mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – en fødsel på fødeklinik

Der er mange gode ting at sige om denne uges fødselsberetning, men dét der springer mig allermest i øjnene, er faktisk det gode jordemoderarbejde. Det kan godt være at det er fordi jeg er fagskadet, at jeg lægger sådan mærke til det, men det gør mig simpelthen så glad at læse. Jordemoderen er ikke alene engageret og nærværende, hun er også fagligt skarp, empatisk og virkeligt god til at hjælpe fødslen godt på vej, uden unødige indgreb. Det er sand jordemoderkundskab og jeg bliver så stolt på mit fags vegne over at læse om hendes store indsats overfor kvinden her, som faktisk endte med at have en ganske vidunderlig oplevelse – i stik modsætning til hendes første fødsel, som du kunne læse om i sidste uge.

Det tog mig godt tre år at “komme mig” ovenpå min første fødsel og blive mentalt klar til at blive gravid igen. Det gik ret nemt med det og de første 6 mdr. var ligesom sidst fuldstændigt ukomplicerede og uden gener. I uge 26 (nogle dage efter Danmark bliver lukket ned ifm. Coronakrisen) får jeg en plukve som varer flere timer. Jeg kommer til tjek på sygehuset, hvor de måler min livmoderhals, som bliver påvirket under plukveerne, men heldigvis stadig er lang nok. Jeg bliver indlagt til observation natten over og sendt hjem dagen efter med besked om at tage den med ro. Hvilket er lidt svært med hjemmearbejde og hjemmepasning af en 3-årig. Så jeg har rigeligt med plukveer resten af graviditeten, men går alligevel tiden ud.

Til efterfødselssamtalen efter min første fødsel, sagde jordemoderen at jeg skulle sørge for at blive henvist til “sårbar gravid”-teamet næste gang jeg blev gravid (pga. min fødselsoplevelse). Jeg havde så svært ved at identificere mig som sårbar gravid og kunne derfor ikke få mig selv til at sige det til lægen. I stedet havde jeg fundet Roskilde fødeklinik, som for mig at se, kunne tilbyde det samme som sårbar gravid-teamet på sygehuset, nemlig kendt og kontinuerlig jordemoderkontakt. Derudover havde jeg meget lyst til at prøve at føde uden epidural, fordi jeg forestillede mig, at det kunne gøre at jeg kunne mærke pressetrang og presseveer og dermed gøre pressefasen lettere at håndtere. Men jeg var meganervøs for om min krop kunne skabe nok progression selv undervejs i fødslen, da der ikke må laves igangsættende indgreb på fødeklinikken, som fx at tage vandet (som jeg er overbevist om var det der satte skub i tingene ved min første fødsel).

Fødslen startede torsdag aften den 18. juni 2020 ved halv ti-tiden. Det er dagen før termin. Jeg fik plukvelignende veer, som jeg i øvrigt havde fået hver aften hele den uge. Denne gang stoppede veerne dog ikke igen efter jeg gik i seng. De var til at være i og jeg tror også jeg fik lidt søvn her og der, men ved 3-tiden kunne jeg ikke finde ro længere og lå og kiggede på alle mine lister (over hvad der skulle pakkes i fødetasken m.m.) på telefonen, for forberede mig mentalt. Klokken 3.48 sendte jeg listen til fødetasken i en sms til min mand, så han kunne se hvad der manglede at blive pakket og overtage ansvaret for det, når han vågnede. Derefter lagde jeg mig på sofaen i stuen. Veerne var begyndt at tage til i styrke og jeg ville ikke vække min mand og vores datter, som på det tidspunkt var kommet ind til os i sengen. På et tidspunkt gik jeg også ud på badeværelset og lagde brusehovedet i en spand med vand og eddikesyre til afkalkning. Jeg syntes brusestrålen var hård og kunne ikke overskue at den var det, hvis jeg ville bruge et varmt bad som smertelindring senere.

Omkring klokken 6 kunne jeg høre at min mand og datter vågnede inde på soveværelset. De lå og snakkede lidt og jeg hørte min mand sige til vores datter, at lillebror ville komme i dag. Jeg tænkte om jeg havde vækket dem, fordi jeg havde fået lidt lyd på under veerne. Min datter kom ud i stuen og spurgte: Kommer lillebror i dag? Og jeg svarede at det troede jeg nok, at han ville gøre. Da min mand kom ud i stuen, spurgte han hvad jeg brug for at han gjorde. Jeg svarede at han skulle downloade en ve-app, så vi kunne begynde at tage tid på veerne, lave morgenmad og ringe til sin far for at høre om vi kunne låne bilen samt til sin mor, så hun kunne komme og hente vores datter.

Jeg begyndte at tage tid på veerne kl. 6.15 og de næste 3 timer. Veerne var de første par timer rimeligt regelmæssige, ca. 1 minuts varighed og 2-3 minutter imellem. Både farfar og farmor kom inden for en times tid og var hos os, mens vores datter blev færdig med at spise morgenmad og tage tøj på. Jeg skiftevis spiste morgenmad og havde veer. Jeg kunne ikke nå at sidde ned imellem veerne, så havregrøden blev spist et par skefulde ad gangen ved spisebordet og så ind på soveværelset, når der kom en ve (vi bor småt, så skulle nærmest bare vende mig om fra spisebordet for at komme til soveværelset og læne mig ind over sengen).

Da vores datter, farmor og farfar var kommet ud af døren, ringede vi til fødeklinikken. Vi fik fat i den ene af mine to faste jordemødre, som havde vagten den dag. Hun spurgte om vi havde brug for at komme ud på klinikken og vi aftalte at mødes derude om en time. Jeg fik min mand til at ordne brusehovedet og gøre badeværelset rent. Det synes han var en fjollet ting at bruge tid på, situationen taget i betragtning, men det var vigtigt for mig at vide at jeg kunne komme hjem til et rent hjem/badeværelse og fokusere på baby efter fødslen.

Derefter gik jeg i bad og nød de varme (og bløde!) stråler på min mave under veerne. Min mand pakkede tasken færdig og vi gik ud til bilen. Vores genbo fik øje på os og råbte pøj pøj fra altanen. Køreturen hjemmefra og ud til klinikken tager under ti minutter, derfor vurderede jeg at vi godt lige kunne svinge forbi Kvickly og købe et par croissanter, og at det ville være den eller de ekstra veer i bilen værd. Så det gjorde vi.

Omkring kl. 9.30 landede vi på fødeklinikken og blev vel modtaget af jordemoderen, som også havde ringet lige inden vi tog afsted, for at høre hvor vi blev af. Hun var bange for at vi kunne finde på at vente alt for længe med at tage afsted på grund af min sidste fødsels lange varighed.

Vi kom på plads på den lyserøde fødestue, et lækkert stort rum med en stor seng og ikke mindst et kæmpestort badekar. Derefter fik jeg klyx, og da det var kvitteret, som man siger, blev jeg undersøgt første gang og jordemoderen kunne konstatere at jeg var 2 cm åben og dermed i latensfasen.

Jeg havde ikke haft nogle forventninger til hvor åben/langt jeg var, men at jeg var præcis ligeså (lidt) åben som ved første undersøgelse ved min sidste fødsel, bragte oplevelserne derfra helt frem i hukommelsen – og med dem, også frygten for at have et ligeså langvarigt forløb foran mig (min første fødsel tog 48 timer fra vi ankom på hospitalet). Jeg prøvede at forberede mig på at skulle tage hjem igen og luftede vist nok også muligheden for min mand og jordemoderen, som dog hurtigt fik mig forsikret om at vi sagtens kunne blive på klinikken og se det hele an.


Læs også beretningen om kvindens første fødsel – en maratonfødsel.


De næste par timer gik med at ligge på sengen og håndtere veerne med vejrtrækning, afspænding mv. Jeg mærkede primært veerne fortil, men havde også et lille smertetryk i lænden, så fik en stribe chiliplaster på, der hvor det gjorde ondt og brugte ellers en varmepude til smerterne på maven. Jeg mindes også at tage en del veer stående med hænderne placeret på en skabsvæg foran mig, mens jeg ligesom træder/vrider fødderne ned i gulvet.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at komme i badekar, hvorfor det blev gjort klar. Jeg kom ned i badet omkring klokken 12, og hvilken lettelse det var! Det varme vand gjorde underværker for min evne til at slappe af og være i min krop. Selve veerne føltes umiddelbart kraftigere, men af kortere varighed, så jeg tror at det varme vand simpelthen fjernede smerterne i opstarten af veerne. Fantastisk!

De næste par timer er jeg lidt op og ned af badekarret for at tisse, ændre stilling, sidde på bold m.m. Er ved at være træt og tænker at en epidural og et kejsersnit kunne være rart.
Kl. 15 bliver jeg undersøgt igen. Prøver igen på ikke at have nogle forventninger, men håber selvfølgelig på, at der er sket noget og at jeg udvider mig og er eller nærmer mig aktiv fødsel (modsat min første fødsel). Grænsen for at være i aktiv fødsel er rykket siden min sidste fødsel fra 4 cm til 5-6 cm. Noget med at det godt kan gå i sig selv ved 4 cm, men at man ved 5-6 cm kan være sikker på at der er en lineær fremgang til fødsel.

Undersøgelsen viser heldigvis at jeg er 5 cm åben og således i aktiv fødsel. Jeg kan se og høre på min mand at han får en rigtig YES!-følelse. Det havde jeg også forventet at jeg selv ville få, da min største frygt var at sidde fast i en langvarig latensfase, som ved min første fødsel, hvor jeg kun udvidede mig 2-3 cm de første 37 timer. Desværre valgte min hjerne at fokusere på at jeg “kun” var halvvejs mod de 10 cm, så min glæde over at der trods alt var fremgang og jeg rent faktisk var gået i aktiv fødsel af mig selv, blev skarpt efterfulgt af udmattelse på forhånd over at have mange timers smerter foran mig (selvom jeg jo ret beset ikke kunne vide det).

De næste par timer tager veerne til i styrke og jeg begynder rigtigt at sætte lyd på. Jeg ligesom “synger” med på udåndingerne. Det er ikke noget jeg gør bevidst, men jeg bliver alligevel bevidst om det og oplever at det hjælper mig igennem veerne. På et tidspunkt siger jordemoderen at jeg skal prøve at komme ned i tonelejet, for på den måde at bruge kræfterne på at få baby nedad i bækkenet. Det lyder underligt, men jeg kan godt følge hende i at jeg med de relativt lyse toner, jeg præsterer, på en måde “skøjter ovenpå” i stedet for at bruge veerne aktivt. Jordemoderen bliver i løbet af fødslen også opmærksom på, at jeg spænder alt for meget op, når jeg har veerne, og prøver at guide mig til at slappe af give og slip i bækkenbunden m.m. Det er utroligt svært for mig, men jeg prøver at gøre hvad hun siger, bl.a. at stå på flad fod på gulvet i stedet for at stå på tæer, vride mig opad og kæmpe imod smerten.

Jeg er virkelig træt og smerteplaget nu hvor det er blevet sen eftermiddag og kroppen har arbejdet hårdt hele dagen. Jordemoderen tilbyder at undersøge mig igen. Kl. 17 bliver jeg således undersøgt og er 8 cm åben. Lidt mere yes-følelse denne gang sammen med træthed og håb for at det snart er overstået. Som jeg husker det, siger jordemoderen at hun forventer en fødsel indenfor 1 time eller to. Hurra!

Mit vand er ikke gået, men hinden står helt spændt og jeg føler pressetrang formentlig pga. den. Jordemoderen mener godt jeg kan få vandet til at gå, hvis jeg presser lidt med og guider mig til at tage nogle veer i squat, mens min mand holder mig i armene. Jeg gør det nogle gange, det er monsterhårdt og gør sindssygt ondt. Jeg bliver undersøgt igen 18.30. Er fortsat 8 cm åben og baby er ikke kommet helt ned i bækkenet. Jordemoderen foreslår nogle stillinger og rebozoøvelser for at få baby til at dreje længere ned i bækkenet. Jeg er så træt, men vil også gerne gøre hvad jeg kan for at sætte skub i tingene. Jeg kommer derfor op på sengen og ligger med hoved og bryst mod madrassen og med numsen i vejret, hvor jordemoderen ryster mig med rebozotørklædet henover hofterne. Derefter kommer jeg op og stå og læner mig op af væggen, mens jeg bliver rystet om hofterne med let bøjede ben. Som jeg forstår det, skulle de to øvelser hhv. få baby lidt tilbage og give mulighed for at han kunne trænge længere ned med rystelserne og tyngdekraften i den stående øvelse.

Klokken er nu blevet 19 og forudsigelsen om fødsel inden for et par timer holdt ikke stik. Jeg er træt, træt, træt. I journalen står der “pludselig pressefornemmelse” kl. 19.20 og at jeg “nøkker lidt med”. Jeg følte at jeg pressede som gjaldt det mit liv… Dog er det rigtig svært for mig ikke at spænde imod samtidig, da det jo gør så ondt. Kl. 19.35 bliver jeg undersøgt igen. Fortsat 8 cm. Jeg kan snart ikke mere, men kan heller ikke overskue at skulle flytte mig nogen andre steder hen og tænker jeg er for langt til fx at kunne få tilbudt en epidural, hvis vi tager på hospitalet.

Fordi der ikke har været fremgang i knap 3 timer, overvejer jordemoderen at tage vandet. Hun fortæller om fordele og ulemper og skal også konferere med en kollega. Jeg har brug for at der sker noget og trods risici, har jeg fra min første fødsel gode erfaringer med at få taget vandet, så jeg siger at det vil jeg meget gerne. 19.55 bliver vandet taget, mens jeg ligger på ryggen i sengen. Det første vand er en lille smule lysegrønt, men derefter klart, hvorfor vi kan blive på fødeklinikken.

Jeg ligger lidt mere i sengen og tager nogle veer, kommer også op og stå, hvor min mand guides til at presse det øverste af mine hofteknogler indad, så der kan skabes mere plads nedadtil. Tror også jeg tager nogle flere squats. Jeg kan næsten ikke være i smerterne mere, det er som om kroppen har sit eget liv og jeg føler mig ved siden af mig selv. Jeg spørger jordemoderen “hvad er det her?” og “hvor længe skal det vare?”. Jeg tror jeg håber på at svaret er at jeg er i overgangs- eller pressefasen og at fødslen er lige om hjørnet. Det svar får jeg ikke, men derimod “Nu skal vi lige være i det her et lille øjeblik” (sagt på den kærligste måde, men ikke det jeg gerne ville høre). Jeg presser så godt jeg kan, når trangen er der, men spænder også op. Jeg vil bare gerne ned i badekarret for at slappe af og blive lidt smertelindret, men ved ikke om jeg har åndsnærværelse til at sige det højt.

Kl. 21 bliver jeg undersøgt igen. Livmoderhalsen er nu næsten udslettet, men der er en “kant” og en lille hindeblære med fostervand på babys hoved. Den lille hindeblære bliver punkteret og jeg husker at jeg ikke kunne holde ud at blive rodet rundt i meget længere og ville bare ud af situationen og op i det kar.

Kort efter siger jordemoderen at hvis jeg gerne vil føde i vand, så skal jeg til at bevæge mig op i karret. ENDELIG! Jeg kommer op i karret så hurtigt jeg kan. Min mand og jordemoderen beskriver det efterfølgende som at jeg sprang derop. Men jeg havde jo også virkelig længtes efter at komme derop igen. Oppe i karret presser jeg i lidt forskellige stillinger; på knæ, i squat og i frierstilling (det ene ben på knæ og det andet foran mig med foden på bunden af karret). Det er så hårdt, men jeg vil også bare så gerne have det overstået, at jeg presser så meget jeg kan. På et tidspunkt kan jeg skimte noget mørkt under mig og tænker yes, hovedet er på vej ud! Men nej, det er bundproppen i badekarret jeg har set.. hyl. Jordemoderen får kigget/mærket og kan skimte et hoved med mørkt hår. Jeg får et spejl ned i vandet, så jeg kan følge med, men kan ikke rigtigt skelne hvad der er mig og hvad der er hoved og kan ikke koncentrere mig om det. Jeg får også besked på at jeg skal holde igen på hans hoved, så det ikke går for stærkt. Dette kommunikeres lige omkring hvor jeg får presset toppen af hans hoved ud og virkelig får “the ring of fire” at mærke. Shit, hvor gør det ondt og svier, og det sidste jeg vil, er at holde hovedet tilbage, det skal bare ud! Men jeg holder dog (meget halvhjertet) på hovedet og venter en hel vepause (aner ikke om det er 10 sekunder eller 10 minutter, det føles som en evighed) med at presse og på næste presseve får jeg presset hele hovedet ud nede i vandet. Så mangler jeg bare kroppen. Næste presseve kommer, men jeg kan ikke få ham ud. Jordemoderen guider mig op og stå og det ene ben op på en forhøjning i badekarret. Jeg har lyst til at bede hende om bare at hive ham ud, jeg føler ikke jeg kan mere, men på næste ve lykkes det heldigvis! Han kommer ud i hænderne på jordemoderen, jeg kommer ned og sidde i vandet og får ham op. Kæmpe lettelse og forløsning. Klokken er blevet 21.45. Endelig er det overstået og han er bare helt perfekt.

Jeg får lov at ligge og nyde det hele lidt og så er der en moderkage der skal fødes. Den kommer heller ikke bare lige ud. Jeg skal presse og det orker jeg ikke. Jordemoderen er ikke bekymret over at det tager lidt tid, for hun kan se at den nærmest ligger helt nede ved udgangen, men ud skal den jo. Igen har jeg bare lyst til at bede hende om at hive den ud, men det går jo ikke. Jeg må rundt i nogle forskellige stillinger og til sidst op og stå for at få den skide moderkage født. Tre kvarter efter baby kom ud, kommer moderkagen ud og vi kommer op af karret og over i sengen.

Nu er der vagtskifte (det har godt nok også været en lang vagt for jordemoderen, som har været på klinikken siden kl. 9 om morgenen). Vi runder af med jordemoderen, som har været så kæmpemæssig en støtte hele vejen igennem, kan slet ikke forestille mig, at jeg kunne have klaret det uden hende. Den næste jordemoder kommer ind og overtager og får undersøgt, målt og vejet vores søn (3.600 gram og 52 cm) og syr den lille bristning, jeg har fået.

Fødsler på fødeklinikken er ambulante, så vi skal hjem efter 4-6 timer, hvilket vi også rigtig gerne vil. Jeg ringer til min mor og fortæller hende om fødslen. Vi ligger og jeg prøver at komme mig lidt, ammer lidt og kommer også op og tisse. Jeg er så kvæstet, men vil også bare gerne hjem, så presser mig selv op for at komme ud til bilen. Det ender med at tage over en time at komme ud af døren, fordi jeg glemmer at trække vejret, bliver svimmel og må sidde med hovedet mellem benene og forsøge at genvinde kræfterne med lidt juice.

Det lykkedes dog til sidst og vi kommer hjem i seng ved 3-tiden, hvor vi langt om længe får noget tiltrængt søvn alle tre.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven