mo

Husk at du får fri fragt på alle ordrer over 499.-

Fødselsfredag – en fødsel at være stolt af

Hun slutter sin beretning af med at skrive: “Det tog 37 timer og 53 minutter fra første ve, til han var ude. Det var en lang fødsel med diverse smertestillende, men ikke desto mindre en fødsel jeg er pisse stolt af.” og jeg elsker ALT omkring det! Det er lige akkurat dén følelse alle kvinder der føder børn – uanset hvordan det foregår, hvor lang tid det tager og hvor mange hjælpemidler der tages i brug undervejs – fortjener at have. Alle kvinder der føder børn, er så mega-seje og jeg tager hatten af for at hende her, allerede kort tid efter fødslen er i stand til selv at se det.

For os var det ønskebarnet der endelig kom til verden. Vi havde prøvet at blive gravide i over et år, uden held. Ventetiden i det offentlige er urimelig lang (som om man ikke allerede har ventet i evigheder på at se de magiske to streger), så vi valgte at gå igennem det private. Tre forsøg senere og 16000kr fattigere, blev det endelig vores tur. Det første bump kom dog ved 12 ugers scanningen, da nakkefolden var for tyk og sandsynligheden for at få et handicappet barn var 1:85. 1:85! Det lyder umiddelbart ikke som særlig meget, men for os var det en voldsom udmelding. En moderkageprøve og 10 dage senere fik vi endelig svar: Et styks velskabt dreng i mavsen. Årh hvor dejligt. Nu kørte graviditeten bare. Eller… Da der var fire måneder tilbage af graviditeten, fik jeg graviditetsbetinget sukkersyge. Opdaget ved en rutinekontrol hos lægen 19 december. JEP! Få dage før jul, får man at vide at al fed mad, sukker, sodavand og deslige ikke må indtages før baby er ude. ØV. De næste fire måneder gik med diverse diætister, jordemoderbesøg og ikke mindst scanninger af den lille, for at sikre sig at han ikke blev for stor. Jeg var bogstaveligt ved at brække mig over at spise flere æg.
8 dage før termin sagde vægten en vægtøgning på blot 7 kg og fosterskøn på 3500g (han vejede 3995g ved fødslen). Pga. sukkersygen var det “forbudt” at gå over termin, da baby ellers kunne risikere at blive for stor. Vi fik en tid til igangsættelse på selve terminsdatoen, en fredag, og mandagen inden stod den på hindeløsning, da det trods alt er bedre end at blive sat i gang.
Men AK. Den hindeløsning var noget nær umulig. Jordemoderen kunne slet ikke komme til og jeg blev desuden også dårlig, da jeg skulle ligge på ryggen imens. Jeg følte hele hendes arm var oppe i mig, men lige lidt hjalp det. Hun gav op og hendes sidste ord til mig var: “Vi ses på fødegangen fredag.” Det gjorde vi altså bare ikke.
Tirsdag var den sidste fridag faderen og jeg skulle have sammen. Vi fik ordnet en masse i huset og gået en lang tur med hundene i skoven. Danmark var så småt ved at blive lukket ned, så der var også en masse praktisk der lige skulle ordnes. Babyen kom jo i weekenden, det vidste vi jo nu. Det passede mig forøvrigt glimrende at vide præcis hvornår der skulle ske noget, man er vel kontrolfreak.
Natten til onsdag, præcis 0:22 vågner jeg ved at jeg har mavekneb. Sidst jeg kiggede på klokken var den 22:43 (jeg har en ting med altid at kigge på klokken), så jeg har måske sovet 1,5 time. Jeg går på toilet og kom af med det der nu skulle ud. Inde i sengen får jeg mavekneb igen. Ud på toilet. Denne gang kom der ikke særlig meget. Nåh, men nu var jeg vågen og for øvrigt også sulten, så ud i køkkenet og snacke lidt. Mavekneb igen. Var det….? Nej tænkte jeg. Jeg havde jo lige været til hindeløsning, hvor jordemoderen sagde, jeg ikke var klar overhovedet. Ind i sengen igen og nu kom der én til. Jeg googlede hvordan en ve føltes, jeg havde læst det var ligesom kraftige menstruationssmerter, så det var det jeg forventede. Men det her var jo ligesom man skulle på toilettet? Jeg aftalte med mig selv, at hvis der kom en til, blev jeg nok nødt til at vække faderen. Straks kom der en til, så kraftig at jeg måtte sætte mig sammenkrøllet ud over sengekanten. Faderen vågnede med et sæt og spurgte hvad der foregik. “Jeg har sådan mavekneb”, svarede jeg. Han rystede smilende på hovedet, og sagde jeg vist var i benægtelse. Her var klokken 0:33.
De næste timer gik med rimeligt jævne veer. Omkring klokken 6 om morgenen, kunne jeg ikke mere. Hverken bad, varmepude eller nusseri kunne lindre smerterne. Vi ringede til fødegangen, som heldigvis sagde, at vi bare kunne komme ind. Vi fik pakket alle vores ting og kørte afsted. Det var den længste bilkørsel i mands minde, selvom den på papiret kun varede 40 min. Pga COVID-19 var vejene rimelig tomme til trods for morgentrafik, så min mand kunne trykke ekstra på speederen. Parkering var heldigvis også nemt, 8 andre biler holdte på Roskilde sygehus, omkring klokken 7 om morgenen.
Oppe på fødegangen gik mine veer i stå. Det var egentlig mærkeligt, for i samme øjeblik vi gik ind af døren, følte jeg mig mere tryg. Vi var jo omgivet af sygepersonale. NU kunne han bare komme. Veerne kom stille og roligt tilbage, denne gang for fuld skrue. Den søde jordemoder undersøgte mig og sagde: “Ja din livmoderhals er kun to cm nu.” Ahvafornoget?! Har den kun trukket sig sammen 1 cm!
Jeg var rasende og udmattet på samme tid. Hun tilbød mig morfin i ballen (Av for h…..) og en tom fødestue, så morfinen lige kunne virke. Klokken 10 får jeg et nyt skud, da det simpelthen ikke virker på mig. Vi får samtidig lov at blive. Årh hvor dejligt. Manden ordner det praktiske med parkeringstilladelse, opkald til de vordende bedsteforældre osv mens jeg prøver at være i veerne.
Resten af dagen er umulig for mig at huske. Jordemødre kommer og går, jeg har sindssygt ondt og går på et tidspunkt over til lattergas. Ahhhhh. Sikke en lettelse. Jeg kunne stadig mærke veerne, men nu var jeg ligeglad. Den bedste brandert jeg har oplevet og så var den endda gratis.
Sent onsdag aften kan jeg ikke mere. En jordemoder havde om eftermiddagen sagt, at vi skulle nok holde fødselsdag i dag. Gu’ skulle vi ej. Hvordan kunne hun tage så meget fejl? Aftenvagten møder ind og tjekker mig. Udvidet 3 cm. “Fuck det går langsomt” tænkte jeg. Jeg bliver tilbudt en epidural, mest fordi jeg på ingen måder kan være i mig selv når veerne kommer. Jeg fik lagt drop og lægen gav en epidural. I mit naive sind troede jeg den virkede med det samme, men der gik næsten 20 min før jeg var smertefri. Sikke en lettelse. Vi blev rådet til at få lidt søvn, men jeg havde slanger koblet til alle mulige steder og min mand havde kun en stol at sove i. Søvnen var sparsom.
Tidligt torsdag morgen har jeg voldsomme smerter igen. Lægen kommer og ser til epiduralen, som har flyttet sig og han skal derfor lægge en ny. Jeg var så træt og udmattet, så jeg faktisk spurgte ham pænt, at nu han var læge kunne han jo bare skære babyen ud. Faktisk tror jeg at jeg fik skreget det et par gange mens jeg var på fødegangen. Jeg fik et nej hver gang. De har nok hørt det før.
Torsdag morgen møder den sidste (!) jordemoder ind, og undersøger mig. 4 cm. Seriøst?! Nu VIL jeg have kejsersnit. Igen fik jeg et nej, men fik tilbud om vestimulerende drop. Ja tak. Bare giv mig noget. Epiduralen gjorde jo heldigvis, at jeg ikke kunne mærke en skid.
Nu gik det stærkt. Omkring middag var jeg udvidet 9,5 cm og fik besked på at gå ud at tisse. Hvornår havde jeg egentlig sidst tisset? Epiduralen gjorde det helt umuligt for mig, så jordemoderen tømte min blære. Der var over en halv liter. Hun tog epiduralen fra, for nu skulle jeg være klar.
Da presseveerne kom, fulgte jeg bare med. Kroppen ville bare presse, så det gjorde jeg også. ´Jeg fik besked på at stå op under veerne, men efter første ve, ville jeg ned at ligge igen. Det viste sig senere, at jeg havde stået op i over 40 minutter, men træthed og lattergas gjorde, at min tidsfornemmelse var fuldstændig væk. Hver gang jeg pressede, flyttede smerten sig om foran på kønsbenet og jeg holdte lidt igen. Det var ikke til at holde ud. Jeg kom i tanke om en episode af Redningskvinder, hvor fødselslægen faktisk skubber babyen op i moderen igen, da hun ikke kan føde ordentligt og det ender i akut kejsersnit. Fandme nej. Nu er vi nået så langt, så jeg vil IKKE have kejsersnit.
Pludselig siger jordemoderen, at hun har trukket i snoren. Det kan jeg godt huske hvad betyder. Nu er det nu. To andre jordemødre kommer ind og jeg presser så meget, så jeg føler mine tarme ryger med. Aldrig har jeg været så ligeglad med at prutte foran andre mennesker. Jeg får besked på at kigge (jeg pressede med lukkede øjne) og dér. Lige dér. Var der sgu et hoved. På vej ud af mig. Panikken overtog og heldigvis kom der en ve med det samme. Nu fik jeg besked på at gispe. Hvad fanden? Jeg skal sgu ikke gispe, jeg skal presse. Men jeg gjorde som jeg fik besked på og jordemoderen hev ham ud af mig og smed ham op på maven. Jeg følte mig SÅ sej.
Babyen hun smed op på mig, var mega ulækker. Han lugtede, var slimet og helt aflang i hovedet og faktisk også en smule blå. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men lige i øjeblikket kunne jeg faktisk ikke rigtig være i det. “Heldigvis” havde han slugt lidt vand, så efter navlestrengen var klippet, tog de ham over og sugede lidt, så jeg lige kunne føde moderkagen i ro og komme til mig selv. Og det er faktisk det jeg kan huske allerbedst fra min fødsel. Følelsen af moderkagen, der nærmest bare glider ud af den grotte, som mit underliv nu føles som. Dét var rart.
Imens lå babyen og fik lidt ilt, og da han var blevet fin og lyserød, kom han tilbage til mig. Denne gang var jeg mere modtagelig og klar på at rumme andre mennesker, især MIT mini-menneske, efter det hårdeste jeg nogensinde har prøvet.
Fødslen skete jo selvfølgelig lige i vagtskifte, så jordemoderen takker af og sender en ny ind. Jeg skulle som de fleste førstegangsfødende syes en smule. Jeg var åbenbart bristet på en speciel måde, så jordemoderen går ud for at få finde en der kan hjælpe hende. Ti minutter senere kommer hun tilbage og ind sammen med hende kommer speciallægen, som har scannet mig med 14 dages mellemrum de sidste 4 måneder. Dét var SÅ rart med et genkendeligt ansigt. Og afsluttede cirklen rigtig fint for mig. Så fik jeg i hvert fald sagt farvel til hende, nu jeg ikke nåede min fredagsaftale med min jordemoder.
Det tog 37 timer og 53 minutter fra første ve, til han var ude. Det var en lang fødsel med diverse smertestillende, men ikke desto mindre en fødsel jeg er pisse stolt af.

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. Seje kvinde. Og vildt sejt du kan se tilbage på det med en god følelse. Respekt for dig. (Måske var det Thea der kom og syede dig – hun har været der for mig i alle mine 5 graviditeter – he des fortjeneste jeg ikke blev skør).

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven