mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Tid til eftertanke #80

Det er længe siden jeg har gjort det sidst, det her med at stå op en times tid (eller to) før alle andre, for at sætte mig ved computeren og skrive. Ikke desto mindre er det netop hvad jeg har gjort i denne uge. Jeg ved ikke om det er efteråret, der er ved at snige sig ind på mig, om det er en (midlertidig, forhåbentligt) overflod af bekymringer, eller om det slet og ret bare er fordi jeg er inde i en periode hvor jeg ikke har så stort et søvnbehov som ellers. Uanset hvad, så har jeg besluttet mig for at nyde de stille stunder om morgenen. I virkeligheden arbejder og tænker jeg allerbedst om morgenen fra fem til ni (eller syv, i hverdagene når familien står op), fordi der ikke er nogle “forstyrrelser” udefra jeg skal tage mig af. Nuvel, det skulle slet ikke handle om mine søvn- eller vågnevaner. Det skal handle om tid til eftertanke. Kan I godt mærke at jeg væver lidt? Det er simpelthen fordi det har været en ganske mærkelig uge, skal jeg sige jer. Og det er desværre ikke på en måde, som jeg kan gøre grin med – ikke endnu i hvert fald. Tag godt imod min muligvis mest melankolske omgang tid til eftertanke, nogensinde.

Ugens højdepunkt er svært for mig at udvælge i denne uge. Ikke fordi der ikke har været højdepunkter – det har der bestemt. Men fordi der ikke er én ting, der springer mig direkte i tankerne, når jeg forsøger at gennemgå ugens forløb. Måske er det fordi sidste uge var så ekstrem på højdepunkterne på grund af det der fuldkommen fantastiske bryllup vi var til henover flere dage, at denne uge har virket sådan lidt mere leverpostejsagtig.

Jeg smilede mest da jeg, efter at have fået kyndig vejledning og dermed endeligt styr på min årsopgørelse for 2019, opdagede at jeg kan forvente at få en lille pose penge tilbage i SKAT. (Fordi jeg er selvstændig erhvervsdrivende, så får jeg ikke mine skattepenge om sommeren ligesom de fleste andre – de kommer her i september i stedet). Jeg havde godt en lille fornemmelse af at det var dén vej det gik, men det var dog alligevel en glædelig overraskelse at få. (Jeg har det sådan at “man ved jo aldrig” og jeg er altid skide bange for at det ender med at jeg skal betale en hel masse, så det var faktisk en kæmpe lettelse!).

Ugens lavpunkt har været af en sådan karakter, at jeg ikke har lyst til at dele det her på internettet. Et kort øjeblik overvejede jeg om jeg bare skulle nævne et andet “lavpunkt” end det virkelige – du ved, noget med havregrøden der brændte på for mig forleden, eller en snigende PMS, der er på vej, fordi det ville være meget lettere at dele noget konkret. (Sjovere at læse, måske også). Men jeg må minde mig om, at jeg allermest skriver disse ugentlige indlæg for min egen skyld. For refleksionen, for tilbageblikket og for at skabe et ærligt billede af dét mit liv – også – rummer. Det har været en hård, tung og skide svær uge, for at sige det rent ud og selvom jeg ikke kommer til at gå nærmere i detaljer omkring hvad det handler om, så håber jeg i det mindste, at det kan minde jer om, at der af og til sker svære ting, som fylder helt utroligt meget, for os alle – også selvom vi ikke altid siger det højt.

Det gode ved det er en lille smule svært at få øje på lige nu. Til gengæld har jeg efterhånden lært, at der sjældent er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg tror på, at det skaber rum for udvikling, at møde modgang. Så lige nu handler det allermest bare om, at holde tungen lige i munden, mærke godt og solidt efter og så ellers træde varsomt ud af den nye sti, som jeg ved (tror, håber) ligger under tågen og venter.

Jeg har haft det bedst med at iføre mig mit nye tøj fra Mos Mosh (som jeg skal reklamere for på min instagramprofil henover de kommende måneder). Selvom jeg har fået tøjet i gave og jeg har en aftale med Mos Mosh om at jeg skal vise tøjet frem til frit skue for de omtrent 50.000 mennesker der kigger med hos mig ovre på instagram, så mener jeg det altså når jeg siger, at det er noget fantastisk tøj. Jeg har – i alt for mange år, jeg ved det godt – været lidt af en discountdulle, hvor hverken kvalitet eller bæredygtighed har været i højsædet, når jeg har shoppet tøj. Som studerende og ung jordemoder havde jeg ikke råd til andet og sidenhen, ja, så var jeg måske i virkeligheden bare lidt for nærig. Købte ting til børnene, i stedet for til mig selv (kender I det?). Jeg har kun haft enkelte ting af rigtigt god kvalitet, men det har Mos Mosh altså lavet om på nu. Jeg har fået flere par jeans (som gør noget virkelig pænt for min ellers temmeligt flade mor-bagdel), nogle toppe, bluser og blazere og jeg føler mig som en toptjekket boss-lady i det meste, både fordi det er skide pænt og fordi det er god kvalitet. Dét er fedt!

Det bedste jeg har spist var en falafeldurum fra Durumbar Øst (mit favorit-falafelsted på Østerbro). I sig selv er sådan en rulle – særligt når man også får lidt fetaost i den – et helt udmærket måltid, men dét der gjorde den til ugens allerbedste var, at den blev spist på stranden, med et godt glas rødvin til. Det blev den spinkede og coronavenlige – men meget, meget hyggelige – fødselsdagsmiddag for Simon. Han har haft super travlt på sit arbejde i denne uge, så det gav ikke rigtigt mening at slæbe ham med på fin restaurant eller ud til al muligt halløj, for jeg tror slet ikke han ville have haft energi til at nyde det. Så. Falafel på stranden – pivgod idé.

Det bedste jeg har hørt i denne uge, er jeg egentlig ikke engang sådan overdrevet begejstret for, ha ha. Men jeg har hørt det til ende og jeg har følt mig underholdt imens, så nu får I den alligevel serveret her. (Som I måske fornemmer på beskrivelsen af ugens lavpunkt ovenfor, har jeg været lidt ved siden af mig selv, så alene dét at have hørt/set noget og rent faktisk fattet hvad det har handlet om, føles som en okay-stor præstation). Nuvel. Det er en lydbog – en samtalebog, faktisk – af Iben Hjejle og Signe Lindkvist. En super sød og fin lille lydbog, som det ikke tager mere end et par timer at høre. Men der er et men. Et – synes jeg – kæmpestort men. Det er simpelthen ikke Iben og Signe der indtaler den! (Whaaaaat?!!!). Yes, den er god nok. Forlaget – eller de to seje damer – har simpelthen hyret to kvinder (skuespillerinder, gætter jeg på) til at indlæse bogen som om de var Iben og Signe. Kæmpe, kæmpe intiklimaks, synes jeg. Men altså, indholdet er jo det samme og det var i og for sig super fint, så giv den endelig et lyt – nu er du i det mindste forberedt. (Titlen, selvfølgelig, den skal du også have. Den hedder “Er der en voksen til stede?“)

I næste uge ser jeg frem til at min ældste niece kommer og bor hos os det meste af ugen. Hun går i 9.klasse og skal i praktik hos min dejlige kollega Charlotte Caroline og altså, hvor jeg glæder mig. Ikke så meget til praktikdelen, for den har jeg selvsagt ikke det store med at gøre, men til al den tid vi får sammen, når hun (og jeg – og drengene, selvfølgelig) har fri. Der er ingen tvivl om, at de allersværeste at bo langt væk fra i familien, er børnene (og de næsten-voksne). De udvikler sig så mega-hurtigt, at jeg ikke altid føler at jeg kan følge med, når jeg står på en sidelinje der ligger mere end 300 km væk. Suk, mand, hvor jeg savner dem! Så. Derfor bliver det simpelthen så mega-skønt at få den ældste på besøg en lille uges tid, så vi kan komme lidt bedre in sync med hinanden igen. Mon ikke også det kan drive mine tanker lidt væk, fra noget af alt det bøvl jeg har gået og brygget på de seneste dage? Det satser jeg benhårdt på!

Skriv din kommentar

Kommentarer (14)

  1. Ej hvor mærkeligt at Iben og Signe ikke selv har indtalt den bog. Det gik jeg da 100% ud fra. Hmm…
    Jeg håber også på at der er en mening med de ting der sker i mit liv, også selvom meningen er meget svær at få øje på. Jeg håber du har ret.
    Og så bare lige en kæmpe virtuel krammer din vej 😘❤️

  2. Som ivrig lytter af Signe og Ibens podcast, Sitter, så kan jeg fortælle at de først selv prøvede at indlæse bogen, men at det simpelthen lød dumt og kunstigt. Flowet blev fladt og det lød helt forkert. Når de laver podcast sammen improviserer de og snakker lidt i munden på hinanden – og det går stærkt. Så oplæsning duede ikke.
    Håber det svære bliver nemmere – kram til dig ❤

    1. Jeg tænkte nok at det var sådan noget der lå bag – men fordi jeg også har lyttet til (og holdt meget af) en del af deres podcastepisoder, havde jeg sådan glædet mig til at høre dem i er andet format 🙏🏼😍

  3. Det ville nok have givet mere mening at dele at din havregrød brændte på forleden. Jeg ved godt at I også har ret til privatliv, for det har I! Men vi ved godt at bloggere også bliver skilt, har aborter, bliver syge, mister familiemedlemmer. Det ved vi godt. Men når du skriver som du gør, så vil alle jo bare begynde at gætte på hvad det er.. og det fungerede virkelig dårligt hos Sneglcille for nogle måneder siden.

    1. Det kan godt være at du har ret ❤️ men for mig er min blog nu engang mit lille fristed, hvor jeg har brug for at kunne dele de ting, der fylder i dét omfang jeg har lyst. Jeg har heldigvis de sødeste, kærligste og mest opbakkende læsere, så jeg er sikker på at det nok skal gå helt fint, selvom jeg ikke siger mere end jeg gør 🙏🏼

    2. Hun skal da dele lige præcis det hun har lyst til at dele, på præcis den måde hun har lyst til at dele det på. Sneglcille fik i øvrigt aldrig muligheden for at holde det privat, da folk gik så meget over stregen i hendes kommentarfelt og spurgte direkte ind til om hun skulle skilles, lang tid inden hun selv var klar til at dele det.

      1. Tak.❤️ Men “with all due respect”, synes jeg at vi skal holde SneglCille ude af det her. Hun er min veninde, som jeg holder ufatteligt meget af og det gør mig ked af at læse om hende på dén måde i mit kommentarfelt. I mener det garanteret pænt og ordentligt, men jeg håber alligevel at I vil respektere mit ønske.

  4. Kære Cana. ❤️❤️❤️ Ønsker solen titter frem for dig og dine og at det svære bliver bedre over tid – eller til at acceptere, hvis ikke det bliver bedre. Dejligt, at du mærker efter, hvad du vil dele, så du passer på dig selv – du skylder ikke “os” noget. Tak for dig, varme tanker Jannie

    1. Mange tak for din søde kommentar, Jannie ❤️ Den gør mig glad! Mit fundament står stadig, følelserne er ved at finde fodfæste og lige om lidt, skal jeg nok være tilbage til mit eget good old self 🙏🏼😍

  5. Så forståeligt, at du ikke vil dele alt med os. Jeg synes, du får det skrevet på en såfin måde. Jeg håber, at det der er så svært nu, snart bliver bedre. Masser af kram din vej.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven