mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag

Hør nu her! Selvom jeg i udgangspunktet elsker alle fødselsberetninger, så er der altså noget med denne her, som får mit hjerte til at slå et ekstra slag. Jeg tror det er fordi så mange af beskrivelserne er så eksplicitte – og ærlige, ikke mindst. Kvinden her formår at kalde en spade for en spade, imens hun byder os velkommen indenfor derhjemme, på vejen til hospitalet og på fødestuen, hvor fødslen finder sted. Det er – i mine øjne – en fuldstændigt fantastisk fødselsberetning og jeg håber at I vil nyde den, med alt dét den er. ❤️

Min graviditet var forløbet godt og jeg havde overlevet alle de mulige farer jeg var blevet stillet overfor af diverse jordmødre og læger på Herlev. Med et BMI på 40+ var jeg nemlig, ifølge dem, meget udsat. Jeg fik derfor ekstra scanninger og 2x glukose belastning (yes! Så heldig var jeg.. men de gjorde det jo for at holde øje med mig og baby, hvilket jeg var taknemlig for). Derudover masser af formaninger om, at jeg absolut ikke måtte tage mere end 8-10kg på. Jeg endte med kun at tage 7 kg på, tiltrods for at jeg levede af kage nærmest hele graviditeten igennem. Ingen skulle bestemme hvad jeg skulle spise og det hele gik så fint alligevel 😉

De sidste uger var hårde, da jeg fik den ledeste symfyseløsning og jeg kunne ikke ret meget andet end at ligge i sengen med varmepuden mellem benene. Gudskelov havde jeg taget længere juleferie og kunne derfor gå fra allerede i midten af december. Jeg havde termin slut februar.

Dagen for sidste jordemoder besøg kom, præcis dagen før min terminsdag og vi havde aftalt, at hun skulle lave et indvendigt tjek. Jeg havde en masse sommerfugle i maven, da jeg havde døjet med det jeg mente var plukveer i nogle dage (jeg var jo selvfølgelig i tvivl som førstegangsfødende, hehe). Jeg fik en dejlig besked: Jeg var 3 centimeter åben og der var næsten ingen livmoderhals tilbage. Hun tilbød derfor at lave en hindeløsning og det takkede jeg selvfølgelig ja til. Det nev lidt imens, men var hurtigt overstået.

“Husk nu at man ikke kan garantere at det hjælper – og de 3 centimeter betyder bare at du er på vej mod en snarlig fødsel. Det siger intet om hvornår eller hvor hurtigt det går”

formanede jordemoderen, men jeg var et stort smil på vej ud i bilen. Jeg skulle snart møde min baby!!!!

Der gik heller ikke længe efter hindeløsningen, før de første uregelmæssige veer hilste på. Jeg synes det var sååååå nemt med de veer og det hele kørte derudaf, imens jeg kæphøj snappede til en veninde i aller bedste se-hvor-god-jeg-er-til-smerter-stil. Desværre fik jeg en mega slem hovedpine og blev meget ør i hovedet (sådan migræne-agtigt). Efter et par timer med flere veer, afslapning, panodil, kolde klude på panden og rolig vejrtrækning blev hovedpinen stadig værre og værre, så vi besluttede os for at ringe til fødemodtagelsen. Jeg havde de sidste par dage gået til ekstra tjek for svangerskabsforgiftning hos egen læge og var derfor bekymret for om den voldsomme hovedpine var tegn på netop det.
Det blev sent inde i fødemodtagelsen, for der var ventetid og de tog blodprøver for at være sikre på jeg og baby var okay, samt observerede lidt og kørte strimmel. Gudskelov var alt normalt og mine veer var da også nået at gå i sig selv igen, øv! Så jeg blev sendt hjem klokken 4 om morgenen på min terminsdag.

Min kæreste og jeg var enige om, at vi bare skulle lige på hovedet hjem i seng og have en masse søvn, så vi kunne lade op til næste omgang veer. Han faldt i søvn med det samme han ramte puden, imens jeg lå og vendte og drejede mig. Der gik maks en halv time, så startede veerne igen. NU gjorde det fandme ondt. Jeg satte mig på min pilates bold og hang indover sengen. Min kæreste vågnede (måske fordi jeg bandede lidt rigeligt og stortudede, ups…) og vi blev enige om at han skulle ringe på arbejdet klokken 7 og sige at han ikke kom. Jeg kastede op konstant og smerterne i min lænd var ulidelige. Så jeg var helt opløst i gråd og kunne slet ikke være i mig selv.
Da klokken blev 10 måtte jeg overgive mig og bede min kæreste ringe til fødemodtagelsen. Der var regelmæssige veer men stadig 5-6 minutter imellem. De ville heldigvis gerne se os til tjek. Så vi fik pakket os sammen og kæresten fik gjort bilen klar.

Herlev er igang med en kæmpe renovering  og udbygning og da vi ankom var der ingen p-pladser, så vi endte med at holde ovre i det nye p-hus (som ligger TO KILOMETERS gang væk fra hovedindgangen…. ej jeg ved ikke hvor langt der reelt er, men der er fandme langt med veer og symfysesmerter!!!!). Oven i det virkede elevatoren i p-huset heller ikke, så jeg måtte vralte 6 etager ned ad trapperne. Min kæreste fik vidst en sviner eller fem på den tid det tog mig at vralte afsted…. ups. Undskyld skat!

Nå men vi ankom altså til fødemodtagelsen og jeg var virkelig dér hvor jeg tænkte: stik mig en fødestue – det er NU!

Desværre var beskeden hård og nedslående: 3 centimeter ligesom igår i jordemoderkonsultationen……. og jordemoderen, der undersøgte mig, syntes da også bare vi skulle tage hjem igen. Dér satte jeg foden ned! Dét kunne jeg på ingen måde og jeg kan huske at jeg lå på briksen og tænkte: “de her smerter, dem kan jeg ikke håndtere og når jeg ikke er mere åben og det gør SÅ ondt, så vil jeg hellere hoppe ud fra 18. etage end at føde, for det overlever jeg aldrig”. Gudskelov skulle jordemoderen ned i konsultationen så hun kaldte en anden jordemoder ind og hun syntes bestemt ikke vi skulle hjem. Så vi aftalte, at jeg skulle ligge og arbejde godt med veerne og så ville hun tjekke til mig om en times tid. Først ville de dog gerne køre en strimmel.

Det er de længste 30 minutter jeg har oplevet imens den skulle køres. Dét at ligge fladt ned på ryggen gjorde simpelhen for ondt i min lænd og jeg hylede endnu engang over hvor uoverskueligt hele det her projekt fødsel var og hvor ensom jeg følte mig i mine smerter. Da den var færdig kunne jeg derfor ikke komme hurtigt nok op på alle 4 og jeg nåede lige op med bagdelen godt i vejret (som man nu kan med kæmpe mave) i sengen, da jeg sagde: “Jeg tror jeg tisser i bukserne nu skat”. Min kæreste fik hevet i snoren og tilkaldt assistance og så skal jeg ellers love for vandet gik i en kæmpe skylle. Der var fostervand alle vegne.

Den søde jordemoder fra før lavede endnu en hindeløsning, for hun syntes stadig der var en del at løsne…. Og jeg skal lige love for det gjorde ondt! Jeg skiftevis tudbrølede og kastede op i et væk. Og jeg var stadig ikke én eneste centimeter mere åben.

Omkring klokken 16 fik jeg en fødestue, for selvom jeg ikke var i aktiv fødsel, syntes jordemoderen på fødemodtagelsen, at jeg skulle ned og have smertelindring (TAK! Jeg tror i mit smertehelvede jeg havde sagt omkring 1000 gange, at jeg syntes det gjorde fandens ondt og at jeg ikke ville mere).

Så jeg blev hentet af en jordemoder fra fødegangen. En jeg fra første “hej” absolut ikke brød mig om. Jeg syntes hun talte ned til mig og slet ikke forstod mig. Jeg er sikker på, at det blot var en følelse jeg havde, for hun prøvede helt sikkert at hjælpe mig. Men jeg endte med at gå helt ind i mig selv og min kæreste overtog samtalen med hende og svarede på mine vegne. Jeg fik besked på at hvis jeg skulle have smertelindring (vi blev enige om lattergas) så skulle jeg have et lavement inden. Så op med det og ud på toilettet med mig efter de famøse minutter man skulle knibe sammen. Lavementen gav dog overhovedet ikke noget og jeg havde så ondt, så jeg ikke magtede at sidde mere på toilettet og prøve.

Jeg fik lattergassen som aftalt og så blev jeg ellers vind og skæv og kom alt alt for langt væk fra virkeligheden. Så måske var der lige skruet riiiigeligt op for den. Og da jeg stadig havde voldsomme smerter jeg ikke kunne overskue og brækkede mig i alle ve-pauser endte jeg med at råbe: “epidural!!”. Så jordemoderen ville bestille en til at lægge den og så var der iøvrigt vagtskifte (klokken 17), så hun ville give mig videre til en ny jordemoder som skulle lave de indledende forberedelser til epiduralen.

Og gudskelov! trådte “min” jordemoder ind på stuen (jeg var i kendt jordemoderordning) sammen med den sødeste jordemoderstuderende og så fik hele stemningen en helt anden lyd. Jeg følte mig straks i meget bedre hænder og når jeg ser tilbage på fødslen idag, tror jeg simpelthen, at mit dårlige humør skyldtes mega angst for at føde. Jeg var SLET ikke forberedt på de smerter jeg oplevede. Og i mit lille hoved følte jeg ikke at nogen forstod mig, selvom de gjorde alt hvad de kunne. Selv min kæreste følte sig magtesløs, da han ikke kunne nå mig og jeg orkede ikke at han rørte ved mig eller spurgte mig om noget. Jeg var utålmodig og sur udadtil, men inden i var jeg dybt ulykkelig. Det var min søde kendte-jordemoder, der hjalp mig tilbage igen, da hun sagde: du kan føde og du skal føde! Og aede mig blidt på kinden. Hun gav mig det moderlige skub jeg manglede og fik mig også til at indse at alle gjorde deres bedste for mig.

Da epiduralen var lagt vendte mit humør og al den angst omkring smerterne forsvandt. Jeg kunne stadig mærke mine veer, men nu var de mest fortil og der var ro på min lænd. Jeg begyndte faktisk at arbejde med og en time senere havde jeg åbnet mig 10 cm og var fuldstændig klar til at presse. For hold nu op hvor følte jeg, at jeg skulle skide !

Men jeg skulle vente lidt endnu og måtte derfor gispe på veerne den næste time. Lidt over syv fik jeg endelig “go” til at presse og det var den jordemoderstuderende der skulle føde med mig, med min jm ved siden af. Det var et fantastisk team og jeg fik hurtigt presset rigtigt og fik så meget ros! Smerterne syntes jeg at jeg var elendig til – men presse dét kunne jeg fandme!

Min kæreste fik også endelig lov til at hjælpe mig og mellem hver presseve gav han mig en tår at drikke eller en brækpose – for jeg kastede stadig op! Så når der var vepause guidede jeg ham i en-stavelsessætninger: pose. Vand. Stop. Ve. Men vi var endelig det team vi havde snakket om vi skulle være til fødslen, fordi jeg gav ham lov og det gav mig så meget styrke!

Klokken 20.05 kom den smukkeste lille dreng til verden – i en lugt af afføring – for i hele pressefasen havde mit lavement ellers fået ben at gå på, ha ha! Men det lagde jeg selvfølgelig ikke mærke til og den søde jordemoderstuderende var så god til at få det tørret væk under seancen (så meget så jeg måtte få lidt lokalbedøvendecreme på bagefter da jeg har helt hudløs bagi).

Velkommen til verden Theo. 26.02.2020 klokken 20.05. 3505g og 52 cm lang.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven