mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Den store bryllupsdag

Der har været gang i den rundt omkring på de danske rådhuse og kirkegulve her til formiddag, for i dag er tilsyneladende en usædvanligt populær dag at blive gift. På grund af datoen, mener man. Præcis som for 10 år siden, hvor Københavns Rådhus (og måske alle andre også, i don’t know) havde åbnet op for at man godt kunne blive viet, på grund af den høje efterspørgsel, til trods for at de plejer at holde lukket for den slags om søndagen.

D.10.10.10. som altså også blev min bryllupsdag.

Vi blev godt nok ikke gift på rådhuset, men vi fik en kontorchef fra Københavns Kommune (som meget belejligt også var i vores nære familie) til at vie os hjemme i lejligheden. Samme dag som vi afslørede for vores gæster, at vi ventede vores første barn.

Det var en stor dag for mig i mange år – d.10.oktober – indtil 2017, hvor jeg blev skilt.

Sidenhen har det sgu været en lidt underlig dag. Det indrømmer jeg gerne.

Det første år var jeg stadig knust. Jeg var ked af det, følte mig som en fiasko, følte mig dum, uduelig, uelskelig og som verdens dårligste mor, for at have påført mine børn den sorg det trods alt også var for dem, at deres forældre blev skilt. Også selvom vi – de voksne – var helt enige om, at det var dét der skulle ske, efter en laaaang periode op ad en sisyfos-agtig bakke, der syntes komplet uden ende. Vi kastede stenen fra os, sagde stop og gik hver til sit. Men det var så hårdt. Både at komme til erkendelsen – og sidenhen at være i alt dét, der fulgte med. Alle de modsatrettede følelser, savnet og den braste drøm om et liv sammen, som kernefamilie.

I dag er det ikke længere hårdt på dén måde, slet ikke. Jeg har en kæreste, som jeg elsker, børnene trives i deres “nye” liv og jeg er, sådan generelt, også et ret godt sted i mit. Alligevel så rører dagen mig og jeg synes altid det er mærkeligt, når den kommer. Vores bryllupsdag.

Den minder mig både om alt det gode der engang var, alt det jeg drømte om at det skulle blive til og hele sorgen over, at have mistet det hele. Hermed ikke sagt, at jeg ikke er glad for at være blevet skilt. Det er jeg, for vi kunne (og ville) ikke være sammen mere. Til dét var der simpelthen sket for store skader. Og jeg er overbevist om, at jeg aldrig kunne have fundet den lykke jeg mærker i mit liv i dag, hvis ikke jeg var blevet skilt. En lykke der dog endnu ikke har vist sig nogensinde at være ubetinget, for der er altid en bagside.

Sådan er det i alle tilfælde for mig.

Siden jeg er blevet skilt, har der aldrig været en glæde, uden der også har været en sorg – og omvendt. (Som jeg engang skrev om da jeg var på verdens dejligste ferie på Mauritius, som gjorde mig lykkelig, imens jeg var skide ked af ikke at være sammen med mine børn – det kan du læse om her, hvis du har lyst). Den dårlige samvittighed var til at føle på, og på dage som i dag – hvor jeg altså engang plejede at fejre min bryllupsdag – ja, så mærker jeg den igen, selvom jeg er et helt andet sted i dag, end jeg var dengang jeg skrev dét indlæg.

For jeg ér glad, selvom det er en mærkelig dag. De fleste dage er jeg endda meget glad! Og jeg øver mig på at tænke på alt det gode der engang var og være taknemmelig for det. Jeg prøver på at minde mig selv om kærligheden, fordi jeg ved, at den hjælper i relationen – også selvom den er en helt anden i dag, end den var dengang. Ja, jeg prøver sgu nok mest af alt bare på at være taknemmelig for dét jeg har haft, for at være kommet igennem svære tider og for at være lige her, hvor jeg er lige nu, sammen med en ny mand, hvor der heldigvis er utroligt dejligt at være ❤️

Det er bare som om det er lidt nemmere på alle andre dage, end den store bryllupsdag… Men så vidt jeg kan forstå på min indbakke på instagram, hvor jeg også kort har nævnt mine følelser omkring i dag, så er jeg ingenlunde alene. Heldigvis, kan man sige. 

Skriv din kommentar

Kommentarer (9)

  1. Kære Cana,
    Tak fordi du sætter ord på hvordan jeg har det. Jeg havde bryllupsdag d.29 august og selvom det er fem år siden jeg er blevet skilt, og jeg netop igen er blevet gift med en dejlig mand, så bliver jeg altid lidt vemodig på min gamle bryllupsdag. Selvom jeg samtidig føler mig helt vildt heldig over at have fået muligheden for et forsøg nummer 2, når nu nummer 1 ikke gik helt efter planen 😉

  2. Okay, dit indlæg rammer mig lige i hjertet og jeg sidder med tårerne trillende ned af kinderne.
    Jeg er selv blevet skilt for fem måneder siden (eller vi er ikke gift, men vi har et barn). Og alle de følelser du beskriver, er så spot on hvordan jeg går rundt og har det lige nu. Jeg har modsatrettede følelser, alt jeg gør er med en vis sorg indeni osv. Nogle dage tænker jeg at lige præcis denne følelse varet hele livet og det er helt uoverskueligt.
    Samtidig har jeg en masse tanker omkring det at finde kærligheden igen. Kan det overhovedet lade sig gøre at finde sådan noget igen? Og hvad så når jeg har et barn. Du er jo et lyslevende eksempel på, at det kan man sagtens, men har alligevel en tvivl der er til at føle på indeni mig.
    Gik der et år før du begyndte at se forbedringer?
    Tak fordi du satte ord på! Jeg ved dermed, at jeg ikke er alene om at føle mig på denne måde lige nu. Og alt andet lige så gør det måske det hele en lille bitte smule nemmere at acceptere.

    1. Årh Louise, kram til dig! Det er ikke let, når det stadig er så tæt på, men som du selv skriver, så bliver det bedre med tiden ❤️ Det vil nok altid være et tveægget sværd, men det gør heldigvis ikke lykkefølelserne over alt det gode mindre – jeg tror mere det gør taknemmeligheden større 🙏🏼

  3. Hej Cana
    Jeg tror de fleste kan nikke genkendende til din beskrivelse og selvom vi alle er forskellige, så er det for mig gennem tiden blevet nemmere. Første gang jeg blev gift var den 25 juni – det er over 30 år siden og jeg måtte sad to say lige tjekke om det var d. 23 eller 25 ville nemlig giftes Sankt Hans aften. Jeg er sidenhen blevet gift igen, med lang forlovelse og ægteskab nr 2 er anderledes og væsentlig bedre en det første. Selvfølgelig fordi det er en anden mand, jeg er blevet ældre og forhåbentlig klogere.
    SS Monica

    1. Kære Monica,
      Hvor er det dejligt at læse, at du fik et andet ægteskab, som var mere rigtigt end det første ❤️ Du kaster garanteret håb ud til mange, så tak fordi du deler.
      Kh

  4. Sjovt -jeg troede det var en forbudt følelse. Jeg blev skilt efter 21 års ægteskab-en evig søgen og higen efter kærlighed og opmærksomhed fra min eksmand. Det er det bedste jeg har gjort . Og jeg har sammen følelse hvert år på vores bryllupsdag som du har.
    Tak fir dine ord og fordi jeg ikke er alene om en følelse som jeg troede var forbudt
    Mvh
    Jette

    1. Jeg tror faktisk slet ikke på forbudte følelser ❤️ Jeg tror i langt højere grad at de svære – eller “forbudte” – følelser bliver lettere at håndtere, når anerkender at de er der 🙏🏼

  5. Kan virkelig godt genkende dine følelser.
    Jeg blev enke i 2011 efter små 13 års ægteskab, de sidste år var langt fra lykkelige. Vi fik sammen en skøn søn, som idag er 22.
    Min daværende mand blev ramt af sygdom i 2002 (diskusprolaps x3, 2 opereret den sidste turde de ikke) han led af angst og havde mange smerter. Det var hårde år og vi var tæt på at kaste håndklædet i ringen, da han pludselig døde på vores sommerferie på Fanø. Det viste sig at han havde taget for meget smertestillende og kroppen ikke kunne mere.
    Jeg mødte min nuværende skønne mand i 2014, vi blev gift i 2017. Men hvert år den 27/8 tænker jeg tilbage på min første mand og vores bryllupsdag. På de drømme og ønsker vi havde for fremtiden. Jeg mindes ham med glæde og sorg.
    Det er en dag med blandet følelser.
    Jeg er lykkelig for at jeg igen har fundet kærligheden, igen blir elsket og har en at elske.
    Livet går videre og hurra for at man har muligheden for lykken igen.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven