mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Tid til eftertanke #83

Kender I det, når én liv pludselig føles enormt voksent? Det har, på alle mulige måder, været en meget hverdagsagtig uge, hvor særligt alt det praktiske omkring børnene har fyldt en hel del. Der har – foruden alt det sædvanlige med forebyggende lusekæmning og madpakker – været forældremøde i den ene klasse, trivselsforældremøde i den anden, dansetimer, legeaftaler, sundhedsplejerske og endnu, endnu, endnu et besøg hos tandlægen. Det giver mig lyst til at drikke vin med mine veninder og spise fine middage med min kæreste, men ak, endnu engang så ved jeg ikke helt om jeg tør (eller bør), fordi den skide corona-smitte igen viser tænder. Møf, altså.

Okay, i virkeligheden er jeg nok ikke så sur, som jeg lyder, for jeg synes også det er virkelig hyggeligt kun at være sammen med mine allernærmeste og jeg kan jo nemt bare arbejde hjemme og hvis (eller når?) børnenes skole skulle lukke ned igen, så er det i og for sig ikke det store problem for os, så alt er godt. Jeg er bare ked af det. Jeg savner at være social, jeg savner mine veninder og jeg savner at kunne bevæge mig frit og kramme lige akkurat dem jeg har lyst til. (Disclaimer: Jeg ved godt at jeg er et ukonstruktivt brokkehoved lige nu – og det beklager jeg. Men jeg håber på, at det kan hjælpe lidt på humøret at sige det højt).

Ugens højdepunkt var da jeg, mandag formiddag, indfandt mig i stolen hos Maja (som havde inviteret mig, hvorfor det følgende kan anses som reklame), der skulle give mine øjenbryn en omgang semi-permanent make-up. Jeg har lææænge leget med tanken om at få det gjort, men fordi jeg altså har set temmeligt meget ikke-så-pænt derude, har jeg ikke turde. Men så så jeg Majas instagramprofil og besluttede mig for, at turde alligevel. For hun er så dygtig og alle de bryn jeg kunne se, var bare skidepæne. Skarpe, uden at se kunstige ud. Så. Nu har jeg fået første behandling ud af de to man får som opstart, og hvis jeg så bliver glad for det, så skal det friskes op ca 1 gang om året. We’ll see… I skrivende stund ser mine bryn forfærdelige ud, fordi der er kommet skorpe på, men jeg satser på at de i løbet af næste uge begynder at blive pæne igen. Helt uden indsats fra min side, wuhu!

Jeg smilede mest alle de gange jeg har været med mine drenge ude og stå på løbehjul. Altså, drengene har stået på løbehjul – jeg har mest bare kigget på. Det er blevet den helt store ting ovre på deres skole, hvor både drenge og piger fyrer den max af med hop og ramper og alt muligt gøgl. Det er mega-sejt og så er det altså bare helt perfekt at glo på sine glade unger, med en to-go-kaffe i den ene hånd og en hund (eller en kæreste) i den anden.

Ugens lavpunkt er selvklart at coronasmitten igen blusser op. Godtnok er de nuværende restriktioner ingenlunde at sammenligne med dem vi så tilbage i marts, men for pokker, hvor er jeg bange for at vi ender dér igen. Eller at der ender med at gå årevis, før vi igen kan færdes frit.

Det gode ved det er at der heldigvis foreligger en mulighed for, at jeg bare er sortseer! Simon, den gode mand, mindede mig om, at både Ringsted og Aarhus, hvor smitten for nogle uger siden pludseligt blussede voldsomt op, faktisk fik styr på det meget hurtigt – og, så vidt jeg ved, uden de helt store nedlukninger (udover slagteriet i Ringsted – men det var trods alt en meget lokal nedlukning, så det er nemmere at håndtere synes jeg). Man kan jo i hvert fald håbe!

Jeg har haft det bedst med at iføre mig mit nye joggingsæt fra Nùnoo. Jeg fik det i fødselsdagsgave for otte dage siden og jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg har brugt det fire gange siden! Det passer helt perfekt til mit lidt slukørede humør – og så synes jeg faktisk at jeg ser ret sej ud i det, når jeg bare kombinerer det med nogle seje støvler og en bad-ass attitude 😉

Det bedste jeg har spist var en bulgursalat med ovnbagte rodfrugter og en potent kørvelvinaigrette. Den var en del af vores måltidskasse i denne uge og ligeså meget jeg elskede den, ligeså lidt brød børnene sig om den, ha ha. Indtil nu har de ellers kværnet stort set alt vi har fået i vores måltidskasser (vi bestiller 3-5 retter per uge vi har børnene hjemme), men denne gang blev det altså en kende for voksent for dem, ha ha. Jeg har dog gemt opskriften til en anden god gang – det er trods alt én af fordelene ved at have delebørn; at man kan servere lige hvad man vil, på de dage de er hos deres far 🙂 (Og ja, nogle gange “serverer” jeg også matador mix – mine madvaner er på mange måder blevet som en teenagers, på de dage jeg ikke har mine børn hjemme).

Det bedste jeg har set er Fangerne på Fortet, som én af mine veninder fik mig overtalt til at give en chance, selvom jeg er kampbitter over, at jeg ikke havde muligheden for at deltage, da de inviterede mig med sidste år. Seriøst, jeg gad SÅ godt have prøvet det på egen krop! Men altså, jeg synes det er et helt fint program, med udmærket underholdningsværdi, men det der gør det suuuper-fedt at se er, at mine børn har vist sig at elske det!! Det er hermed blevet vores nye mandagstradition. Hvis ikke du har set det med dine børn, så prøv det. Det er kanon!

I næste uge ser jeg frem til en uge med aflyste planer… Ej, nu skal jeg nok stoppe med at være så nederen. Der sker også gode ting i næste uge og dem glæder jeg mig selvfølgelig til. Mandag skal jeg for eksempel (endnu engang) ud til Babysam og lave en live-session (på deres hjemmeside) for gravide – denne gang over temaet “det skal du bruge i den første tid, som nybagt mor”. Derudover tror jeg at jeg skal i personlig arbejdslejr omkring noget nyt jeg går og pønser på – skide bloggeragtigt sagt (undskyld!), men jeg tør simpelthen ikke løfte sløret for det endnu, af frygt for at nogen skulle snuppe idéen fra mig og være hurtigere til at eksekvere den end jeg. Så god er den nemlig. Tror jeg nok.

Jeg håber på at situationen rundt om i landet vil blive på et niveau, så jeg kan komme lidt ud af huset for at arbejde, for jeg må simpelthen bare erkende, at jeg er bedre til at koncentrere mig, når jeg ikke sidder hjemme på min pind, som efterhånden er blevet overdynget af overspringshandlinger, der river mig i mig som små gribbe i et ådsel. Og på dén “opmuntrende” kommentar må jeg hellere stoppe for i dag – der kommer vidst ikke flere rosenrøde ord ud af min mund, uanset hvor hårdt jeg prøver lige nu… (Som spurgt i begyndelsen af indlægger: Kender I de dage?)

Skriv din kommentar

Kommentarer (3)

  1. Hej Cana.
    En ide til et hyggeligt, nemt og overspringsagtigt indlæg. En masse om det at have hund!
    Vi er skrevet op til hvalp, og jeg craver simpelthen andres erfaringer, gode tips og historier fra den første tid med hunden.
    Håber, du gider 😊

    1. Hej Anne,
      Det var da en rigtigt god idé 🙂 Tak for den – jeg vil se om ikke jeg kan strikke noget fornuftigt sammen 🙂

  2. Vil du fortælle profilnavnet på hende, der har lavet dine bryn? Er du stadig glad for det?
    Bedste hilsner fra mig

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven