mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – et brev til Vega

Det er – så vidt jeg husker – første gang at en fødselsberetning hos mig, kommer i dette format, men ikke desto mindre, så er jeg ret vild med det. Det er nærværende og kærligt og formidler på fineste vis, hvordan en fødsel sagtens kan være helt perfekt, selvom den ender ud helt anderledes en planlagt.

Kære Vega,

Det er nu 3 uger efter, at du er kommet til verden. Du ligger her ved siden af mig, svøbt i det sennepsgule uldtæppe din bedstemor har strikket til dig, og sover. Dine arme ligger over hovedet placeret ud fra hvert sit øre, og du siger de samme lyde som din storesøster Karla gjorde da hun var spæd. En lille hvinende lyd når du trækker vejret, den samme lyd som når du spiser. Følgende fødselsberetning er egentlig både skrevet til dig og til mig. Jeg vil altid kunne læse den og tænke tilbage på den fantastiske oplevelse det var at føde dig. Her vil jeg kunne mindes hvordan din far og jeg græd af stolthed da vi så dig for første gange, og jeg kan mindes hvordan fødslen føltes som en personlig sejr, da jeg oplevede kontrol og følte jeg var en aktiv del af det meste af fødslen. Noget jeg efter min første fødsel af din storesøster Karla erfarede ikke var givet. Du kan måske engang læse denne fødselsberetning, og vil da blive klar over hvordan du fra første minut berigede vores liv. Måske vil du også kunne læse den og herved finde mod og styrke når du måske engang selv står og skal føde. Min erfaring er nemlig at fødsler kan være skræmmende men, at de samtidig kan være det smukkeste og mest fantastiske du som kvinde kan opleve.

 

For mig begyndte optakten og tilløbet til fødslen af dig allerede den dag din far og jeg begyndte at snakke om, at vi var klar til at give Karla en lillesøster. Her stod jeg overfor det uundgåelige: Jeg skal føde igen. Fødslen af din storesøster Karla var på samme måde som med dig en fantastisk oplevelse, dog oplevede jeg, at alle mine drømme og tanker for den fødsel ikke blev opfyldt, og det skræmte mig, da jeg nu igen stod over for at skulle føde. Op til fødslen af Karla forberedte jeg mig mentalt, lavede daglige øvelser af vejrtrækning og forberedte mig på at ville være aktiv under fødslen ved at øve forskellige ve- og fødselsstillinger. Derudover havde jeg anskaffet mig fødekar og alt andet der kunne blive brugbart til den hjemmefødsel vi havde planlagt. Selve fødslen blev dog en anden oplevelse, da jeg med udrykning blev overflyttet til hospitalet på grund af grønt fostervand, ikke kom i vand som jeg drømte om, og dertil ikke følte at jeg havde overskud til på nogen måde at være aktiv under fødslen. Karla blev derfor født efter 1 time og 40 minutters presseveer, med mig liggende på siden i en hospitalsseng. For mig en virkelig voldsom og overvældende oplevelse, der på ingen måde mindede om det jeg havde drømt om eller forestillet mig. Så hvordan forbereder man sig på at skulle føde igen. Efter lang tids panik over fødslen der nærmede sig som dagene gik, og en voksende angst for igen at skulle ligge passiv på en hospitalsseng imens veerne rullede ind over mig, besluttede jeg mig for igen at forsøge at planlægge en hjemmefødsel og på at forberede mig mentalt og øve vejrtrækningsøvelser.

 

Her kommer så selve fødselsberetningen.

40+5 D. 17/10-20 omkring kl. 18, på min egen 26 års fødselsdag får jeg min første ve. Nu er det i gang og vi skal snart møde dig, lille Vega. Min mor, lillebror Mads og Jens var til fødselsdagsmiddag. En middag jeg ikke længere kunne samle mig om, grundet den spænding der begyndte at syde inden i mig. Men omgivelserne til den kommende hjemmefødsel der skulle foregå her midt i stuen hvor et stort fødekar stod og tronede, kunne ikke være bedre. Jeg satte mig på stuegulvet og havde mine veerne der stadig kom meget uregelmæssigt. Her var jeg omgivet af stearinlys og min egen familie, der sad ved spisebordet og nød en fødselsdagsmiddag for mig. Og måske også for dig, hvis du altså havde planer om at komme inden midnat. Min farmor – din oldemor – var også fra d. 17/10, og det kunne derfor være lidt sjovt hvis du også kom denne dag. Veerne var på dette tidspunkt endnu ikke smertefulde, men nev i lænden og sommetider over bækkenet på maven også. Jeg var under hver ve enormt opmærksom på det mentale arbejde der ligger i at føde, og huskede at gentage ’ja’ under veerne, i et ønske om at være åben og tage imod de veer der kom. De var velkomne for de skulle hjælpe dig til verden. Da min familie havde spist færdigt, tog Mads Karla og Jens under armen og gik over hvor de skulle overnatte. Min mor blev en times tid, og nød den specielle og spændte stemning der havde bygget sig op midt i vores stue. Planen var, at hun og din farmor skulle have været med under fødslen, men grundet Corona, var der skærpede regler og kun din far måtte deltage. Min mor gik og vi var nu alene og begyndte at time veerne. De kom forholdsmæssigt regelmæssigt nu, med 4 – 5 minutters mellemrum. Vi ringede til fødselsafdelingen som vil sende en jordemoder ud til os, da vi måtte forvente det pludseligt kunne gå stærkt da jeg var 2. gangs fødende. Jordemoderen var hos os omkring kl. 22, hun undersøgte mig og jeg var KUN omkring 2 cm åben. Rimelig nedslående nyhed, og jeg begyndte straks at frygte det hele ville gå i sig selv. Den enormt søde og dygtige jordemoder formåede dog at berolige mig og ville blive for at se tiden lidt an. Jeg skulle forsøge at tage den med ro og lade veerne komme til mig. 23.30 undersøgte hun mig igen – 3 cm åben. Ikke de store fremskridt, dog fremskridt. Jordemoderen konstaterede, at mine hinder stadig var meget tykke, og hun spåede, at der ikke kommer rigtigt gang i veerne før vandet går. Hun tilbyder derfor at tage vandet. Her panikker jeg lidt. Sidst var det da vandet gik og det var grønt, at jeg akut skulle overflyttes. En oplevelse jeg bestemt ikke havde lyst til skulle gentage sig. Dog så udsigterne lange ud hvis hun ikke tog vandet, og jeg havde mod på og lyst til, at der skulle ske større fremskridt i fødslen. Omkring midnat fik jeg derfor taget vandet… jeg mærker det går, og holder straks vejret. PLEASE, at det ikke er grønt. ”Vandet er så fint klart” udbryder jordemoderen og jeg hiver igen efter vejret. Lettet og glad. Jeg får mulighed for at føde hjemme. Sejr. Jeg får et lavement og din far begynder at fylde fødekaret. Vi kan begge mærke på jordemoderen, at hun har en formodning om, at det godt kan gå hurtigt nu. Timerne går, jeg har gode veer. Nogen niver mere end andre og jeg praktiserer ihærdigt min laborovejrtrækning under hver ve. Jeg går rundt i stuen mellem veerne og sætter mig enten i hug, skrædderstilling eller læner mig op ad spisebordet under hver ve. Jeg har fuld kontrol over det og synes endnu ikke, at veerne ikke er til at holde ud. Jordemoderen undersøger mig efter et par timer – 5 cm åben. En time senere og hun undersøger mig igen – stadig 5 cm. Det går langsommere end jeg havde regnet med og jeg kan mærke, at jeg langsomt mister overskud og tro på egne fødselsevner. Vandet siver stadig ind imellem og vi lægger nu mærke til en lille misfarvning. Vandet er grønt og vi skal overflyttes. Her går alt i sort for mig. Jeg kan ikke overskue mere og slet ikke en overflytning. Jeg kan ikke overskue at skulle ligge passiv og føde. Jordemoderen og din far en enormt støtte i dette øjeblik. Indtil nu havde jeg klaret veerne selv og havde ikke haft behov for støtte. Men nu havde jeg behov for deres støtte, og den gav de mig. Jordemoderen mente hertil, at hun havde en ide om, at grunden til, at jeg ikke åbnede mig mere, var fordi du stod skævt ned i mit bækken. Nu skulle vi på hospitalet og finde ud af hvordan vi kunne få skub i den her fødsel.

 

Kl. 05 d. 18/10 ankom vi til hospitalet. Ambulanceturen var udramatisk og jordemoderen sad hos mig under hele turen og guidede mig igennem veerne som nu virkelig var begyndt at nive. Måske også i takt med, at jeg følte mig hylet lidt ud af den grundet overflytningen og ikke længere havde samme overskud og kontrol under veerne. På hospitalet blev vi taget imod af en jordemoder jeg genkendte – hun havde fulgt mig under graviditeten. Jordemoderen som havde været hos os derhjemme, skulle desværre ikke være med længere. Ærligt var jeg ikke stor fan af hende den nye, og havde et par gange i løbet af graviditeten nævnt for din far, at jeg synes hendes attitude var irriterende. Det skulle vise sig, at kemien mellem os ikke blev bedre af, at jeg var i fødsel og på dette tidspunkt både presset og træt. Jeg var stadig kun 5 cm åben og planen var, at jeg skulle have en epidural for at kunne slappe lidt af, genvinde nogle kræfter og så forhåbentlig igen have energi til at få dig rigtigt ned i bækkenet, så jeg ville åbne mig mere. Epiduralen tog et par timer at få lagt. Disse to timer husker jeg som de mest pinefulde og hårde timer i fødslen af dig. Jeg havde kraftige veer med korte pauser imellem velvidende, at veerne ikke gjorde noget for mig. De åbnede mig ikke mere. Jeg fik tilbudt lattergas, hvilket gjorde mig omtåget og gav mig en følelse af at være på vej hjem fra en meget våd aften i byen. Dette var nok det mest opløftende i disse timer hvor jeg overværede den nye jordemoder stikke forkert i mig 4 gange, og din far i bidende tone bede hende hente en der kunne finde ud af at stikke korrekt.

Kl. 07: nu virkede epiduralen. Endelig. Anæstesilægen var kommet og bedt mig ligge stille under mine veer (hvilket jo er umuligt) imens hun stak en lang nål ind i ryggen på mig. Noget jeg normalt ville synes var skræmmende, men som under en fødsel virker som barnemad. Nu kunne jeg ligge og kigge på en skærm som viste mig, at jeg havde veer, imens jeg intet kunne mærke. GENIALT! For en kort stund havde jeg overskud til at snakke med din far, nå at grine af den uduelige jordemoder (ja, undskyld men kemien var der bare ikke) vi lige havde haft, og jeg kunne fortælle om min skæve oplevelse på lattergas. Nu skulle vi slappe af en times tid, og så skulle der lægges en ny plan. Din fars snorken lød straks fra hjørnet af stuen, og jeg forsøgte at blunde en smule. Dog var mine tanker på de foregående timers oplevelse og den oplevelse jeg havde i vente.

Kl. 08.15 kom en ny jordemoder ind. Der havde været vagtskifte og den nye jordemoder skulle forhåbentlig være med under fødslen af dig. Planen var, at jeg skulle have noget vedrop og så rundt i forskellige stillinger og øvelser i et håb om, at du så ville komme rigtigt ned.  Men først ville jordemoderen lige undersøge mig…

 

9 cm! Imens jeg havde slappet af og min krop havde fået ro i en time, havde jeg åbnet mig fra 5 til 9 cm. Halleluja. Nu er vi snart i mål. Jeg husker at være omtumlet, glad, lettet og mega forvirret. Jeg havde regnet med mange timers veer endnu, og nu stod jeg i stedet overfor snart at skulle føde dig. Noget svag i benene hjalp jordemoderen mig ud på toilettet, og herefter fik jeg vækket din far. Han var lige så forvirret som jeg havde været. ”Altså nu, skal du til at føde nu?”. Stående op af sengen, vrikkende fra side til side mærker jeg pludselig en pressetrang. Jeg kommer op i sengen, hvor jordemoderen instruerer mig i at ligge på siden og holde mit eget ben oppe. Den stilling jeg fødte Karla i efter 1 time og 40 minutters presseveer. Efter 2 presseveer i denne stilling, som jeg bare ikke føler fungerer da jeg har svært ved at få det rigtige pres på, beder jeg om at komme op på alle fire i sengen over en sækkepude. Hurtigt vender jeg mig rundt, og mærker nu en helt anden styrke under presseveerne. Jeg presser og føler at jeg har genfundet kontrollen. Efter 5 minutter i denne fase af fødslen, beder jordemoderen mig pludselig om at gispe midt under en presseve. Seriøst? Gispe? Men betyder det, at du er ved at komme ud nu. Og så mærker jeg den kendte ’burning ring of fire’. ”Gisp, pres, gisp, pres pres pres” instruerer jordemoderen. Og så kom der en lille gråd og jeg kigger ned imellem mine ben og der hænger du med hovedet ude. Så surrealistisk og samtidig enormt komisk, at der hænger et lille hoved ud af mig. På næste ve presser jeg din krop ud, og jeg tager selv imod dig mellem mine ben, kommer om på ryggen og får dig op på maven. Kl. 09.24 d. 18/10-20 kom du til verden. Og så bryder jeg helt sammen i gråd, og din far med. Wow en oplevelse. Jeg overvældes af så mange følelser: Jeg er enormt lettet over, at fødslen er overstået, enormt lykkelig over selve fødselsoplevelsen, kæmpe stolt over med så meget styrke og kontrol lige at have født dig og så selvfølgelig overvældet med kærlighed over, at du er hos os nu og har beriget vores lille familie.

 

Her er altså historien om fødslen af dig, som på mange måder ikke blev det jeg drømte om med hjemmefødsel i badekar uden smertelindring, men som blev så meget andet. For mig var det den helt rigtige fødselsoplevelse. Jeg følte, at jeg gennem næsten hele fødslen havde kontrol og overskud under veerne. Det her er en oplevelse jeg ville gøre igen og igen – bare for at nå til det øjeblik hvor du hænger der mellem mine ben og derefter kommer ud til os. Det er den vildeste og største oplevelse, sammen med fødslen af din storesøster Karla, som jeg nogensinde vil få. Tak for dig – og tak for at du har beriget vores liv.  

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven