mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – en maratonfødsel

Vi kommer ikke udenom, at kvinder der – på den ene eller den anden måde – føder børn, er seje. Pisse-seje, faktisk. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at en kvinde som hende der har skrevet denne uges fødselsberetning, er en lille smule ekstra-sej! Ikke alene har hun født et barn – hun har også gjort det efter ulideligt mange timer med veer og efter i en periode af fødslen ikke at have sovet i 50 timer! HALVTREDS! Det er fuldstændigt vildt ikke at have sovet så længe – og så lige klare en fødsel efterfølgende – og jeg bøjer mig dybt i støvet for, at hun er kommet igennem det hele med forstanden i behold. Tag rigtigt godt imod en sej – og lang fødselsberetning, som kvinden selv kalder for en maratonfødsel. Deraf overskriften.

Jeg mødte min kæreste i sensommeren 2015 og blev uplanlagt gravid ca. 3 måneder efter. Da vi lige var kommet os ovenpå overraskelsen, var vi meget glade for situationen og udsigten til at få et barn og starte en familie sammen.

Jeg havde verdens nemmeste graviditet uden kvalme eller andre gener. Kunne løbetræne frem til 8. måned og havde heller ingen problemer med at deltage i det praktiske, da vi skulle flytte sammen en måneds tid før termin.

Fordi det hele var gået så stærkt, ville jeg ikke have noget imod at gå over tid. Så ville jeg have tid til lige at lande og slappe af mit nye hjem, men satte heller ikke næsen op efter det, da min mor havde født sine tre børn lidt før termin.

Fødslen startede onsdag aften den 31. august 2016. Dagen før termin. Jeg lå på sofaen og begyndte at få lidt ondt i maven. Da maveknebene var kommet og gået 5-6 gange i løbet af en halv times tid, blev jeg enig med mig selv om, at det nok var begyndende veer. Jeg havde ikke sagt noget til min kæreste, mens vi lå sammen på sofaen, så vi gjorde os klar til at gå i seng som normalt. Da vi lå i sengen, fortalte jeg ham at jeg troede at fødslen var gået i gang. Jeg faldt ikke i søvn, for veerne fortsatte. I løbet af natten begyndte min kæreste at tage tid på dem. De var rimeligt regelmæssige fra starten af, mellem 4 og 8 minutter imellem og de varer ret konsekvent 1 minut. Dette fortsætter hele natten og smerterne tager til i styrke. Min kæreste pakker de ting vi mangler i liften og tasken vi skal have med på sygehuset. Vi ringede også til fødegangen et par gange og ud på morgenen, torsdag den 1. september (terminsdag), tog vi afsted til Roskilde Sygehus. Vi havde lånt svigermors bil, for hun var ude og rejse. Da vi ankom til sygehuset blev jeg undersøgt og var 1-2 cm åben. Jeg var således ikke i aktiv fødsel, men vi blev ikke sendt hjem igen, for jordemoderen vurderede at jeg havde gode, stærke veer, så jeg skulle nok snart nå dertil. Desværre tog hun fejl i den vurdering.

De næste ca. 30 timer lå jeg på fødestuen med regelmæssige veer med tiltagende styrke, men uden at åbne mig noget særligt – ca. 3 cm på 37 timer. I den tid prøvede vi forskellige ting for at sætte skub i det; gåtur, rebozo osv. Men jeg var træt og husker mest at jeg lå i hospitalssengen og skiftevis trak vejret ind i en lattergasmaske (under veerne) og (i pauserne) slubrede saftevand fra et glas med sugerør, som min kæreste var flittig til at sørge for at holde fyldt til mig. Han var også god til at varme varmepuder, som jeg kunne presse mod maven under veerne.

Torsdagen var en meget lang dag og nat, fordi der ikke rigtigt var fremgang. Jeg fik også tilbudt – og tog imod – smertecocktail 2 gange, hvilket kun kan gives hvis der vurderes at være mere end 6 timer til fødsel. Anden gang jeg fik det, var det psykisk hårdt at blive tilbudt, fordi det dermed betød, at der fortsat var lang vej igen. Jeg begyndte at blive lidt modløs. Særligt natten til fredag, hvor jeg havde mange smerter, ingen fremgang og vi var meget overladt til os selv, fordi der var travlt på fødegangen, og de andre fødende selvklart havde mere brug for jordemødrene end jeg havde.

Fredag morgen mødte den jordemoder ind, som også var i dagvagt torsdag, da vi fik tildelt en fødestue. Hun blev overrasket over at vi stadig var der og det udløste at jeg også blev rigtig ked af det. Både fordi jeg ikke var nået længere og fordi hun var så omsorgsfuld over for mig.

Jordemoderen tog min situation op til drøftelse på konference og jeg blev herefter tilbudt at få taget vandet samt en epiduralblokade. Jeg takkede ja til begge dele og ved 13-tiden kom en læge og lagde epiduralblokaden, som straks fjernede alle smerter. Fantastisk!

Lidt efter tog jordemoderen fostervandet og vi hvilede et par timer. Jeg tror også det lykkedes mig at falde i søvn – for første gang i over 50 timer. Tiltrængt.

Ved 15-16 tiden var der vagtskifte hos jordemødrene og de undersøgte mig. ENDELIG var der sket noget! 5-6 cm åben. Jeg græd af glæde og lettelse. Derefter gik det stille og roligt fremad. Jeg åbnede mig løbende. Virkningen af epiduralblokaden aftog og blev derfor “boostet” et par gange.

Omkring kl. 20 fredag aften havde jeg åbnet mig 10 cm – og var dermed klar til at føde. Jeg kunne hverken mærke presseveer eller pressetrang, formentlig pga. epiduralblokaden. Men jeg kunne sagtens mærke at der var et hoved på vej ud. Av! Mit venstre ben var lammet pga. epiduralblokaden (almindelig bivirkning) og det betød, at jeg ikke kunne lægge mig på andre måder end på ryggen og at min kæreste måtte holde benet. På et tidspunkt spurgte han om han måtte flytte det ned i den dertil indrettede bøjle. Jeg tror jeg fik hvæset noget i retning af “Du skal ikke flytte på noget!” Det ville sikkert ikke have gjort nogen forskel, men jeg var meget presset lige der og kunne absolut ikke overskue nogle ændringer.

Ca. en time før baby kom ud, begyndte jeg at presse. Det var en meget lang, smertefuld og hård time. På et tidspunkt kiggede jeg over på jordemoderen for at få en bekræftelse på at det snart var overstået. Kan ikke huske om jeg sagde det højt eller bare tænkte det, men – som jeg husker det – rystede hun forsigtigt på hovedet. Det kan dog også være indbildning. Tror det fandt sted ca. en halv time før forløsning.

Jeg pressede og pressede, fortsat uden at mærke presseveer eller -trang, så jordemoderen måtte fortælle mig hvornår jeg skulle presse og/eller jeg måtte kigge på det apparat, som målte mine veer.

Det føltes naturstridigt at skulle presse, fordi det gjorde så sindssygt ondt og jeg ingen lyst havde til det. Da jordemoderen kunne se hovedet, sagde hun at jeg kunne prøve at mærke, hvis jeg ville. Det kunne jeg slet ikke overskue – at skulle forholde mig til andre end mig selv og min smerte – så jeg sagde at jeg ikke kunne nå (?!? et simpelt nej tak, kunne nok også have gjort det..)

På et tidspunkt begyndte babys hjertelyd at dykke. Jeg havde en måler på i et stramt elastikbånd om maven, som havde irriteret mig grænseløst de sidste mange timer, men man skal have det på, når man har fået en epidural. Jordemoderen tilkaldte derfor lægen, men sagde at hun var sikker på baby ville være født inden lægen nåede frem. Og ganske rigtigt, får jeg presset hovedet ud idet lægen træder ind på stuen og i den næste ve kommer kroppen ud.

Fredag aften den 2. september kl. 22.21 er vores datter født. Hun kommer direkte op til mig. Jeg er glad og lettet, men det er også meget surrealistisk at ligge med sit eget barn i armene. Jeg fødte moderkagen 20 minutter efter, blev undersøgt og syet i en lille bristning, jeg havde fået.

Vi lå sammen de næste tre timer, hvor der kom en ny jordemoder (den femte i rækken), som undersøgte, målte og vejede baby, som var et helt perfekt eksemplar på 3.340 gram og 51 cm. Derefter kom hun lidt op til sin far indtil vi blev kørt over på barselsgangen midt om natten, hvor vi alle tre faldt i søvn og fik noget meget tiltrængt hvile ovenpå den lange fødsel.

Vi blev på barselsgangen indtil søndag eftermiddag, bl.a. fordi jeg havde fået “installeret” et fast kateter under fødslen, fordi jeg ikke selv kunne tømme blæren. Det skulle ud og blæren skulle scannes og “op og køre” igen. Vi fik overstået familiebesøgene, mens vi var på barselsgangen, hvilket var rigtig rart, fordi besøgstiden var begrænset og vi ikke selv skulle stå for noget. Men det var også rigtig dejligt at komme hjem efter de mange dage på hospitalet og starte familielivet. Jeg fik efter fødslen også gjort klart, at det ikke umiddelbart var noget jeg var parat til at gøre igen.

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Tak for dine søde ord Cana. Tænk jeg følte mig mest af alt, som en der er dårlig til at føde, bagefter. Det har heldigvis ændret sig nu.

    1. Du er ikke spor dårlig. Du er mega sej! Tak fordi du deler din beretning – både denne og den i næste uge, som jeg glæder mig til at vise til internettet <3

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven