mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – en fødsel der kom lidt før forventet

Selvom man godt ved, at fødslen er ved at være oppe over, så er det altså ganske normalt, at man bliver taget lidt med “bukserne nede” så at sige. Simpelthen fordi man havde sat sig i hovedet, at det først skulle være “i næste uge” 🙂 Sådan går det naturligvis ikke altid, for som altid, kan man jo ikke forudsige særligt meget om en fødsel andet end, at der kommer en baby ud.
Tag godt imod en skøn beretning fra en førstegangsmor.
Som førstegangsfødende var jeg helt overbevist om, at jeg ville gå over tid – faktisk havde jeg forberedt mig på, at føde en uge efter terminsdato. Så da jeg fik konstateret leverbetinget graviditetskløe (37+6) og fik af vide, at jeg senest ville blive sat i gang på terminsdato, blev jeg lidt slået ud – det var jo ikke lige dét, jeg havde forestillet mig.
3 dage senere vågner jeg klokken 4 om morgenen. Det er der sådan set ikke noget unormalt i, men denne gang er det ikke fordi jeg skal tisse – jeg vågner klynkende, fordi jeg har ondt i maven. Efter noget tid går det op for mig, at det må være en form for veer. Men altså, jeg er jo førstegangsfødende og skal sættes i gang om to uger, så jeg er helt overbevist om, at det vil gå i sig selv. Resten af dagen forløber stille og roligt med udholdelige sammentrækninger og lidt tegnblødning – men igen, jeg føder jo ikke endnu.
Om aftenen siger jeg til min mand, at jeg hellere må sove på sofaen – han skal op og på arbejde dagen efter, og han får jo nok ikke så meget søvn, når jeg skal ligge og trække vejret gennem de der sammentrækninger, der sikkert går i sig selv i løbet af natten. Så han går i seng omkring midnat og jeg går i stuen. Jeg skifter lidt rundt mellem at ligge i sofaen og at sidde og hoppe på min yogabold. Derudover når jeg vidst også et par varme bade – imellem sammentrækningerne er det varme vand fantastisk, men så snart der kommer en ve, så kan jeg kun holde ud at stå op ad et bord. Men jeg er stadig overbevist om, at den der fødsel, den skal jeg kigge langt efter.
Kl. 1.15 sidder jeg igen på min yogabold og kan mærke et “blob” i maven, og idet jeg rejser mig, kan jeg mærke en lille skylde, der rammer det bind, jeg trods alt har på. Jeg vralter ud på badeværelset, hvor der kommer to små skyl mere – okay, jeg må jo nok erkende, at den der fødsel måske er i gang. Jeg ringer til fødegangen og bliver inviteret ind til tjek. Jeg får lige skiftet underbenklæder og kæmper mig så ind i soveværelset, hvor jeg vækker min mand. Han virker forvirret og lidt utilfreds – og til hans forsvar skal det da også lige nævnes, at jeg har brugt dagen på at forsikre ham om, at de her veer jo bare går i sig selv.
Køreturen til fødegangen er slet ikke som jeg havde forventet – vi bor kun 5 min. derfra, men jeg havde forberedt mig på en ulidelig lang køretur med frygtelige og uudholdelige veer. Men det var slet ikke galt. Kl. 2 ankommer vi til fødegangen og jeg skal efterhånden gøre en indsats for at trække vejret hen over veerne. Jeg kommer med det samme ind på en fødestue, og jeg når at tænke, at det da er lige tidligt nok, jeg er jo sikkert ikke engang i aktiv fødsel. Jeg bliver dog klogere efter en indvendig undersøgelse – jeg er 6 cm åben! Nå, jamen så er der i hvert fald ingen vej tilbage, nu ender det jo nok med en baby.
Jeg bliver tilbudt at komme i badekar, hvilket jeg takker ja til. Det er både helt fantastisk og vanvittig forfærdeligt (det sidste skyldes nok mest veerne, og ikke selve badekarret). På et tidspunkt spørger jordemoderen mig, om det varme vand hjælper? Jeg husker at jeg, sådan lidt tåget får svaret, at det ved jeg ikke helt – en fornemmelse, der går igen i løbet af de næste par timer. Følelsen af, at jeg simpelthen ikke ved, hvordan jeg har det med den stilling jeg er i, om jeg vil have noget at drikke, om vi skal prøve det ene eller det andet, om jeg vil føde i vand osv.
Efter noget tid i badekarret foreslår jordemoderen, at jeg kunne komme op og få noget lattergas, hvilket jeg takker ja til. Det hele er lidt tåget, så jeg har ikke nogen idé om, hvor længe jeg står lænet op ad fødelejet og får lattergas, men på et tidspunkt kommer jeg op på selve fødelejet at ligge. Jeg ligger på siden, for der er én ting jeg trods alt kan tage stilling til; jeg skal ikke føde på ryggen! Og her ligger jeg så igennem pressefasen. Hovedet står lidt uregelmæssigt (stjernekigger), så det er lidt en udfordring at få ham ud – på et tidspunkt foreslår jordemoderen, at jeg kommer om på ryggen at ligge, og af en eller anden grund går jeg med til det. Heldigvis. Det hjalp virkelig meget at kunne få fat i mine ben og få følelsen af at kunne presse igennem.
Efter halvanden times presseveer, nævner jordemoderen, at de overvejer at kalde en fødselslæge på stuen – jeg ved godt hvad det betyder, men får i en vepause alligevel spurgt, om det er fordi de vil lægge et klip eller en sugekop? Ja, det kan godt tænkes, at han skal tages med sugekop, fortæller jordemoderen. Lægen når lige ind ad døren og i det samme bliver Simon født og kommer op på min mave. Jeg husker tydeligt hvor forbavset jeg var – der på min mave lå der lige pludselig sådan en lille, blålig krop. Min søn. Som jeg for få timer siden havde mærket sparke i min mave. Hold kæft hvor var det sært. Men jo også ret fedt!

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. Skægt, jeg var også overbevist om at mine veer dengang, der vækkede mig kl. 1, gik i sig selv igen. Det var først da der sev vand kl. 6 at det slog mig at vi blev forældre snart 😅 da jeg blev undersøgt på sygehuset var jeg 8 cm åben og min søn blev forløst ved aks 2 timer senere ❤

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven