mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – en skøn beretning fra en førstegangsfødende

Det er jo i virkeligheden ikke særligt pænt at gøre, men jeg kom simpelthen sådan til at grine, da jeg læste dagens fødselsberetning. Mest af alt fordi det skinner ret tydeligt igennem, at kvinden der har skrevet den, godt selv kunne se de sjove i det, da der – med hendes egne ord – kommer “ting og sager med”, da hun pressede barnet ud, alt imens hendes kæreste kæmpede for at holde lugten ud. Ha ha, jeg kan lige se den stakkels mand for mig, som han må have stået der i sine følelsers vold (og lugten af lort) og ikke vidst, om han skulle grine eller græde!!

Tag rigtigt godt imod en fantastisk fødselsberetning.

Jeg havde termin den 30. April 2020 og havde en dejlig ukompliceret graviditet uden kvalme og andre gener. Min moderkage lå foran, så jeg mærkede først ægte spark sent i graviditeten og nød dem da de endelig begyndte at kunne mærkes i  februar. Da Danmark lukkede ned i starten af Marts på grund af Corona, arbejdede jeg hjemmefra den sidste måned, inden jeg kunne gå fra på barsel fire uger før termin. Det var en super underlig tid, hvor mig og min kæreste ingen mennesker så og hvor jeg nærmest ikke forlod huset. Min største frygt var at skulle gå en fødsel i møde med Corona eller værre endnu, at min kæreste måske ikke måtte deltage i fødslen, hvis han var smittet. Derfor tog vi alle forholdsregler, selvom det var super ensomt og trist ikke at kunne vise sin højgravide mave frem. Mit babyshower (som jeg ikke kendte til) blev aflyst og alle de ting, jeg havde planlagt at forkæle mig selv med i barslen ligeså. Ingen frisørtid, massage eller lignende til mig, selvom jeg virkelig trængte!

Jeg havde på fornemmelsen, at jeg som førstegangsfødende ville gå over tid og at vores søn derfor ville blive et Maj barn, ligesom jeg selv. Jeg har fødselsdag d. 9 Maj og vi jokede med at vores søn sikkert ville komme den dag. Jeg regnede dog stærkt med, at han ville komme inden da. De første dage i Maj fik jeg lavet et par hindeløsninger, for at sætte lidt skub i det, men min fødselsdag kom og gik uden optakt til noget som helst. Dagen efter min fødselsdag er det mors dag og det er der jo også noget symbolsk i. Jeg vågner kl 6 ved en smerte jeg ikke rigtig ved hvad er. Jeg går på toilettet og da jeg kommer ind i seng igen, kommer der endnu en smerte. Det går op for mig, at jeg nok har begyndende veer. Samme morgen kl 9 har jeg en tid på Herlev hospital, hvor vi skal snakke om en eventuel igangsættelse. Jeg har ikke regelmæssige veer og de gør ikke specielt ondt endnu, men vi tager afsted til samtalen, så de kan vurdere hvor langt i fødslen jeg er. For en sikkerheds skyld pakker min kæreste fødselstasken i bilen, selvom vi regner med at blive sendt hjem igen. Det viser sig at være en god idé!

Min kæreste må ikke være tilstede til undersøgelsen på grund af Corona, så han venter i bilen imens. Da jordemoderen undersøger mig, bliver hun ret overrasket, for jeg er åbenbart allerede fire centimeter åben. Min smertetærskel må være rimelig høj, for jeg synes faktisk ikke, at det gør ondt på det her tidspunkt. Min kæreste bliver ringet op og vi få besked på at gå en tur på en times tid, inden vi skal ind på en fødestue.
Set i bagklogskabens klare lys, skulle vi have holdt os i nærheden af fødemodtagelsen, men vi tog beskeden meget bogstaveligt og begav os ud på en længere gåtur i en park tæt på hospitalet. Efter et kvarter går mit vand og så skal jeg love for, at der kommer gang i mine veer. Vi stopper ved hver lygtepæl, da jeg har veer konstant og nu gør de altså ondt! Vi sætter kurs mod fødemodtagelsen, men det tager laaang tid at komme tilbage, når vi skal stoppe hele tiden. Da vi endelig kommer tilbage er klokken omkring 11.30 og jeg bliver undersøgt. Jeg er nu 8 cm åben og vi kommer direkte på fødegangen. Herfra står det hele lidt sløret for mig. Jeg føder åbenbart bedst, ved at gå fuldstændig ind i mig selv. Jeg står på gulvet og læner mig ind over en seng de næste timer. Der er næsten ingen pauser mellem veerne, så jeg lukker bare øjnene og holder ud. Jeg får lattergas og min kæreste giver mig den bedste massage på lænden (dagen efter har jeg de ondeste blå mærker, han trykkede virkelig til!). Jeg husker svagt et vagtskifte, men jeg er ærligt talt helt ligeglad på det her tidspunkt og så kan jeg huske at jeg fik et klyx og at jeg var tørstig som aldrig før, mens min kæreste var alt for sløv med at give mig det sugerør!

Det tager nogle timer, før jeg er helt åben og vores søn er trængt langt nok ned til at jeg må presse, men omkring kl 16 går jeg ind i pressefasen. Underligt nok kan jeg ikke mærke pressetrang, jeg har bare ondt hele tiden. Det frustrerer mig helt vildt. Indtil nu har jeg fint kunnet være i smerterne og føle kontrol over situationen, men nu går jeg lidt i panik. Det gør voldsomt ondt og jeg kan på ingen måde vurdere, hvornår jeg skal presse. Jordemoderen beder mig ret bestemt om at slappe af og så jager hun ellers to fingre op mellem mig og min søns hoved. På den måde kan hun fortælle mig, hvornår der kommer en ve. De to fingre er jeg voldsomt sur på, for der er ingen plads i forvejen og så synes hun lige, at de skal derop også! Av for katten! Men det hjælper og jeg genvinder nogenlunde kontrollen. På trods af et klyx, kan jeg tydeligt mærke, at der kommer ting og sager med, når jeg presser. Det hyler mig lidt ud af den, men man kan jo på ingen måde styre det. Her bagefter griner vi lidt af det, men min kæreste siger, at det lugtede fælt på stuen og at han virkelig skulle tage sig sammen for at være i det. Det er altså lidt bagsiden af medaljen ved at føde, synes jeg. Næste gang må jeg sørge for at spise en masse svesker i dagene op til fødslen!

Kl 17.15 kommer vores søn til verden omkring 11 timer efter første ve og uden andet smertestillende end lattergas og massage. Jeg får to overfladiske bristninger og går altså næsten ikke i stykker. Jeg er pisse stolt af mig selv og føler mig som den sejeste kvinde i verden. Jeg kan sagtens finde ud af at føde børn og jeg vil med glæde gøre det igen! Tænk at have det sådan, det havde jeg alligevel ikke troet om mig selv!

Det der overrasker mig mest i tiden efter, er ammeforløbet. Jeg havde nok ikke gjort mig de store tanker om det, for i mit hoved ville det bare være ukompliceret. Vores søn kan dog slet ikke få fat på mine bryster og vi bruger tre dage på barselsgangen for at få etableret en amning, som kræver suttebrik, supplering med erstatning og udpumpning. Det er slet ikke ukompliceret. Mine bryster er store og bløde, min søns mund er lille og han har en svag sutterefleks. Den kombination gør det rigtig svært at få en amning op at køre. Heldigvis er tiden vores ven, for jo større han bliver, jo bedre kan han få fat og mine brystvorter bliver hårdere og hårdere jo mere han kommer til brystet. Her efter snart tre måneder, er det endelig begyndt at virke nogenlunde problemfrit. Vi har smidt suttebrikken og bruger næsten ingen erstatning mere. Men ammeforløbet har været hårdere end fødslen synes jeg. Jeg ville ønske, at man gjorde mere ud af at forberede førstegangsfødende på de problemer, der kan opstå. Jeg vidste godt, at man kunne få sår på brysterne, at det kunne gøre ondt i starten osv., men jeg havde ikke tænkt over, at nogle babyer faktisk ikke rigtig har en sutterefleks eller at en babys mund og mors bryster kan være et dårligt match.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven