mo

Find de populære bøger og hudplejeprodukter i webshoppen

Fødselsfredag – en førstegangsfødsel

På et tidspunkt, sådan hen imod de 8-9 centimeter, beskriver kvinden, hvordan hun blev helt modløs. Hun har formentligt følt sig ganske alene i verden og ude af stand til at kunne håndtere mere smerte. Hun var træt, udmattet og forpint. Lige akkurat som langt, langt de fleste andre fødende er det på akkurat dette tidspunkt, hvis ikke de er bedøvede af en epiduralblokade. De fleste oplever nemlig at føle trang til at give op, når slutspurten sætter ind, inden pressefasen. Fordi det er så skide hårdt. Men heldigvis kommer alle igennem det, og kvinden her, ja, hun klarede sør’me godt nok skærene sejt!
Hun lagde sin beretning således ud:
Jeg har gennem hele min graviditet været ret cool med, at skulle presse et barn ud  af “den” dernede. Og jeg har egentlig hele tiden gået at tænkt, at “det ser vi på den dag”. Selvfølgelig har jeg haft nogle ønsker omkring min fødsel, blandt andet at jeg gerne ville føde i vand og at jeg gerne selv ville tage imod hende. Omkring det med smertelindring har jeg også haft det sådan, at vi ser på det når tid er, hvad der er nødvendigt. Jeg har ikke på noget tidspunkt tænkt, at jeg bare slet ingenting skulle have. Det har faktisk været dejligt ikke at have gået i 9 måneder (+ nogle dage) og have bekymret sig omkring fødslen, men i stedet for glædet sig til det. Og jeg må indrømme, at jeg faktisk har tænkt “hallo hvor ondt kan det lige gøre”, når folk har talt om fødsler. Jeg mindes at erindre, at jeg blev slemt overrasket, men det var også en del af min taktik/mindset – i stedet for at gå at være bange, så ville jeg hellere blive slemt overrasket. Nå… men nok om mine tanker omkring fødslen. Her kommer min fødselsberetning.
Lørdag morgen, 2 dage over termin, var jeg oppe meget tidligt for at skulle tisse. Jeg havde som sædvanligt ikke sovet hele natten pga. graviditetens mange finurligheder; blandt andet det at skulle tisse hele tiden og at jeg konstant var sulten. Jeg sidder på toilettet og tørrer mig efter jeg har tisset, da jeg ser lidt slim på papiret. Jeg tænker, at det nok bare er noget udflåd. Jeg stikker min fingre derned – jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg gør det – men jeg mærker noget meget tykt og slimet. Jeg trækker i det og trækker noget hvad der ligner en kæmpe snotklat ud og bliver helt glad, da jeg finder ud af at det sku nok er slimproppen der er gået. Jeg går i seng igen og vågner så op ad formiddagen og skal ud at tisse igen. Til min store overraskelse er der nu lidt blod på toiletpapiret og jeg bliver glad igen og tænker “yes! nu sker det meget snart!”. Jeg googler løs for at finde andre der har oplevet det samme og hvor lang tid der er gået fra, at de har oplevet de her ting, til de er gået i fødsel. Jeg går ind i stuen til min kæreste og fortæller ham om morgenens oplevelser. Han får meget store øjne og bestemmer sig for at blive hjemme den lørdag, i stedet for det han nu havde planlagt.
Vi går og venter hele lørdagen og ingenting sker der! Det bliver søndag og der er stadig ikke tegn på mere. Jeg har tilfældigvis haft “40 uger inden” til at ligge fremme i stuen. Min kæreste var blevet nysgerrig og havde læst lidt i den, hvilket resulterede i, at han tog ud at handle og kom hjem med en ananas, hindbærblad te og alt muligt andet, ha ha! Jeg blev beordret til at spise en hel ananas, så jeg var totalt flænset op i munden, derefter skulle jeg have 2 kopper af hindbærbladethe – og for det ikke skulle være løgn, så havde han forpestet hele aftensmaden med hvidløg! Efter alt det spisen bestemte han sig for, at nu var det tid til at skulle ud og gå på en masse trapper; er du gal jeg var færdig da vi kom hjem. [Til jer, der ikke har læst 40 Uger Inden, vil jeg bare lige slå fast, at jeg i bogen kommer med forskellige tips til igangsættelse af fødslen – hvor jeg altså ikke anbefaler trappegang og deslige. Det må være mandens egen fri fortolkning. Kh Cana].
Vi går i seng lørdag aften og jeg tænker at der nok ikke sker noget foreløbig, da der ikke er tegn på noget som helst. Men… Natten til mandag blev jeg klogere.
Jeg står op omkring kl.02 da jeg som sædvanlig skal tisse igen igen igen… Efter jeg har tisset, har jeg  ladet mine trusser ligge på badeværelses gulvet og går derefter ud i køkkenet, for liige at få en tår kakao inden jeg igen hopper under dynen. Da jeg står foran køleskabet og åbner det, kan jeg mærke, at jeg pludselig står og drypper på gulvet (og det var ikke kakao…). Jeg får en ide om, at det måske kunne være forstervand, så jeg kravler da lige ned på gulvet for først at lugte til det, da jeg har læst, at forstervand lugter lidt af sæd. Jeg blev ikke klogere, men fik da tørret det op. Jeg tager derefter et bind på, for at finde ud af om det er, hvad jeg tror det er. Jeg sætter mig på en yogabold og hopper lidt op og ned på den. Jeg rejser mig derefter og kan nu mærke at bindet bliver varmt og fyldt. Jeg begynder ca. 30 min senere at mærke noget, som jeg tror er veer. Jeg griber min telefon og åbner appen hvor jeg kan tage tid. De er ikke regelmæssige overhovedet, men de er der! Jubii nu sker der endelig noget!
Jeg går lige og overvejer lidt hvad jeg nu skal… Skal jeg vække min kæreste nu, eller skal jeg ringe til fødegangen først, eller hvad gør jeg lige. Jeg beslutter mig for at ringe til fødegangen først. Jeg kommer til at snakke med en meget sød jordemoder og vi aftaler, at hvis veerne ikke er blevet mere regelmæssige så skal jeg komme ind på fødegangen kl.7.30. Klokken er på nuværende tidspunkt omkring 3 og jeg går ind og vækker min kæreste. Han får meget store øjne og går ud og laver “morgenkaffe” med det samme. Vi har et badekar herhjemme, som vi får fyldt op og lavet 37 grader varmt og jeg hopper deri. Der kommer ret hurtigt flere veer og jeg bruger min vejrtrækning det bedste jeg har lært, imens min kæreste sidder foran mig på yogabolden, med sin “morgenkaffe” og ve-timeren. Jeg har ikke rigtig nogen tidsfornemmelse mens jeg sidder der i vandet, men veerne er ret heftige!
Klokken bliver omkring 05.00 vil jeg tro, og det er ligesom om, at pauserne mellem veerne ikke kommer op på mere end de 2 min og veerne varer ca. 1 min. Jeg footæller min kæreste at der skal være 3 min mellem veerne og det er der jo ikke endnu, men han ringer lige til fødegangen. I mellemtiden er jeg kommet op af badet, da jeg flere gange pludselig skal på toilettet og lave nr.2… Veerne er nu så heftige, at jeg ikke kan være i mig selv!! Jordmoderen fortæller min kæreste, at det er super godt med to minutter imellem veerne, så hun siger, at vi gerne må komme derind nu. Jeg har på daværende tidspunkt meget ondt og er forvirret over at vi allerede skal afsted, da jeg jo er førstegangsfødende. Jeg havde regnet med at skulle tilbringe mange timer hjemme med veer og ikke kun de 2 timer, som vi var hjemme. Vi når ind på fødegangen omkring kl. 05.45 og da vi rammer modtagelsen skal jeg kaste op! Jeg havde kvalme hjemmefra, så jeg havde selvfølgelig sørget for, at have en Rema pose med hvis det nu skulle ske og det gjorde det! Posen var så utæt, så min kæreste fik lidt bræk på sine sko (ups!). Jeg bliver undersøgt og er 5 cm åben. Der går ikke ret længe før vi bliver vist op på fødegangen og kommer ind på en fødestue. Der er vagtskifte og vi fik den sødeste jordemoder; er så glad og taknemmelig for at det lige blev hende, som skulle hjælpe os.
Jeg kommer i badekar og veerne bliver heftigere og heftigere, vi prøver med lidt akupunktur, men det er som om, at det bare er mere til gene end gavn, så de bliver pillet ud igen.  Jeg har igen ingen tidsfornemmelse, mens jeg sidder i karret, men føler på en eller anden måde, at der er gået ret lang tid! Jeg bliver undersøgt igen og er nu 7 cm åben og jeg tænkte “ikke mere end 7 cm!? nå…” men jeg fortsætter med min vejrtrækning. Jeg kommer op af karret en del gange for at blive undersøgt, men også for at tisse på en bækkenstol. På et tidspunkt bliver jeg modløs og siger, at jeg ikke vil mere og at det aldrig nogensinde holder op! Den søde jordemoder forsikrer mig om, at det nok skal holde op, når hun er født. Hun tager en beslutning om, at jeg nu skal en tur op på briksen og foreslår mig lattergas, jeg kan ikke huske om jeg takker ja, eller om det er min kæreste der siger ja til det, men lattergas det får jeg hvert fald. Jeg var simpelthen så høflig under hele forløbet og sagde både “ja tak” og “nej tak” og bandede kun 1 gang! Lattergassen virker rigtig godt, når nu jeg ikke kunne få andet. Men jeg havde dog ikke den samme oplevelse som mange andre har omkring det, at have det sjovt. Måske det var fordi jeg havde 5 veer pr. 10 min! Det føltes som om der ikke var nogen pauser mellem veerne. Det var absolut det hårdeste ved fødslen. Jeg ligger på briksen og jordmoderen konstaterer at jeg nu er 9,5 cm åben. Begejstringen ville ingen ende tage, for min kæreste og svigerinde, som også var med 🙂 kan huske at de sagde “nu kommer hun snart”… Jeg var vist bare mere “ligeglad” og de fandt også ud af, at de bestemt ikke skulle prøve at fjerne masken med lattergas! Jordmoderen fortæller at hun lige vil forsøge at hjælpe det sidste på vej, så hun stikker fingeren op og gør et eller andet og jeg får så en ve oveni! Aldrig har jeg da prøvet noget som gjorde så ondt. Det lykkedes hende desværre ikke, så hun fortæller at jeg nu først skal ligge på den ene side og have 4 veer og derefter gentager vi med den anden side og så er hun helt sikker på at hun er klar til at komme ud.
Vi når til pressefasen og der bliver langsomt skruet ned for lattergasen og jeg skal nu til at presse. Jeg kan huske at jeg synes det var lidt svært at vide, hvor hårdt man skulle presse osv. men jordmoderen var så god til hele vejen igennem at guide og fortælle hvad der nu skulle ske. På intet tidspunkt følte jeg mig utryg eller var bange for noget som helst. Jeg var “kun” forpint af alle de veer. Jeg var heller ikke bange for at briste. Pressefasen stod på i 43 min i alt. Jordemoderen siger til mig at “nu er det dig der bestemmer hvornår hun skal komme ud”. Jeg presser og presser og er stadig lidt i tvivl om hvor hårdt jeg “må” presse. Da det har stået på et stykke tid siger hun “prøv at stikke fingrene ned og mærk hovedet”, det gør jeg og jeg kan mærke hovedet. Derefter siger hun til min kæreste og jeg: “giv lige hinanden et kys og så kommer jeres lille pige lige om lidt”. Og hun havde ret. Jeg presser igen, ud kommer hun og jeg løfter hende selv op til mig. Klokken 12.37 kom hun til verden, på en solskinsmandag i september.
Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven