mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – en fødsel efter planlagt kejsersnit

Når man har et kejsersnit med sig i bagagen, er det ikke “bare sådan lige” at føde igen. I samråd med en fødselslæge, skal man beslutte om man skal forsøge sig med en vaginal fødsel, eller om der må endnu et kejsersnit til – og hvadenten man vælger det ene eller det andet, så er det ikke uden risiko. En graviditet og fødsel efter et kejsersnit er per definition at betegne som en risikograviditet og -fødsel, fordi livmoderen i sagens natur bærer på et stort ar, som ikke er ligeså stærkt som det øvrige, intakte væv.

Derfor er det ikke altid lige let at vurdere hvad der er det rigtige at gøre, når beslutningen skal træffes, men det var det heldigvis for kvinden, der står bag denne uges fødselsberetning. Hun fødte vaginalt efter at have fået kejsersnit – og havde en rigtigt god oplevelse med det. Tag godt imod en opløftende, skøn, velskrevet og på alle mulige måder pragtfuld fødselsberetning om at føde vaginalt efter et kejsersnit.

En fødsel efter planlagt kejsersnit

Efter at have forsøgt i noget tid lykkedes det os, at jeg blev gravid i sommeren 2019. Jeg stod på toilettet på en campingplads i Skagen med en positiv test. Selvom vi næsten ikke var i tvivl om, at der var bingo, så var det fantastisk at kunne fortælle det til manden og den kommende storebror i campingvognen efterfølgende.

Jeg omtalte barnet som en pige lige fra starten. Min fornemmelse viste sig at være rigtig. Ved en tidlig kønsscanning fik jeg bekræftet, at det var en lillesøster, der til marts ville komme ud til os. Mit kejsersnit med storebror havde på ingen måde været en dårlig oplevelse, men nogle mindre gode besøg ved jordemoder og en turbulent optakt til kejsersnittet, sad stadig i mig.

Jeg følte dengang at jeg flere gange ikke var blevet lyttet til ved jordemoderen, som gjorde mig utryg. Jeg følte et stort behov for at være tryg igennem denne graviditet. Jeg søgte derfor om at komme i Kendt Jordemoderordning. Jeg søgte endda om en bestemt gruppe, da jeg allerede kendte (og følte mig tryg ved) én af de jordemødre. (Gruppen består af tre jordemødre. Kommer man med i ordningen, er det altid én af disse tre man kommer til konsultation hos og ringer til. Derudover er man næsten sikker på, at man føder med én af de tre).

Jeg kom med i ordningen! Det er uden tvivl noget af det bedste, jeg gjorde for mig selv i denne graviditet. Allerede ved første møde havde jeg mødt alle tre kvinder, og jeg var så tryg i deres selskab. Jeg følte mig lyttet til – hvilket i denne graviditet igen skulle vise sig at blive ganske væsentligt.

Første gang jeg bliver mærket på, vender lillesøster i UK (med numsen nedad). Det fortsætter hun faktisk med frem til mit besøg i uge 35+. Her får jeg besked om, at min jordemoder (som faktisk var hende, der sidste gang bekræftede min teori om UK ved storebror) slet ikke var i tvivl om, at hun stod rigtigt – altså med hovedet nedad. Jeg bliver scannet for en sikkerheds skyld, og jordemoder havde ret! Hun vender rigtigt, alt er perfekt, og jeg er henrykt over, at jeg kan få lov til at føde vaginalt denne gang.

Min graviditet er forholdsvis ukompliceret, men jeg er dog begrænset af en meget stor mave, hyppige og regelmæssige plukveer og en storebror, der vil leges med.

Midt i marts kommer beskeden omkring nedlukningen af Danmark grundet spredning af coronavirus. Storebror skal blive hjemme fra daginstitution. Manden skal arbejde hjemmefra. Min uge 38+ konsultation ved jordemoder er nu et telefonmøde. Jeg snakker med jordemoderen og forklarer mit behov for at blive mærket på, da maven er meget stor, og jeg har på fornemmelsen, at lillesøster er lidt til den store side. Storebror vejede 4200g, da han kom i 38+4. De lytter og holder fast i min tid, og jeg bliver tjekket. Min jordemoder giver mig ret og sender mig til vægtscanning. Her bliver det bekræftet, at lillesøster er samme størrelse som storebror var på samme tidspunkt i første graviditet.

Ugen efter bliver jeg kontaktet af mit jordemoderteam. Hvis planen omkring vaginal fødsel skal have de bedste forudsætninger, vil de foreslå igangsættelse omkring termin. Dagen efter termin får jeg en tid til igangsættelse med ballonkateter, da man ikke bruger piller, når man tidligere har fået kejsersnit.


Du kan læse den rørende beretning fra kvindens første fødsel i min bog: 40 ting du skal vide om din fødsel. 


Min mand skal med på trods af alle corona-forbeholdene, eftersom vi skal indlægges natten over. Han er dog ikke velkommen til hverken de indledende undersøgelser eller da jeg får lagt kateteret op.

Der bliver kørt mange CTG-kurver. Med en stor mave, og udsigten til 30min på ryggen uden selskab, er mit humør ikke ligefrem det bedste. Især ikke da jeg heller ikke har nogen hånd at holde ved, da kateteret bliver lagt. Det gør ikke ondt – men er alligevel ubehageligt. Straks efter begynder det at murre, nive og gøre ondt.

Min mand og jeg går ned til afsnittet, hvor vi skal overnatte. Da jeg når derned, har jeg så ondt at jeg bare skal finde en måde at få en pause på. Herefter begynder jeg at få pauser og regelmæssige veer.

Det fortsætter hele eftermiddagen. Først på aftenen er der lidt længere pauser og mulighed for afslapning indimellem. Omkring midnat begynder jeg at bløde, og vi får besked om at at jeg skal tjekkes igen. Alt er fint. Jeg får sovet en lille smule den nat – afbrudt af veer hvert 6. minut.

Næste morgen kl. 6 begynder det at blive ubehageligt at ligge ned, og jeg må op at gå rundt. Da jeg kl. 7 forsøger at gå på toilet, falder kateteret ud. Herefter starter ”de gode” veer (som jordemødrene kalder dem), og jeg får ringet til fødegangen, men min mand må hurtigt overtage telefonen. Vi får den nedslående besked, at de ikke har en fødestue klar til os. Vi må vente til 8.30. Dén 1,5 time føltes uendelig lang!

Jeg kommer ind på en stue og bliver koblet til en CTG måler, som skal følge mig under hele fødslen pga. mit kejsersnit første gang. For pokker, hvor blev jeg hurtigt træt af de elastikker rundt om maven. Da alt er koblet på, kommer der et kendt ansigt ind på stuen. Nemlig den jordemoder, som tog imod mig dagen forinden. Det var så dejligt, at hun ville følge mig indtil ”min egen” jordemoder ankom.

Jeg bliver kl. 9.30 undersøgt og er 5 cm åben. Hun kan se, at fødslen er godt i gang. Det bliver besluttet, at hun ikke vil tage vandet, som ellers er praksis, når man er blevet sat i gang med ballonkateter. Min egen jordemoder bliver tilkaldt. Jeg får varmepuder på fortil, og min mand hjælper mig med at huske min vejrtrækning, når det bliver for svært. Sådan går det i en times tid.

Efter halvanden time, et klyx (hvilket faktisk var okay…) og en ordentlig røvfuld lattergas, bliver jeg igen undersøgt. Jeg er 6-7 cm åben. Lillesøster står lidt skævt, og hun beder mig om at komme op at stå. Veerne tager voldsomt til. Lattergassen har rigtig god effekt. Det tog dog lige et par veer før jeg fandt en god balance mellem at få suget godt ind inden en ve tog til og dermed have god effekt, når den topper. Jeg knuger min mands hånd og priser mig lykkelig for, at han i de her corona-tider må være med. Vi havde læst en masse blandede udmeldinger i medierne om muligheden for hans deltagelse i ugerne op til. Så det havde været en reel bekymring.

Da “min” jordemoder kommer omkring kl. 11 er jeg godt påvirket af lattergas og mine veer kommer regelmæssigt og hyppigt. Jeg husker det som meget, meget korte pauser. Heldigvis har min jordemoder en stemme, som går lige igennem min “tåge” med direkte forbindelse til min ubevidsthed. Når hun siger noget, så lystrer min krop før jeg overhovedet selv når at tænke en tanke. Fra da af føles det som min krop tager fuldstændig over, og jeg følger bare med. Stoler blindt på, hvad stemmen fortæller mig, og min krop adlyder. Det var så vild en oplevelse!

Stadig stående kan jeg pludselig mærke, at hovedet trækker sig ned i bækkenet. Derefter starter en underlig fornemmelse for mig. Situationen føles som ét langt deja-vu for mig. Jeg ved hvad der bliver fortalt til mig, inden det bliver sagt. Jeg ved hvad der kommer til at ske, inden det sker. Pludselig beder jeg min mand om at tage mine strømper af. Ikke fordi jeg har det varmt, men fordi noget siger mig, at det snart vil gavne. Jeg når lige at få en bid af et pølsehorn inden jeg får trang til at presse. Jeg skal igen undersøges. Oppe på briksen fortæller jordemoderen mig, at jeg er 9 cm åben, men at hovedet ikke er roteret rigtigt. Jeg skal op på alle 4 og lave et par øvelser. Jeg når at tænke, at det aldrig kommer til at ske, men på en eller anden måde, så adlyder og reagerer min krop bare. Men de opgiver hurtigt øvelserne, da vandet pludselig går – og strømperne blev ikke våde. Her stopper mit deja-vu.

Nu er der også begyndt at komme lyd på, når jeg har veer, og jeg har svært ved at holde tilbage på pressetrangen. Min jordemoder vil have mig om på ryggen for at kunne kontrollere min gispen og fødslens hurtige fremgang. Jeg skifter mellem at presse og gispe, og kan nu virkelig mærke, hvordan lillesøster bevæger sig ned gennem mit bækken og presser på forneden. Her skal jeg igen om på alle 4. De bruger brandvarme klude for at forhindre, at jeg sprækker. Det fungerer også super godt som smertelindring. Inde til én af jordemoderkonsultationerne, et par måneder forinden, blev jeg forklaret, at man i min situation som andengangsgravid, men førstegangsfødende har øget tendens til at sprække. Jeg er så taknemmelig over, at de har stort fokus på dette, da det nok er noget af det jeg inderst inde er mest nervøs for ved at føde vaginalt.

Jeg føler ikke, at jeg får lov til at holde pause mellem presseveerne, og er virkelig lettet, da hovedet trækkes lidt tilbage efter en ve, så jeg kan nå at trække vejret inden den næste ve kommer. Da hovedet er kommet ud, men kroppen mangler, tænker jeg “Okay… Nu kan jeg virkelig ikke mere”, og SVUP!, så var hun ude.

Midt i en national nedlukning af samfundet i Danmark grundet en potentiel, global sundhedskrise (covid-19) kommer vores lillesøster på 54 cm og 4380g til verden. Hun er født helt ukompliceret ved vaginal fødsel, nøjagtig som jeg havde ønsket at kunne få lov at opleve. Jeg oplevede at få hende op på min mave med det samme og have hende liggende der. Længe.

Vi fik startet op med amning, og jeg fik lov til at se min mand klippe navlesnoren. Alt hvad jeg ikke fik lov til at prøve med storebror, og alle mine knuste forventninger, fik jeg lov til at prøve. Midt i en tid, hvor alt ellers (stadig) synes så underligt, distancerende og bekymrende, stod jeg nu midt i noget ekstremt ikke-bekymrende, meningsfuldt og livsbekræftende.

Jeg sidder i dag og er inderligt taknemmelig over at være kommet ind i et jordemoderteam, som lyttede til mig og gjorde det muligt for mig at føle mig tryg i det hele, lige fra begyndelsen.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven