mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – uventet underkropspræsentation

* Uventet underkropspræsentation = man ved ikke på forhånd at barnet ligger sådan, at det vil fødes med numsen først.


Altsååååååååå! Først da hun var helt åben, fandt hun (og jordemoderen) ud af, at barnet lå med numsen ned – og alligevel havde hun en super fed fødselsoplevelse! Det er lige akkurat denne slags beretninger, der gør, at jeg får lyst til at dele ud af al min viden om graviditet, fødsler og livet som nybagt mor, igen og igen. Tænk, at jeg har fået lov til at spille sådan en lillebitte, men – tænker jeg – alligevel ret essentiel rolle under en fødsel <3 Wauw, altså!

uventet underkropspræsentation

Tag rigtigt godt imod en meget, meget fin, men samtidig også ret vild fødselsberetning om et barn der blev født i uventet underkropspræsentation.

Tirsdag den 2. juni vågner jeg klokken 5 om morgenen. Jeg er først lidt i tvivl om hvad der har vækket mig – om det er min mands insisterende snorken, eller om det bare er den kropslige ubehag, som jeg har følt i de sidste par uger. Graviditeten nærmer sig sin ende – terminsdatoen er i denne uge – nemlig i overmorgen; torsdag den 4. juni. Og jeg er, så vidt jeg kan mærke, vågnet med begyndende veer. 

Min graviditet har på mange måder været nem. Jeg har hverken døjet med kvalme eller smerter, og på nuværende tidspunkt glæder jeg mig blot til at møde min baby, som jeg endnu ikke kender kønnet på. Min ønskesliste til fødslen er meget kort – jeg vil gerne føde i vand, hvis det passer ind, have sen afnavling, hvis det kan lade sig gøre, og kun have syntocinon på indikation. Jeg har derfor valgt en åben tilgang til min fødsel, og vil lade min jordemoder vurdere hvad der er passende. 

Nå, tilbage til de begyndende veer. Jeg vender mig insisterende om på den anden side og lukker øjnene, fast besluttet på at det er alt for tidligt at stå op. Det er min første graviditet, og jeg har ikke prøvet følelsen af veer før, så jeg prøver at slå det hen, og beslutter mig for at flytte til sofaen, hvor en serie måske kan distrahere mig lidt fra smerterne. 

På grund af Corona, arbejder min mand arbejder på hjemmekontor. Jeg beslutter mig for at vække ham en halv time før vækkeuret – blot for at fortælle at noget muligvis er under opsejling. Han laver en skål havregrød til mig, som jeg gladeligt spiser – og så sætter han sig til at arbejde, så han kan gå tidligere, hvis det skulle blive nødvendigt. 

Corona-tidens begrænsninger har gjort, at jeg ingen fødselsforberedelse har fået, men jeg har læst Canas bøger om hhv. graviditet og fødsel, og så har jeg kombineret det med bogen om Smertefri Fødsel. Jeg er derfor godt klar over, at hele humlen i denne fase er at få slappet så meget af som muligt – så jeg bruger dagen på at tage karbad, ligge på sofaen samt gå langsomt rundt i haven og nyde solen. Da veerne i løbet af dagen går lidt i sig selv igen, er skuffelsen til at spore hos både min mand og mig. Da vi nærmer os sengetid er det derfor med lidt hængende hoveder – men da jeg får lagt mig til rette i sengen, og min mand er faldet i søvn, tager veerne for alvor til. Jeg gentager derfor morgenens ritual, og søger mod sofaen i håbet om at kunne blive distraheret nok til at falde i søvn. Men jeg får ikke sovet, for veerne begynder at blive mere regelmæssige, og jeg prøver at tage tid på dem – 1 minuts varighed, og med 5 minutters mellemrum. Da klokken passerer 2:00, og jeg langsomt er ved at døse hen, hører jeg et højt klik i mine ører, og jeg springer op fra sofaen. Shit, mit vand er gået! 

Jeg får vraltet ned og vækket min mand, der også springer op. Han får ringet til fødegangen for at informere dem om at mit vand er gået, og jeg beder ham fortælle dem at det er lyserødt. De siger at vi enten kan komme ind med det samme, eller kan vente lidt længere derhjemme – men jeg kan mærke at jeg gerne vil undersøges, og vi drager derfor mod fødegangen – en tur på 30 minutter. I bilen udvikler smerterne sig til at stråle ned i mine ben, og jeg får kvalme og begynder at ryste. Mens jeg venter på at min mand parkerer bilen ved sygehuset, bruger jeg tiden på at stå og kaste op foran indgangen – med en anden højgravid kvinde som tilskuer. Smerterne er ubehagelige og min krop er feber-agtig, men jeg kan sagtens være til stede i veerne og prøver alt det bedste jeg har lært at slappe af i både kæbe, skuldre og hænder. 

Min mand kommer løbende, og vi begiver os ind på sygehuset. Min jordemoder møder os ved skranken, men i samme øjeblik kommer der nødkald til en stue, så hun beder os om at tage plads og vente imens hun hjælper andetsteds. Jeg kan mærke, at jeg under ingen omstændigheder kan sidde, så jeg går lidt rundt om mig selv og venter. Da hun kommer tilbage, nævner hun at jeg ser ud som om jeg har “gode veer” – hvad det så end betyder – og vi bliver ført ind på en fødestue til undersøgelse. Jeg føler at jeg har kontrol og kan være til stede under veerne, og jeg er derfor også indstillet på at vi derfor nok må tage turen hjem igen og vente på at fødslen er mere fremskreden. Men da jeg tager mine bukser af, ser jeg at bindet ikke længere lyserødt – men mørkegrønt. Jordemoderen fortæller, at jeg er helt åben, og at min baby ligger med numsen og foden først. Jeg skal derfor lige skal scannes for at se om baby ligger i en position der er til at føde, og hun spørger mig om jeg er utryg ved at føde barnet vaginalt og hellere vil have et kejsersnit. HELDIGVIS har jeg læst om sædefødsler i Cana’s bog, og jeg kan med ro i stemmen fortælle min jordemoder at det ikke skræmmer mig spor, og at jeg gerne vil føde vaginalt såfremt det er muligt. Lægen, der scanner mig, fortæller at der under en sædefødsel er en 5% chance for 

at hovedet kan sidde fast – og at en chancen ved en “normal” fødsel er ca. 2%. Der vil derfor være mange mennesker til stede i rummet når baby skal presses ud, så de kan handle hurtigt hvis det skulle komme dertil. 

Omkring klokken 5:30 er der stadig ingen pressetrang at spore hos mig, så jeg får et ve- stimulerende drop koblet på. De begynder at virke inden længe, og efter hvad der føles som en evighed med presseveer kommer min lille baby til verden klokken 6:48 – født i spagat og med navlesnoren om halsen. Baby bliver hurtigt ført op til børnebordet, hvor hun får CPAP og opmærksomhed fra lægerne. En jordemoder fortæller mig at vi har fået en lille pige, kigger jeg på min mand, der grædende kysser mig og udbryder at vi har fået en datter. Jeg er træt og lettet over at det er overstået. 

Min datters ene ben er blevet presset under fødslen og er derfor hævet og mørkelilla, og samme dag checker vi derfor ind på Familieafsnittet til overvågning – men benet kom sig heldigvis efter et par dage. På trods af uventede forhindringer, så tænker jeg tilbage på min fødsel som det vildeste jeg nogensinde har prøvet – jeg føler mig sej over at have klaret den uden smertelindring, og taknemmelig for det professionelle personale på Randers Sygehus, der formåede at skabe en tryg atmosfære gennem hele forløbet. 

 

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven