, men den efterfølgende time gik jeg og skvulpede i tide og utide, og valgte at kontakte vagtjordemoderen. Kl 15 var vi til kontrol på fødegangen og efter flere timers CTG fik jeg kl 17 den første Angusta-tablet, da der endnu ikke var tegn til ve-aktivitet.

Aftenen fik vi hjemme, og havde nogle virkelig dejlige og meget produktive timer, og samtidig er det jo bare en vanvittig underlig ventetid. 20.30 begyndte den første murren i underlivet, og 20.49 timede jeg den første ve. Derfra udviklede veerne sig relativt hurtigt, og den sidste Angusta kl 23, tog jeg ikke efter at have konfereret med jordemoder.

Kl 01 tog vi ind til planlagt kontrol på fødegangen. Betalingsanlægget på sygehuset meldte fejl, unødig stressfaktor for et fødende par, men nok bare en god teaser på uforudsigeligheden af de kommende 14 timer, og ja, nok bare livet med børn.

Jeg var udvidet 1! sølle centimeter og veerne havde været 1 minuts varighed og med 3 minutters mellemrum i snart 3 timer, på det tidspunkt var jeg forberedt på et marathon. Efter kontrol kom vi på fødestue, og fik egentlig lov at passe os selv de næste mange timer. Veerne blev ved med at hamre derud af, men udvidelsen udeblev stadig. Badekar, brusebad, chiliplaster mm havde ikke den store effekt, så da jordemoder ved 05-tiden anbefalede ve-drop, var jeg klar på hvad som helst. Jeg kunne dog ikke helt overskue at mere medicin skulle styre min fødsel, så jeg bad om at få lagt epidural for at få en pause – og heldigvis kunne anæstesien være der efter få minutter sådan en tidlig søndag morgen. Trods hyppige og heftige veer, var anlæggelsen slet ikke så slem som forventet. Trods manglende fremgang, havde jeg stadig følelsen af, at jeg havde styr på det, og sagtens kunne klare opgaven.

Der gik ikke mange minutter efter epidural, før det eneste jeg mærkede, var lidt murren, så jeg fik lidt morgenmad og en tiltrængt lur. De billeder min mand har taget af mig efter epiduralen, viser en kvinde med så meget overskud, at hun bestemt ikke ligner en kvinde i fødsel – det var bare effektivt.

”Desværre” viste ve-droppet sig at være så effektivt, at virkningen fra epidural var noget kortere end forventet. Den virker åbenbart ikke når barnet når tilpas langt ned i bækkenet og smerten flytter sig længere sydpå end mave/lænd. MEN, det blev den pause, jeg havde behov for, selvom den kun var et par timer. Derfor blev der, efter endnu et par gode smertefulde timer, gjort lattergas klar. Jeg ANER simpelthen ikke, hvad jeg havde forestillet mig, at lattergas gjorde, men det sted jeg landede allerførst, var bestemt ikke i denne verden! Efter at have haft masken af lidt, fandt jeg dog et rigtig godt sted at være med masken på. En følelse af at flyve mellem virkelighed og noget andet end – ja virkeligheden, fandt jeg ro ved at koncentrere mig om lydende omkring mig. Jeg fulgte med i de snakke min mand og jordemoder havde, fulgte med i stilheden, og kommunikerede gennem håndtegn.

Den kendte jordemoder var taget hjem kl 07 ved vagtskifte og var blevet afløst af en jordemoder, vi ikke kendte. Men ærligt – det betød ingenting, hvem der stod i den anden ende, bare hun forstod mig og fik mig til at være tryg – og det gjorde hun!

9.30 var jeg udvidet 6 cm og ved 11 tiden fik jeg en underlig fornemmelse, jeg lige skulle forholde mig til, før jeg turde sige det højt. Jeg pressede! Og efter endnu en lille kontrol, kunne jordemoder fortælle, at jeg bare skulle give den gas, jeg var klar!

Tidsfornemmelsen herefter er ikke-eksisterende. Jeg ved at jeg var ude af sengen flere gange og lave ting, der er en helt gymnastikopvisning værdi, og jeg kan læse at jeg blev sendt ud at tisse flere gange. Jeg ved også at jeg blev mere og mere udmattet, at der blev holdt ekstra øje med baby, der dykkede et par gange, og at da jeg på et tidspunkt bliver bedt om at komme op at stå op ad væggen og modtage rebozo, kollapser mine ben af ren udmattelse. Jeg har ingen tidsfornemmelse, men jeg ved, at jeg gør alt hvad jeg kan OG skal gøre, og håber hver gang at det er sidste pres. På et tidspunkt fortæller jordemoder mig, at baby nok skal komme ud vaginalt, og det giver mig lidt fornyet energi. Jeg har på intet tidspunkt frygtet kejsersnit, hvis det endte som en akut løsning efter at have forsøgt vaginalt, men den sætning, står meget klart for mig i pressefasen.

14.30 tilkaldes fødselslæge, der er behov for ekstra hjælp, både til mig og også baby. Jeg giver samtykke til cup-forløsning, og det næste der skete, var det mest ubehagelige under hele fødslen. Montering af cuppen, der glider af efter første træk, for at blive sat på igen, for at høre jordemoderen sige: ”Nu er jeg strid og hjælper lidt til”, for så at få noget, der føles som en hel hånd op i endetarmen – det var vanvittigt. Men jeg havde ikke flere kræfter, og baby havde behov for at komme ud.

Da hoved og skulder var forløst, fik min mand lov at tage imod resten af baby, og kunne stolt fortælle at han var en lille dreng. At min mand var med så direkte under forløsningen var en kæmpe oplevelse, og sådan som mit efterforløb endte med at være, er jeg glad for at han har set ALT af mig, og måske forstår mine udfordringer lidt bedre. Vores søn blev født kl 14.48 efter 4 timers pressefase.

Sønnike havde brugt hele sin madpakke, havde lavt blodsukker og der skulle holdes lidt ekstra øje med ham. Derfor blev vi indlagt på barselsafsnittet frem for familieafsnittet, og der var derfor noget mere personale omkring os, hvilket skulle vise sig at være heldigt.

Sandheden er, at jeg gennem hele eftermiddag og aften blødte en hel del, faktisk så meget, at jeg til sidst kunne fylde et af de store bind ved at gå fra toilet til sengen. Jeg var hele tiden fulgt af personale, og der var derfor hele tiden øjne på blødningen. Det bekymrede mig dog en hele del, og jeg var på ingen måde tryg ved det. Ved 23 tiden tog blødningen dog endnu mere til, og inden jeg så mig om stod der 2 sygeplejersker, 2 jordemødre, en læge og en overlæge og trykkede mig på maven for at holde pres på livmoderen, samtidig med at de sprøjtede store mængder medicin i mig. Noget til at stoppe blødning, og noget til at få livmoderen til at trække sig sammen – altså ve-lignende aktivitet. Jeg blev så dårlig, fik kvalme og rystede over hele kroppen. Idet jeg kaster op, og spænder op i mave og underliv styrtbløder jeg. 5 minutter efter ligger jeg i fuld narkose på en operationsstue.

Jeg ender med at miste godt 2 L blod, og det har kæmpe betydning for min første tid som mor. Dagene efter er jeg øm i samtlige muskler i hele kroppen. Jeg kan ikke selv rede mit hår, men jeg kan faktisk heller ikke selv komme ud ad sengen. Jeg kan kun sidde oprejst i kort tid ad gangen, gåtur til toilet foregår med personstøtte og gangvogn, da jeg ikke har kræfter til at stå op, bliver forpustet og svimmel. Min blodprocent er nede at ramme 3,9 og jeg bliver optransfunderet af flere omgange. Min søn er født søndag eftermiddag, først natten til torsdag, kan jeg stå sikkert nok til at løfte ham ud af krybben og være med ved puslebordet – indtil da, var han og jeg dybt afhængig af farmand!

Når kroppen har blødt så meget, er det en helt naturlig reaktion, at mælkeproduktionen udebliver eller i hvert fald er stærkt reduceret. De bøger, havde min krop dog ikke læst, og vi fik allerede tirsdagetableret en rigtig god amning, til stor forundring for alle.

Når ens basale kropsfunktioner ikke virker oven på sådan en voldsom oplevelse, og man i øvrigt ikke har prøvet af føde før, så er der rigtig mange bekymringer. Onsdag morgen var jeg stadig ikke kommet af med afføring. Det havde jeg nævnt min bekymring over til alt relevant personale, uden at jeg helt følte, der blev taget hånd om det. Først onsdag morgen, svarer den ene sygeplejerske mig: ”Jamen fik du ikke lavament, så kan der gå maaaange dage uden afføring”. Hvorfor bliver man ikke informeret om det, og hvorfor har alle de andre sygeplejerske de første par dage, ikke bare nævnt det, når jeg har luftet mine bekymringer. Total unødvendige bekymringer til en ny mor. Samtidig skal det siges at jeg ifbm den lange pressefase, scorede mig et bjerglandskab af hæmorider, der kunne konkurrere med Alperne om Europas største bjergkæde. Ydermere var jeg så hævet fortil, at det føltes som om at jeg sad på en badebold, og det var yderst smertefuldt. Der gik flere uger, før hævelserne forsvandt, og derefter blev ubehagene erstattet at heling af de bristninger, jeg var blevet syet for.

Alt i alt, med den krop, der manglede blod, og dermed lastbiler til at transportere energien rundt i kroppen, et skamferet og hævet underliv og bjerge i baghaven, så var jeg sofaliggende i mange uger. Derudover havde jeg så store smerter i mit haleben, at det er sidde/ligge ned og skifte stillinger, gjorde virkelig ondt.

Ærligt, så gik der måneder, før jeg følte mig ovenpå igen, og havde energi til at være 100 % den mor, jeg ville være for min søn. Samliv med min mand, var smertefuldt lang tid efter, at vi forsøgte at komme i gang igen, og hæmoriderne – de driller af og til stadig her efter et år.

Men endnu mere ærligt: med sådan et lille menneske i armene, så er man som mor i stand til at gøre hvad som helst, inklusiv at gennemgå det hele engang til. Fødslen og smerten derfra var hurtigt glemt, men tiden efter og alle eftervirkningerne, står som den helt store ting, jeg skulle bearbejde mest. Og egentlig tror jeg det bunder i manglende viden og oplysning om tiden efter. Og jeg synes at det er synd, at oplysningen og alle historierne om fødsler inklusiv fødselsforberedelse slutter med undfangelse krydret med ammeetablering. Der ligger så meget utalt og usagt i gener efter en fødsel. Og lige så forberedt og mentalt klar, jeg var på selve fødslen, lige så uforberedt var jeg på livet med en krop, der har født et barn.

Så kære mødre, fædre og personale – lad os blive bedre til at forberede kommende mødre til hele pakken, og snak højt om alt det, man også har behov for at vide – det kunne jeg godt have brugt.


Efter at have læst netop denne beretning, bliver jeg ekstra-glad for at det forhåbentligt allerede bliver i næste uge at jeg lancerer mit nye, store online univers for gravide og nybagte mødre, hvor vi skal snakke om ALT ❤️ 

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Åh hæmoriderne. Jeg var skide sur på alt og alle over at ingen havde fortalt mig om hæmorider efter fødsel. Sprækkede brystvorter og helende kejsersnit blegnede i forhold til hæmoriderne – måske især fordi jeg var uforberedt og totalt uvidende omkring den lille (store) detalje. Jeg var forberedt på dem til barn nummer 2 og det gik meget nemmere kan jeg oplyse!!

  2. Tusind tak for at sætte ord på noget, som jeg har følt mig så alene med. Jeg fik et fødselsklip+sugekop og måtte sys om efter 4 dage, da hele lortet var gået op. Jeg havde så mange smerter og et kompliceret ophelingsforløb med infektion og flere antibiotikakure, der tog mange måneder. Her et år efter fødslen kan jeg stadig ikke gennemføre samleje af bar smerter. Men jeg føler, at alle jeg kender, knalder med deres mand igen efter (maksimalt) 8 uger. Og jeg har virkelig tit tænkt: “jeg kan da ikke være den eneste”, men jeg føler vitterligt ikke at jeg har et eneste sted at dele mine oplevelser med nogen, der kender det. Så tak for din fortælling, den faldt på et tørt sted <3

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven