mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Tid til eftertanke #87

Som de af jer der følger med ovre på min instagramprofil allerede har set, så kan jeg fortælle, at vi simpelthen er taget på ferie. I dét øjeblik det gik op for os at udenrigsministeriet tillod alle rejser til Grækenland, huggede vi til og bestilte en vaskeægte charterrejse til fetaostens vidunderlige land. Vi blev varslet “stikprøve-covid-19-tests” i lufthavnen ved ankomst, hvilket viste sig at betyde “vi-tester-én-per-familie”. Som for vores vedkommende altså betød at jeg blev testet kort efter ankomst – med negativt resultat, heldigvis. Selvom det var lidt voldsomt at blive testet på dén måde – i en lang kø i lufthavnen, hvor der sad en sygeplejerske og testede os allesammen, med 5 sekunders interval. Ja, seriøst. Der gik ikke mere end fem sekunder fra den ene person havde sagt “arrhhh” til den næste person satte sig og gabte op, så der var ingen tid til forklaring, spørgsmål eller “nu mærker du lige vatpinden i halsen”. Det var bare åbn-rode-rundt-brækfornemmelser-luk-videre. Til gengæld var det jo ligeså hurtigt overstået som det var ubehageligt og jeg synes faktisk at det var enormt rart at mærke, allerede fra start, at der blev taget seriøse forholdsregler, for at vi bedst muligt kan passe på hinanden allesammen. I det hele taget synes jeg det virker som om der er ret godt tjek på det hernede. Man må gerne færdes offentligt uden mundbind, men i butikker og taxaer skal de på, ligesom alt serveringspersonale på hoteller og restauranter også har dem på. Det har vitterligt ikke været noget problem og det har alt i alt været en rigtigt god oplevelse.


Ugens højdepunkt er selvfølgelig vores ferie. Det er selvfølgelig også det eneste, vi har foretaget os siden mandag morgen klokken 8.00 da vi satte kursen mod lufthavnen. Men ikke desto mindre, så har det altså været et højdepunkt ud over det sædvanlige. For hold nu op, hvor har det været en dejlig ferie! Tiltrængt, vidunderlig, smuk, hyggelig, afslappende, varm, dejlig og på mange måder helt perfekt. Okay, der har også været et par dage med regn, men de er for længst glemt – og vi havde heldigvis en computer med, så vi kunne se film på værelset imens regnen silede.

Jeg smilede mest da vi alle fire sprang om bord i sådan en gummifætter, der blev spændt efter en lynhurtig speed-båd, og susede afsted henover vandet. Drengene hvinede, jeg skreg og vi grinede indtil mavemusklerne gik i krampe over det. Shit, hvor var det sjovt!

Ugens lavpunkt har været at Peter, det lille myr, har fået et gigantisk insektstik i panden, som har gjort at han ligner én af karaktererne fra Lilo & Stitch. Da det var værst, var panden flere centimeter tyk, næsen bred og øjnene var så hævede at han stort set kun kunne se ud af det ene.

Det gode ved det er at han heldigvis ikke har været synderligt påvirket af det. Han mente bare det var sejt at “ligne en alien” som han selv proklamerede at gøre.

Jeg har haft det bedst med at iføre mig bikini! Og min kæmpestore, spraglede kjole (reklamelink) fra H&M som jeg købte i sommer. Jeg havde egentlig forventet at jeg ville komme til at bo i den hele sommeren, men fordi den er noget nær umulig at cykle i, så har det mest af alt bare hængt i skabet. Indtil nu, hvor jeg har taget revanche og skambrugt den stort set hver dag.

Det bedste jeg har spist er selvfølgelig græsk salat! Åh, hvor jeg dog elsker græsk salat, når det er lavet med friske, lækre råvarer og serveret i dejligt solskinsvejr. Den bedste jeg har fået, er faktisk dén de serverer på vores hotel – Parga Beach. Og tzatziki med friskbagt pita. Jeg. Er. Fan.

Det bedste jeg har set er Den Store Bagedyst, som vi sad i sengen og så allesammen lørdag aften. Kæft, det var hyggeligt! Overvejer nærmest om man skulle skippe fjernsynet derhjemme til fordel for en computer i sengen, for det er altså bare hyggeligt at fællesputte under dynen, når man ser flimmerkasse! (Selvom jeg tidligere har levet lykkeligt uden fjernsyn i årevis, ved jeg, at det aldrig kommer til at ske. Til det elsker Simon simpelthen sin Playstation for højt.)

I næste uge ser jeg frem til at finde ud af om det bliver til noget med den der lejlighed, som jeg også nævnte i sidste uge….

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Åh altså, Parga – suk. Absolut det hyggeligste sted vi har været i Grækenland. SAVNER årets Grækenlandsferie – eller ja, at rejse i det hele taget… Hvem rejste I med nu, kan ikke finde rejser til Parga på nuværende tidspunkt nogen steder?

    1. Vi rejste med Apollo – sådan en fin oplevelse. Men det var deres sidste uge dernede i år, så de rejser først igen næste år <3

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven