mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – lidt for tidligt og lidt for hurtigt!

Der er mange ting jeg undrer mig over ved denne uges fødselsberetning. Dels – rent fagligt – hvordan i alverden det kan gå til, at en fødende i uge 34 bliver anbefalet at tage to panodil og et varmt bad mod smerterne derhjemme, frem for at komme ind. Men allermest næsten hvor latterligt sej denne kvinde er!! Uden at spoile alt for meget kan jeg afsløre, at hun endte med at føde uden sin partner ved sin side. Han nåede det simpelthen ikke! Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen: kvinder – særligt når de føder børn – er de sejeste i hele verden. Og hende her, ja, hun trækker altså os andre gevaldigt op på skalaen med dén oplevelse hun har med sig i rygsækken. Godt klaret, søster – og stort, stort tillykke med baby <3

Jeg fik en dag at vide af min læge, at jeg skulle tage mit blodtryk, når jeg havde ondt i hovedet. Det var nemlig vigtigt at udelukke svangerskabsforgiftning. Men sandheden var, at jeg nok også holdt lidt for meget af mit arbejde, hvor mit hoved nok nød lidt mere at have travlt end min krop. 

 

Jeg havde arbejdet hjemmefra i næsten 2 måneder på grund af COVID-19. Så da Danmark begyndte at åbne op igen havde min sociale side enormt behov for stimulation. Jeg elskede at arbejde, og selvom jeg blev tykkere og tykkere, så var det stadig sjovt at have travlt og holde møder. 

 

Da jeg var i uge 31 slog jeg mit bækken, da jeg løb efter min hund, som stak efter en kat. Det gjorde helt vanvittigt ondt de første par dage, men det blev heldigvis bedre. Jeg vraltede mig derefter igennem resten af graviditeten. Jeg følte, at jeg havde fået et wake-up call og forsøgte at blive bedre til at tage den med ro. 

 

Jeg begyndte også stille og roligt at planlægge, hvad jeg skulle lave i graviditetsorloven. Min mand og jeg snakkede om at tage på sommerhustur til Thy et par dage. Det lød helt forfriskende rart at blive blæst igennem ved vesterhavet og dyppe tæerne i køligt saltvand. 

 

Da jeg var 33+4 snakkede jeg med en kollega, som havde født for tidligt. Af en eller anden grund inviterer en gravid mave jo til samtaler om alt, hvad der kan gå galt, og er gået galt for venner, bekendte og bekendte af bekendte. Jeg husker tydeligt, at det lå meget fjernt for mig at føde for tidligt. Mentalt havde jeg allerede indstillet mig på at gå over tid. Her efterfølgende tænker jeg meget på, hvor svært det var at sætte mig ind i hendes erfaringer med at malke ud og med at være indlagt på neonatal. 

 

Min mand siger en dag på vej hjem fra arbejde, at han gerne vil have, at vi har et par håndklæder i bilen. For hvis jeg lige pludselig skulle gå i fødsel, så ville han i hvert ikke være den mand, som ikke var forberedt. Jeg grinte vist nok lidt for hånligt. Jeg var jo kun 33+6. Jeg syntes simpelthen, at det var det mest tåbelige i verden. 

 

Morgenen efter havde jeg sådan en gedigen træthedshovedpine. Jeg målte derfor mit blodtryk som var 147/97. Efter en snak med en af de søde jordemødre på Roskilde, og et par ekstra målinger faldt det dog stille og roligt, så jeg lagde ikke mere i det og fortsatte min hjemmearbejdsdag. Jeg havde arbejdet rigeligt de sidste par dage, så da jeg skulle på cyklen mod lægen kl kvart over 15, slukkede jeg også computeren. 

 

Jeg skulle til lægen, fordi jeg fik sådan nogle hvide prikker i huden engang imellem. Senere har min mor fortalt, at det er ufarligt og noget, som vi begge har. 

 

Rent rutinemæssigt spørger sygeplejersken om jeg ikke lige tisser i en kop, så de kunne teste min urin. Jeg havde godt nok tisset af et par gange hjemmefra, og cykelturen var under 1 kilometer. Men jeg tænkte hvorfor ikke? Jeg havde det alligevel hele tiden som om jeg skulle tisse. 

 

Det var ikke en kæmpe kop tis, jeg fik lavet, men der var da et par dråber. 

Jeg fik at vide, at der var en meget lille smule blod, så jeg fik en tid igen næste morgen, så de kunne udelukke blærebetændelse. Og hvor de håbede at jeg kunne tisse nok til at de kunne sende det ind til dyrkning. 

 

Da jeg kommer hjem igen klokken kvart i 4 varmer jeg noget pasta i mikroovnen. Nu skulle jeg fandeme hygge på sofaen med rester, cola zero og en halv plade marabou daim inden min mand kom hjem. Jeg synes godt nok, at det havde været lidt ekstra hårdt at cykle, og bagdækket var sikkert også begyndt at tabe luft igen. Jeg begyndte stille og roligt at have en del murren i underlivet. Jeg tænkte, at det var symptomsmerter fra den der blærebetændelse, som jeg nok forestillede mig, at jeg havde. 

 

Klokken 16 ringer jeg til min mand, som skulle arbejde til kl 18 og som også havde ret travlt og meddelte, at idag altså ikke var dagen, hvor han skulle arbejde over. Jeg havde brug for, at han kom hjem og gav mig noget omsorg. Jeg var nemlig begyndt at få lidt kvalme, og pastaen kunne jeg ikke rigtigt få ned. Jeg lagde mig lidt på sofaen og tænkte jeg kunne prøve at få en lur sammen med hunden indtil han kom hjem. 

 

Et kvarter senere går jeg ud på toilettet. Den der murren gør ret ondt og jeg føler et behov for at sidde på toilettet hele tiden. Jeg ringer til min mand igen og siger, at han gerne må vende snuden hjemad hurtigst muligt. Han har minimum 1 time i bil hjem fra arbejde og så endda på Køge bugt motorvejen i myldretiden. 

 

Jeg ringer også lige til fødegangen og den søde jordemoder siger, at jeg skal prøve med et par panodil og en varmepude. Hun var fandeme helt væk, tænkte jeg, og meddelte, at jeg næppe troede, at det ville hjælpe. Hun sagde, at jeg alternativt kunne tage et bad og få masser af varmt vand ned over lænden. 

 

Så det gjorde jeg. Jeg stillede mig ud i badet og skruede lidt for højt op for varmen. Jeg havde også ringet til min mor og beklaget mig over smerten. Jeg havde virkelig ondt af mig selv. Det var sgu en underlig smerte og jeg havde det også lidt som om jeg skulle kaste op. Jeg lå derfor på alle 4 og bakkede frem og tilbage mellem bruseren og toilettet. 

 

Jeg begyndte også stille og roligt at realisere, at de her smerter kom og gik med jævne mellemrum og at de også havde taget ret meget til. Jeg ringede derfor til fødegangen, som sagde, at det nok var veer, og at jeg skulle komme ind. Jeg var stadig alene hjemme, men den søde jordemoder sagde, at det ikke hastede, for som førstegangsfødende ville jeg nok være i fødsel i et godt stykke tid. Hun var også sød og beroligede mig og sagde, at baby nok skulle klare at komme ud selvom, at det var 6 uger tidligt. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg slet ikke var kommet dertil, hvor jeg havde koblet veerne sammen med, at vi skulle møde vores baby. Det hele virkede fuldstændig uvirkeligt og surrealistisk. Men jeg lå der på badeværelsesgulvet i smerter og kunne næsten kun tænke i av og vejrtrækning. Her var klokken 16.30.

 

Nu ringede jeg til min mor og sagde, at den af hende og min mand som kunne være hjemme hos mig først skulle køre mig til Roskilde. Og at hun gerne måtte ringe og koordinere med ham, da jeg havde pænt ondt. 

 

Jeg havde under 5 % strøm tilbage på min telefon og jeg synes efterhånden det var pænt hårdt at være alene hjemme. Bevares hunden var selvfølgelig også gået amok og insisterede på at blive lukket ud. Det kom altså ikke til at ske. 

 

Det gør fandeme ondt nu. Fuck hende der fra smertefri fødsel og hendes gå ind i veerne pis. Det gør sgu da skide ondt! Jeg lagde mig ned i fosterstilling og kiggede lidt på fugerne og koncentrerede mig om min vejrtrækning. Træk vejret dybt i pausen og hurtigt igennem veen. Igen og igen. Øv! Jeg havde ligget oven på risten og min røv havde ageret prop, så nu var der vand udover hele badeværelset. Heldigvis lå min telefon på bademåtten og selvom måtten var våd, så var der ikke kommet vand på telefonen. Jeg rejste mig tilbage på alle 4 og lagde panden mod gulvet. Fuck det gør ondt nu. Jeg holdt fast i væggen og talte til 10. Det skulle jeg gøre et par gange.  

 

Shit! Nu føles det fandeme som om hele min livmoder er på vej ud. Det føles, som om at selve livmoderhalsen åbner sig hver gang, jeg får en ve. Lidt ligesom the Kraken i Pirates of the Carribean, da den spiser Jack Sparrow – bare omvendt. Det føles, som om hele min krop automatisk presser lidt med, og jeg bliver ramt af en form for panik. 

 

Jeg ringer til fødegangen og klager min nød. Jeg tror sørme, jeg har pressetrang, og de bliver altså nødt til at få nogen til at hente mig. De ringer efter en ambulance, og jordemoderen i telefonen forsøger at lære mig lidt vejrtrækningsteknik, da jeg får en ve. Nu gør det virkelig ondt. Jeg drømmer om en epiduralblokade og omsorg fra min mand. Ifølge min journal er klokken nu 16.47. 

 

Nu træder min mor ind af døren. Hun er lidt varm og ret meget oppe at køre. Jeg ligger stadig i bruseren og puster, og det eneste, hun skal gøre er at tage sig af den forbandede hund, som havde stået og pebet det sidste alt for lange stykke tid. Pludselig “tisser” jeg med mega kraft på. Der kommer også en smule blod med. I bagklogskabens lys kan jeg godt se, at det nok var vandet, der gik. Men det havde jeg ikke rum til at indse i øjeblikket. 

 

Min mor spørger hastigt om, vi ikke skal ringe efter en ambulance. Jeg får stønnet, at det har jeg allerede gjort og instrueret hende i at ringe til fødegangen og spørge, hvor de bliver af. Min mor har telefonen på højtaler og jeg hører jordemoderen spørge hende om, hun lige vil kigge bare for at sikre, at der ikke er et hoved på vej ud. Det har min mor det vildt dårligt med og lige inden næste ve, når jeg at grine lidt for mig selv over det absurde i situationen. Jeg skal selvfølgelig dreje mig rundt i den forbandede brusekabine for, at hun skal have en chance for at se. Og der er heldigvis ikke et hoved endnu. 

 

Da hun har lagt på, går der ikke længe før, ambulancemændene ankommer. Den dumme hund, som ellers gør af alt og alle, der rør sig 2 gader væk, gør for en gangs skyld ikke, og de to ambulancemænd overrasker os derfor lidt. De er meget flinke og siger meget bestemt, at lige så snart jeg kan, så skal jeg rejse mig op. 

Det virker som en helt uoverskuelig opgave. Jeg er helt smadret i mine ben og føler næsten, at de er låst i den eneste behagelige stilling dernede på alle 4. 

 

Jeg skal ligge ned på båren. Jeg skal vælge, om jeg vil ligge på ryggen eller siden. Jeg ville allerhelst tilbage på alle 4, men det må jeg ikke. Så jeg lægger mig op på siden, og de pakker mig ind i nogle tæpper og spænder mig fast og kører. Her er klokken 17.08

 

Min mor kører ikke med. Hun siger, at Mick møder mig på hospitalet. Jeg må fortælle mig selv, at det nok skal gå. “Heldigvis” er jeg i så mange smerter og koncentration, at jeg end ikke kan overskue at se ambulancemændenes ansigter. Jeg føler mig lidt alene, men det skal nok gå. 

 

Nu begynder en af de længste køreture i mit liv. Under en af de første veer i ambulancen siger manden, at jeg ikke skal presse og at jeg skal slå koldt vand i blodet for det er slet ikke tid til, at jeg skal føde endnu. Han nævner dog også, at jeg altså ikke skal være nervøs, da han og hans makker har prøvet at tage imod mindst 10 babyer, så jeg er i gode hænder. 

 

Jeg tænker, han må have slugt søm. Ikke presse?! Min krop åbner sig fuldstændig uden nogen som helst mulighed for, at jeg kan have kontrol over det ved hver ve. Det var tydeligt, at han bestemt ikke havde prøvet at have veer.

 

Han er ret flink og siger, at jeg vil mærke det, som om jeg skal af med noget afføring, og at det bare er kroppen, som tømmer sig, og at jeg ikke behøver at holde igen. Jeg tænker med det samme, at det sgu er godt, han siger det, for jeg ville ikke ane, hvordan jeg i hele hule helvede skulle kunne holde igen på det her intercitytog, som gentagende gange kører ind over min krop. 

 

Puha de veer der gør skide ondt nu. Det føles ærlig talt som om ens underliv er ved at sprætte en op indefra. Jeg har en ide om, at jeg tydeligt kan mærke, hvordan min livmoderhals åbner sig mere og mere ved hver ve. Veen føles på en måde som om den tvinger livmoderen åben på vid gab og derefter også røvhullet. Jeg forsøger at finde en rytme i min vejrtrækning, men den måde veerne ruller ind over mig, gør det virkeligt svært. Den stakkels ambulancemand forsøger at trykke mig på lænden men det føles mere som et nus end et tryk, så jeg siger hurtigt, at det kan han sgu godt droppe. 

 

Jeg tror, at jeg ligger sådan med hovedet mod sidedøren. Der er i hvert fald en hvid væg med et hjørne. Sådan et meget rundt hjørne. Jeg fikserer mine øjne på en streg og nyder pauserne mellem veerne. 

 

Ambulancebåren har heldigvis en hård kant, så jeg presser min lænd mod kanten og forsøger at lindre min egen smerte en smule. 

 

Nu begynder det sgu at spænde til. Ved hver ve er det som om noget rundt (jeg forestiller mig en tennisbold) smutter længere ned i livmoderhalsen og lidt op igen. 

Hvornår fanden er vi der?! Ambulancemanden spørger sin makker, som kører bilen og meddeler mig, at der er omkring 10 minutter tilbage. Fuck tænker jeg. Jeg siger, at han gerne må tælle lidt ned. 

 

Det glemmer han selvfølgelig alt om. Heldigvis for ham er der ikke længere så lange pauser mellem veerne, så jeg har ikke mulighed for at snakke og klage min nød meget længere. Nu er veerne så kraftige og ”bolden” så langt nede, at jeg ikke kan holde benene samlet under en ve længere. ”Fuck!!!” tænker jeg for hundredesyttende gang. 

 

Så er vi der og ambulancen holder stille. Fandeme så om de ikke begynder at arbejde på at dække mig lidt mere til. Hvad fanden tænker de på?! Lad os nu komme afsted. 

 

De kører mig ind i hospitalet, og jeg ser, at vi er i stueetagen på Roskilde. Heldigvis er der ikke særlig mange omkring caféen på grund af corona. 

De trykker på knappen til elevatoren. De stiller sig fandeme i kø bag en mand. De må være helt fra den de her mænd. Komplet idioter. Ham foran os siger heldigvis, at vi bare skal tage den første elevator. 

 

Det gør vi så og sikkert og beslutsomt kører de mig ind på fødegangen. Vi skal være på en af de første stuer. I min journal står der, at vi ankommer 1750. 

 

Jeg arbejder lidt på at komme fra ambulance båren og over på sengen. Jeg skal lige finde balancen. Jeg vælter fra båren og over på alle 4 på fødesengen. Jeg mærker en varm klud, som de lige hurtigt tørrer mig bag i med. Den søde jordemoder som tager imod mig konstaterer hurtigt, at det er fødselsdagstid og meddeler mig, at jeg bare kan presse rigtigt med på næste ve. 

 

Som sagt så gjort. Det var jeg sgu klar til! Det var det, jeg havde forsøgt at få lov til i så lang tid nu og det føltes helt naturligt at nu var det pressetid. 

 

Jeg presser med den første ve, som jeg får der. Fuck fuck fuck det gør ondt! Er det det de kalder the ring of fire? Skal jeg seriøst presse så hårdt, at jeg går i stykker? Fuck det føltes som om den der runde bold smuttede tilbage op i mig. Jeg får stønnet og klynket lidt, at det gør ondt. Jordemoderen beroliger mig med, at det er okay, og at jeg gør det rigtig godt. Hun er generelt ret rolig hende jordemoderen. Det er lige, hvad jeg har brug for oven på al den panik og adrenalin, som farer rundt i kroppen på mig. 

Ved næste ve presser jeg igennem. Nu skal den baby fandeme ud! Jeg får presset hovedet ud og jordemoderen roser mig entusiastisk og minder mig om at trække vejret. 

 

Jeg husker at tænke: shit, det er surrealistisk det her og pis mig i øret hvor gør det ondt

 

I næste ve skal jeg presse resten af kroppen ud. I starten af veen er det, som om jeg ikke helt kan få aktiveret presset, og jeg får muligvis stønnet, at de skulle hive ”den” ud! Jordemoderen siger meget kortfattet nej, rolig. Og så får jeg ordentlig fat i veen og ud kommer han. Ifølge min journal er klokken her 17.59.

 

Jeg var så forvirret lige der. Hvad var det, der lige var sket? Vi var stadig forbundet via navlesnoren, men de rakte mig ham op imellem benene, og jeg så selv, at han var en dreng. Han var helt grå af fosterfedt og havde et meget aflangt baghoved lidt ligesom et rumvæsen. Fordi jeg fødte så tidligt skulle han undersøges af en børnelæge. Så han bliver ret hurtigt taget fra mig og hen på et undersøgelsesbord. Det er lidt vildt og mærkeligt på samme tid. Jeg havde vildt svært ved at være i mig selv på det tidspunkt. 

 

Imens han bliver undersøgt får jeg lov at låne afdelingens telefon. Jeg kom ind på hospitalet uden at have noget med overhovedet og uden en trevl på kroppen. 

Jeg kan slet ikke huske nogen som helst telefonnumre udover min mormor, som bliver mægtig glad og rørt og tror vi kan snakke og alt muligt. Men hun skal bare ringe videre til min mor, som skal ringe til min mand og spørge hvor han er. Som sagt så gjort og lidt efter ringer min mor tilbage og siger, at min mand er på vej op. 

 

Nu kan jeg godt mærke jeg mangler ham. Min søn er ovre på lægebordet. Han skal åbenbart have noget ilt. Jeg ligger helt selv på fødesengen.

 

Klokken kvart over seks føder jeg moderkagen. Det var slet ikke så slemt som jeg havde frygtet. Jeg får også endelig nogle tæpper over mig, da jeg er begyndt at fryse ret meget. 

 

Min mave er lidt som en ballon, der har tabt luft. Den er allerede helt blævret. 

 

Netop som de meddeler mig, at de vil tage min nye søn med op på neonatal afdelingen, kommer min mand ind ad døren. 

 

Jeg kan se på ham, at han er ret meget i chok. Han har i hvert fald meget store øjne. Og af en eller anden grund har han en taske med. Han har åbenbart brugt tid på at pakke tøj til mig. Det havde jeg virkelig svært ved at se pointen i. 

Jeg er måske lige lovlig kortfattet og siger bare hej og beder ham om at følge med vores søn. 

 

Det var min eneste tanke lige der. Vi skal passe på ham. Okay, måske var jeg også lidt skuffet over, at han ikke nåede at være der. Men ikke desto mindre rolig ved tanken om, at han fulgte med vores søn op på neonatal afdelingen. 

 

Det tager en evighed for de stakkels jordemødre at give mig de små syninger, som jeg skulle have. Jeg tror først, de kører mig op på neo ved en 22-22.30 tiden. Det var helt vildt lang tid. Og jeg var flere gange helt alene på fødestuen. 

 

Oppe på neo får jeg endelig vores lille dreng op på brystet. Han ligger godt nok både med c-pap og får noget ilt. Han ser helt mærkelig ud. Han har hue på og store slanger og noget i næsen, som trykker den helt flad. Men de siger, at han er flot og stor og nok skal klare sig. Vores lille dreng er 48 cm lang og vejer 2720 g. 

 

Derefter begyndte et langt sejt træk på neonatal afdelingen på Roskilde. Med mælkeudpumpning hver tredje time. Den første uge skulle han også have mad i sonde hver anden time. Han fik en lille infektion i navlen. Og han lå i lys mod gulsot i nogle dage. Han røg også ind og ud af c-pap. Han kunne simpelthen ikke både fordøje maden og trække vejret samtidigt. Men han lærte det, og 23 dage senere vendte vi snuden hjemad. 

 

Det var en helt anden start på babyboblen end jeg havde forventet. Og jeg skal ærligt indrømme, at det ikke var sådan, at jeg var helt færdig af kærlighed og græd lige, da han var kommet til verden. Selvom jeg var helt høj oven på fødslen og følte mig som supermand, så tog det mig et par dage at lande i følelsen. Jeg skulle ofte bruge hjælp til at tage ham op og i starten føltes det ikke helt som om, at det var min baby. Hver gang jeg var udenfor mens vi var indlagt, så jeg folk forlade hospitalet med deres små perfekte babyer. Der gik mere end 14 dage før jeg stod op med ham og holdt og vuggede ham. Før det var det næsten altid hurtigt op i sengen og så lig stille. Det var først de sidste par dage af indlæggelsen, at vi rigtigt lærte hinanden at kende, og jeg fik endelig følelsen af, at jeg godt kunne klare det – også uden sygeplejerskerne. Det føltes så befriende at give ham tøj på og sætte ham i autostolen og køre hjem. 

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. Hendes kommentar om hvordan moderen først tog sig af hunden, mens hun selv lå på alle fire i badeværelset, fik mig til st grine højt 😂

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven