mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – hurtig og ukompliceret

Det var dén slags fødsler jeg fik våde drømme over, i mine første år som jordemoderstuderende. Ja, det kunne jeg sådan set stadig godt gøre, for der er altså noget helt, helt fantastisk ved at tage del i de fødsler, der går så hurtigt og ukompliceret som denne her. Tag rigtigt godt imod en ganske kort, men ditto vidunderlig beretning fra en andengangsfødende.

Midt i coronatid venter jeg mit andet barn. Graviditeten har været forholdsvis ukompliceret, men alligevel præget af at være en tid i vores liv med alvorlig sygdom og død i nærmeste famile af flere omgange som meget naturligt fyldte en del. Følelsen af ikke rigtigt at nå at glæde sig blev en fast del langt hen i graviditeten, men meldte sig heldigvis alligevel i slutningen.

Tirsdag 40 + 5 skal jeg til almindelig jordemoderkonsultation. Min faste jordemoder har ferie, så jeg kommer ind til en anden. Jeg havde hjemmefra talt med min mand om at bede om en hindeløsning. Jeg var spændt – ja næsten lidt nervøs for om der skulle meget overtalelse til. Til min lettelse bringer jordemoderen det selv på banen. Hun ved der er roligt på fødegangen på det tidspunkt, og de kunne i øvrigt godt bruge en fødsel til ambulancereddereleven, som også deltog i konsultationen. Jeg får lavet hindeløsning, hvor jordemoderen konstaterer, at jeg er gode 3-4 cm åben og så kører jeg ellers direkte hjem, for nu er jeg bare klar til nogle veer. Jeg hygger med vores datter og min mand, men bliver alligevel lidt frustreret hen ad aftenen, da det ikke ser ud til at der skal ske noget. Kl. 22.15 kigger jeg på uret og bestemmer mig for at sove – bare for en sikkerheds skyld.

Kl. 23.15 vågner jeg. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg allerede nu har mærket et par veer i søvnen og at der altså er en til nu. Appen med vetæller sættes i gang. Jeg måler et par stykker – ca. 2,5 min i mellem og varer ca. 45 sek. Jeg tænker, at de skal være længere for, at de vil se mig på fødegangen. Jeg ligger og putter i vores seng med vores datter i armene en sidste gang, inden vores tilværelse skal forandres. Veerne fortsætter med samme længde og interval og jeg må på toilettet en del gange. 23.45 vækker jeg min mand. Jeg har brug for en ekstra vurdering af om vi skal ringe til fødegangen. Min mand ringer derind og i mens fortæller min app mig, at jeg skal gøre mig klar til at tage afsted, men at jeg godt kan nå et bad eller noget at spise. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt af den. Min mand vender tilbage og siger, at fødegangen bestemt synes det lyder som om de gerne vil se os med det samme, så der bliver ringet efter min svigermor, som skal sove med vores datter og de sidste ting pakkes i bilen. Vi kører afsted kl. 00.15. Vi kører lidt stærkt i følge min mand og lander på fødegangen omkring kl. 00.30, hvor min app sjovt nok konstatere, at nu skal jeg søge mod fødegangen.

Vi bliver selvfølgelig spurgt, om vi har symptomer på corona og følges derefter direkte på fødestuen. Jeg går lige på toilettet og da jeg kommer ud igen møder jeg jordemoderen i fuld rumdragt. Hun forsøger at stikke vatpinden i halsen af mig tre gange og vælger at sige, at det må være nok.

Derefter op på briksen. Jordemoderen har allerede her en klar fornemmelse af, at vi er tæt på, så der bliver hurtigt lyttet efter hjertelyd og hun mærker mig indvendigt. 8 cm er meldingen og hun tror, at jeg vil udvide mig de sidste to så snart vandet går. Hun vil helst lade vandet gå af sig selv, da intensiteten er vild nok lige nu. Jeg får lov at komme i badekarret som lynhurtigt er fyldt. Den skønneste fornemmelse – præcis som jeg husker det fra min første fødsel.

Veerne er frygtelig smertefulde men stadig af samme lidt korte varighed og med korte intervaller, som de hele tiden har været. Vi når punktet, hvor jeg må skrige lidt af smerte, selvom jeg ville ønske, at jeg kunne koncentrere mig om vejrtrækningen.

Der er ikke rigtig pause mellem veerne mere. Det strammer bare foran konstant. Jeg må gerne presse lidt med, hvis trangen opstår. Det gør den. Meget. En ve. Lidt tegnblødning i vandet. En ve mere. Vandet går. En ve. Hovedet synker helt ned kan jeg mærke. Jeg får besked på at gispe hovedet ud. Den jordemoderstuderende hjælper skuldrene ud, jordemoderen vikler navlestrengen fri af halsen, og der lander lillebror altså på maven af mig et par timer efter start kl. 01.25 – helt perfekt. En hurtig og intens fødsel, hvor al min tryghed hvilede i, at jordemoderen fra start til slut var knusende rolig og hvor vi aldrig var i tvivl om, at hun vidste præcis, hvordan den fødsel kom til at foregå.

Efter lidt søvn og mad tog vi hjem og præsenterede ham for hans meget stolte storesøster med den bedste fornemmelse i kroppen.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven