mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – hjemmefødsel, solopgange og ambulancereddere

Lige udover et solidt “undskyld” for at have syltet den korrekte ugedag, og således udgive fødselsfredag på en lørdag, så vil jeg ikke sige så meget om denne uges fødselsberetning. Ikke andet end at jeg synes den er fantastisk og at du roligt kan glæde dig til den.

42 timer med veer

2 flotte solopgange og lige så imponerende solnedgange

4 forskellige jordemødre

2 ambulancereddere

Og i sidste ende én, virkelig dejlig lille pige på 3010g og 47cm, der kom til verden 39+5.

Det er min første fødsel i overskrifter. En i øvrigt virkelig god oplevelse, der foregik derhjemme.

 

Generelt havde det været en god graviditet. Bortset fra ondt i bækkenet fra ca. uge 20, havde jeg stort set ingen gener – altså, udover det med halsbrand, rastløse ben, søvnløshed, konstant tissetrang, ømt korpus, træthed og næseblod, der vist ligesom bare er en del af pakken.

 

Forud for fødslen havde jeg læst mange fødselsberetninger, diverse artikler m.m. men derudover ikke forberedt mig. Jeg følte mig ok klar og spændt, omend jeg ikke ligefrem glædede mig. Tænkte mere fødslen som et konkret stykke fysisk arbejde, der jo altså skulle klares. Og så havde jeg brugt søvnløsheden på at lave massevis af knibeøvelser hver nat!

Vi havde planlagt hjemmefødsel og jeg var noget spændt på hvor meget jeg ville forstyrre naboerne, som vi havde sørget for at advare.

 

Veerne gik i gang kl. 2 om natten mellem en tirsdag og en onsdag, da jeg var 39+4, uden der havde været noget særligt i løbet af dagen. Jeg var endnu ikke faldet i søvn, da det startede som en murren i underlivet. Efter omtrent et kvarter var jeg ikke i tvivl. Der kom veer, de varede ca. 30 sekunder og de kom temmelig regelmæssigt med ca. 5 min mellem. Veerne bed for meget til at jeg kunne sove, men var ikke overvældende, så jeg satte mig i en gyngestol i stuen med musik i ørerne. Sjældent har jeg været så mindfull som den nat, hvor jeg bare sad og var og gjorde mit bedste for at slappe af. Når jeg altså ikke lige skulle tisse, hvilket var ret ofte, men der opdagede jeg også lidt blod og ret imponerende mængder slim, der manede den sidste tvivl i jorden om, at nu var vi altså i gang.

 

Kl. lidt over seks vågnede min mand, Kasper og så, at jeg var væk fra sengen. Han fandt mig i stuen og vi var begge lidt ved siden af os selv i spænding og begejstring over at skulle møde den lille pige vi havde bygget. Der var en fantastisk smuk, frostklar solopgang uden for imens og han tog et billede af mig mellem veer på vores altan, hvor jeg står med stjerner i øjnene.

 

Vi ringede til fødemodtagelsen og fortalte at der var noget i gang. Her fik vi at vide at der også var en anden hjemmefødsel i gang, så det var usikkert præcis hvilken jordemoder, der ville komme ud til os. Det betød at der lidt senere var to forskellige jordemødre, der med kort mellemrum ringede til os for at høre status og give os råd om at få slappet af, spist etc. Udover at det føltes lidt fjollet at svare på det samme to gange, var det fint at have hilst på begge. Kasper gik efter snacks og så slog vi ellers lejr på sofaen med boligprogrammer på tv’et. Omkring frokost var det stadig regelmæssige veer med 5 min mellem, men stadig kun ca. 45 sek. lange. Den jordemoder, der var endt med at have os, kom ud for at kigge til os omkring kl. 14 – der havde jeg haft veer i 12 timer og var sikker på det var godt i gang. Det var lidt nedslående, da meldingen så var, at jeg var en lillefinger åbent og stadig havde 1,5 cm livmoderhals tilbage. Her havde jeg veer, det bedste jeg havde lært og så var det åbenbart, hvad det kunne blive til. Jordemoderen var dog vældig sød og sørgede for, at jeg bevarede gåpåmodet. Hun blev hængende et par timer for at se om der kom mere fart på (.. det gjorde der ikke) og tog så afsted igen, med råd til os om at tage ind til hospitalet og få lidt smertestillende og en sovepille, så jeg kunne få lidt søvn.

 

Vi kørte afsted og det kvarter i bil var markant længere end det plejer. På hospitalet var der ventetid og travlhed – præcis grundene til at vi havde valgt hjemmefødsel. Vi ventede på verdens hårdeste bænk, hvor jeg for første gang synes, det var svært at være i veerne og slappe af.

Så kom vi dog ind i et undersøgelseslokale med en virkeligt sød jordemoder, der kørte en CTG, konstaterede at alt var i skønneste orden og gav mig det clickmix af piller vi var kommet efter. Der var kl 17. Vi kørte hjem (også en lang tur) og fik ca. halvanden times tiltrængt søvn – og vågnede op med udsigt fra sengen til en fantastisk smuk solnedgang.

 

Hver gang der kom en ve, fokuserede jeg på et punkt – en sky, hjørnet på huset på den anden side af vejen, noget i reolen ved siden af sengen og trak vejret og talte vejrtrækningerne. Visualisering virkede slet ikke for mig og veerne føltes voldsommere, hvis jeg lukkede øjnene. Da veerne blev længere og mere kraftige, fik jeg også brug for et hårdt tryk mod min lænd.

 

Efter luren var veerne længere – men nu var der ca. 10 min mellem. Det betød så at jeg (og Kasper) kunne døse mellem dem. Efter nogle vågne timer gik natten gik derfor i mini intervaller af søvn og veer. Næste morgen fik vi endnu en betagende solopgang, der langsomt fyldte lejligheden med solskin, inden vi rykkede tilbage ind på sofaen og igen tændte for tv’et. Jeg var dog holdt op med at følge så meget med.

Gennem alle timerne med veer sørgede Kasper for saft, vand, yoghurt, frugt, slik og suppe, samt for at udfordre mig til liige at spise/drikke lidt mere, så jeg faktisk fik spist og drukket helt godt.

 

Torsdag formiddag, ca. 30 timer efter veerne var startet, kom en ny jordemoder ud. En venlig og erfaren dame, som gav os oplevelsen af at have fået en ”rigtig” voksen med på holdet. Jeg havde stadig ikke for meget fart på: Knap 2 cm åben og med 0,5 cm livmoderhals. Utroligt nok var jeg egentlig i fint humør stadig og havde overskud i alle pauserne. Jeg talte i hele sætninger og kunne joke med, at godt nok var jeg langsom til at føde, men til gengæld kunne jeg stadig selv klippe mine tånegle, hvis jeg ville, og det synes jeg jo nok var temmelig imponerende. Jeg kastede godt nok op, lige da jordemoderen kom, men tog det mest som et godt tegn. Det eneste lidt uoverskuelige var at gå ud for at tisse, fordi jeg konsekvent fik en ve når jeg sad dér, men der var ligesom ingen vej uden om.

 

Jordemoderen lærte Kasper at lave varmepuder ved hjælp af håndklæder og mikrobølgeovn inden hun kørte igen og det var et kæmpe hit. Sådan en på maven og en på lænden, mens jeg lå på siden i sengen, Kaspers fingre hårdt i lænden og så kunne veerne bare rulle.

 

Så gik torsdagen.

 

Omkring kl 17 ringede jordemoderen igen for at høre status og jo, veerne var da blevet noget længere men vi var stadig ved godt mod og i overskud i pauserne. Jeg sagde stadig heller ikke noget under veerne, trak bare vejret og talte indvendig.

Tyve min efter at vi havde talt med hende kom veerne dog stærkere og tættere, så vi ringede tilbage, for nu kunne vi godt bruge den der voksne til at hjælpe. Kl. 18 var hun fremme, konstaterede at jeg var 7 cm åben og med en helt spændt fosterhinde. Jeg var helt høj på at være så langt og spurgte hende om hun troede, vi ville nå fødselsdag på denne side af midnat og det mente hun nok.

 

Kort efter fik jeg følelsen af en vandballon, der sagde plop oppe mellem benene på mig og en varm skylle af vand kom ud. Herfra gik det stærkt. Nu var der stort set ingen ophold mellem veerne og da jeg forsøgte at gå i karbad for at lindre dem, var det bare værre og turen tilbage i sengen var lang! Det var noget med at sætte mig på knæ i badekarret, tage en ve, stille mig op, tage en ve, stå ud af badekaret, tage en ve osv. Her holdt jeg også op med at tale i hele sætninger og sagde bare ”ve!” når de startede, så Kasper kunne trykke mig i lænden. I badekarret havde jeg selv oplevelsen af at klage mig temmelig meget, men i realiteten fik jeg vist mest bare sagt et enkelt av.

 

Kvart i otte fik jeg pressetrang, hvilket jeg helt forvirret sagde højt. Jordemoderen sagde roligt, at så kunne jeg bare presse lidt med, som det føltes naturligt. Javel. Det forsøgte jeg så. Og kort efter var der kraftige presseveer. Jordemoderen holdt øje med barnets hjertelyd og kl. otte tog den et ret stort dyk. Kasper og hende fik øjenkontakt og han fortalte efter, at han slet ikke var i tvivl om at hun blev bekymret der. Hun ringede til Falck og bad dem komme NU, så vi kunne blive flyttet, hvis ikke jeg fik født i en vis fart. Jeg opdagede ikke at stemningen skiftede, jeg havde bare oplevelsen af at være helt optaget af et hårdt, fysisk arbejde. Jordemoderen guidede mig til at presse og give mere af mig selv, end jeg på nogen måde troede jeg havde kræfter til. Jeg kunne mærke hvordan vores lille pige gled længere og længere ned, men lidt tilbage mellem veerne. Hendes hjertelyd rettede sig allerede på næste måling noget, men jordemoderen havde hænderne godt oppe i mig, selvom jeg brokkede mig lidt over, at det ikke føltes så rart, for at hjælpe hende hurtigst muligt ud. Jordemoderen fortalte efterfølgende at hun lige der også overvejede at give mig et seriøst klip. Hendes guiden og min pressen var dog effektive – efter i alt knap tyve min pressetid bad hun mig række ned, så jeg selv kunne tage imod. Jeg havde selv lukkede øjne på det her tidspunkt og fik fat under armene og rundt om brystkassen på et lille, varmt, fedtet og levende væsen. Kasper og jordemoderen fortalte efter, at hun kom op med armene hævet, som havde hun lige vundet og kiggede sig omkring helt roligt med mørke øjne. I næste øjeblik fødte jeg benene og hun kom op på brystkassen af mig med et lille vræl. Så fin og perfekt, med en bule i baghovedet fra fødslen, men derudover helt uden at være blevet mast. Født klokken 20.08.

 

Jordemoderen gik i køkkenet for at varme et håndklæde mere og i næste sekund ringede ambulanceredderne på. De to reddere kom ind, helt tydeligt i fuldstændig ”handlings-og-redde-liv-mode” og blev helt forvirrede ved at jeg, Kasper og vores lille pige bare lå der, helt fredelige og tårevædede i sengen – stadig med navlesnoren uklippet og mig nøgen, bortset fra vores pige og et håndklæde over hende. Og vi havde det godt og altså gerne ville takke nej tak til at komme med. Den ene redder havde kørt ambulance i 35 år uden at opleve en fødsel i ambulancen og havde troet at det ville han nu, men der måtte vi jo så skuffe ham. Redderne var vældig søde, ønskede tillykke med fødselsdagen, gik lidt rundt om sig selv og tog så afsted igen. På en eller anden måde virkede det bare fint at der var flere, der fik sagt tillykke lige der og ikke som noget særlig dramatisk.

 

Kort efter fødte jeg moderkagen, fik et stik (som jeg brokkede mig mere over end over veerne – jeg synes, jeg var færdig med ting, der skulle gøre ondt og den sved!) og fire sting.

 

Jordemoderen ryddede op og blev et par timer, hvor vi også fik talt om fødslen og at hun bl.a. ringede efter ambulancen netop fordi jeg var førstegangsfødende og at det derfor ikke var sikkert jeg kunne føde hurtigt nok, men jo som et udtryk for livrem og seler. Vores lille pige blev målt, vejet og (ikke mindst) lærte vi lige at give ble på inden jordemoderen tog afsted.

Så sad vi der, en ny lille træt og lykkelig familie på 3. Der var det virkelig fantastisk at have været derhjemme undervejs, så vi ingen steder skulle og ingen behøvede at få bukser på. Og naboerne var ikke engang blev forstyrret undervejs.

 

 

 

 

 

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven