mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Hverdagen og den skide albue, mand

… Og pludselig var den her igen. Hverdagen. Den er ikke længere helt som vi kender den, langt fra, og alligevel er den vendt tilbage som om intet var hændt. Når jeg kigger ud, ser alt ud som det plejer. Solen skinner, bilerne kører, mænd går med babyer i seler på maven og en kvinde kommer cyklende forbi med et halvgnavet æble i hånden. Byen ligner sig selv. Hverdagen gør, selvom alt alligevel er blevet tilføjet en ny dimension. Coronadimensionen, som har lagt sig som et let skydække henover alt det, der var engang.

Vi skal passe på hinanden, siger vi i kor, imens vi spritter vores hænder og ”krammer” med en albue. Der var engang, hvor jeg troede at det var en fase; noget der ville gå over, så snart vi skulle få bugt med den forbitrede sygdom. Det tror jeg ikke længere helt. Jeg tror i stedet, at vi skal lære den nye ”normal” at kende og for fanden, hvor jeg dog håber at den kommer til at blive god. Jeg håber sådan på, at vi kan være lige så kærlige, sjove og nærværende i både egne og hinandens liv, selvom vi skal gøre det hele på en vis afstand. Shit, hvor jeg håber.

En ting jeg – på helt personlige vegne – tænker over, er for eksempel mine foredrag, som jeg stille og roligt starter op på igen om en måneds tid. Jeg er booket ud til nogle mindre arrangementer, som forhåbentligt ikke rammes af restriktioner fra oven og jeg glæder mig sådan – men jeg er også nervøs. For hvordan pokker skal det gå, når jeg (selvfølgelig) ikke kan knuskramme dem, der kommer til mig efterfølgende og siger tak. Det er altid højdepunktet for mig, ved at holde foredrag, at få lov til at snakke med nogle af de deltagende efterfølgende. Det er som at stille sig i en regnbuebeklædt solstråle og jeg får altid lyst til at give al den kærlighed jeg har, tilbage til dem, som giver mig deres. Med kram og fysisk nærvær. Og nu kan de få en albue. En skide albue, mand.

Jeg ved ikke hvordan noget som helst bliver og det kan selvfølgelig også være at de stigende smittetal pludselig stagnerer og vi alligevel godt kan spritte – kramme – spritte, men uanset hvad, så håber jeg bare, at det hele kommer til at føles naturligt, snart. Naturligt og godt, allerhelst.

Hjulene ruller, rugbrødsmadderne venter på at blive smurt, vækkeuret skal stilles på ny og det der gærde vi skal over, bliver jo ikke ligefrem mindre af at vi bare står og glor på det. Op og i gang. Corona eller ej, så er hverdagen her igen og selvom jeg ikke kan komme udenom min bekymring, så glæder jeg mig også til alt det der venter.

Skriv din kommentar

Kommentarer (3)

  1. Forstår godt din bekymring, men intet varer evigt – heller ikke Corona, er jeg helt sikker på. Men det er da super svært, når vi ikke kan gøre som vi plejer:-)

  2. Kære Cana,
    Tak for dit fine skriv. Du sætter ord på hvordan jeg tror mange af os har det og jeg tror du har ret. Hverdagen bliver nok aldrig helt den samme. Tak for dig – det er godt at have dig tilbage, hvor man (jeg) kan mærke dig.
    /Maria

  3. Hørt.
    Og det bekymrer mig mega meget at så få holder fast i kun st give albue eller holde behørig afstand
    Synes min SoMe flyder over med ellers fornuftige mennesker der står med armene om en ny hver anden dag. Og jeg forstå de har lyst men uh altså. Når man har måttet opsige halvdelen af medarbejderne der hvor jeg arbejder – og flere endnu hvis det blusser op igen, så bliver man sgu lidt træt.
    Så TAK for du bliver ved med ar bruge albuen.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven