mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – 18 minutter!

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det går rent ind, når min intention med at dele alle slags fødselsberetninger – på godt og ondt – herinde, bliver forstået lige akkurat som som den er ment. Forud for sin beretning, skrev kvinden følgende til mig:

Tak for “Fødselsfredag” på din blog, som helt klart har været medvirkende til, at jeg på forhånd havde accepteret, at jeg ikke kunne planlægge min fødsel. Jeg kunne forberede mig på smertelindring og faserne (det gjorde jeg bl.a. gennem dine bøger, tak for dem!), men resten skulle jeg bare lade ske.

Man kan aldrig, aldrig, aldrig vide hvordan en fødsel kommer til at forløbe, hvorfor det bedste man kan gøre altid må være, at følge med. Stole på kroppen, på jordemoderen, på lægerne og på sig selv, imens man giver slip og følger med i dét der nu engang kommer til at ske. En fødsel er – uanset hvordan den forløber – en pragtpræstation og alle, der går det igennem er nogle superstjerner, hvis I spørger mig.

Jeg havde håbet på en vaginal vandfødsel, med naturlig smertelindring. Sådan blev det ikke helt.

Jeg vågner onsdag morgen klokken 6.00, da min mands alarm ringer. Jeg har murren i maven, men siger ikke noget til ham, for det har jeg haft før.

Jeg er 41+0 og liiiidt træt af, at være gravid.

Min mand tager på arbejde, men allerede klokken 7.00 skriver jeg til ham, at der er noget i gære, og han skal være obs på hans telefon i dag. Jeg får ret hurtigt uregelmæssige veer, og ringer ham hjem omkring klokken 10.00.

Klokken 14.00 ringer vi til fødegangen, og de spørger om vi vil ind. Jeg vælger at vente lidt, da jeg er bange for, at jeg ikke er i nærheden af, at være i fødsel.

Mine veer kommer stadig uregelmæssigt med 2-5 minutters mellemrum og en varighed på 40-60 sekunder.

Efter en halv time, ringer jeg til fødegangen igen og siger, at jeg gerne vil ses, da mine veer har taget til.

Kokken 15.00 lander vi på fødegangen, og jeg bliver undersøgt og får kørt CTG. Jeg er 3 cm åben, så vi går en tur på ca. 40 minutter, hvor mine veer tager til i smerte og kommer hyppigere.

Vi kommer tilbage til fødegangen, jeg bliver igen undersøgt og er nu 4 cm åben.

Jeg bliver podet for Corona, får Klyx og bagefter får vi en fødestue.

Jeg vil gerne i badekar, men bliver rådet til at starte med et brusebad, da badekar kan gøre mig så afslappet, at mine veer går i stå.

Jeg går i brusebad og mine veer tager igen til, så jordemoderen skifter mening og begynder at fylde et kar. Jeg får samtidig kørt endnu en CTG, som viser at vores søns hjerterytme er lidt til den høje side.

Så jordemoderen fortæller mig ærgerligt, at hun stopper med at fylde karet, da han skal have en elektrode på hovedet. Samtidig med, at hun sætter den på, tager hun mit vand.

På det her tidspunkt er jeg 4-5 cm åben og klokken er omkring 17.00.

Herfra havde jeg veer, som blev de affyret fra et maskingevær; de kom lige i røven af hinanden.

Min mand siger, at han kunne se på maskineriet (var koblet til en CTG samtidig med elektroden på vores søns hoved), at mine veer kom med kun 2 minutters mellemrum.

Jeg har senere læst i min journal, at jeg flere gange fik 4-5 og 6-7 veer på 10 minutter.

Mine veer var primært foran og strålede ned i lårene, som simpelthen syrede, som om jeg havde løbet et maraton. Jeg kunne også kun holde ud at stå op. Hvis jeg satte mig eller lå ned (eller bare prøvede), fremprovokerede jeg nærmest veer. Så jeg fik lidt akupunktur, som overhovedet ikke hjalp.

Jordemoderen undersøger mig igen 19.30, hvor jeg er 8 cm åben. Jeg er helt chokeret over, hvor meget jeg har åbnet mig på bare et par timer.

Jeg kan slet ikke være i det på det her tidspunkt, men hvis det fortsætter med at gå så stærkt, troede jeg ikke at anæstesilægen kunne nå at komme og give mig en epidural – det kunne han heldigvis godt!

Han bliver kaldt 20.05 og jeg får min epidural  en lille halv time og et par hidsige veer efter.

Jeg kan ikke mærke mine veer, til gengæld begynder jeg at ryste helt vildt meget over hele kroppen.

Jeg får et eller andet i låret, som skulle sænke mine veer lidt – jeg får simpelthen for mange veer til, at min krop og livmoder kan følge med.

Mine rysteture stilner ligeså stille og roligt af, og jeg får sovet ca. 45 minutter, til ca. klokken 22.15.

Jeg vågner så småt og kan mærke vores søn bevæge sig i maven. Jeg bliver vækket rigtigt af jordemoderen, som beder mig ligge mig om på siden, da hans hjerterytme pludseligt dykkede til 50.

Efter jeg har vendt mig, stabiliserer hans hjerterytme sig hurtigt igen.

Der kommer en læge ind på stuen, som fortæller, at man hele tiden overvejer mulighederne når det kommer til fødsler.

Eftersom det har rettet sig, gør de ikke mere ved det for nu, men dykker han igen, skal jeg have kejsersnit. Jeg siger til ham, at jeg bare vil have en levende og rask baby med hjem, så hvis det ender sådan, er det sådan det må være.

Han står lidt skævt i mit bækken, så jordemoderen vil gerne lave lidt rebozo på mig, for at få ham længere ned. Vi når lige at snakke om, at han kommer til at komme til verden efter midnat, da hans hjerterytme stiger til 190+.

Lægen bliver tilkaldt igen, og han beslutter lynhurtigt, at jeg skal have kejsersnit.

Han kalder til kejsersnit klokken 22.45 og 18 minutter senere – klokken 23.03 – blev vores søn født. 53 cm lang og 3985 g.

Hold kæft, hvor gik de 18 minutter stærkt! Fra lægen siger “Du skal have et kejsersnit” til han græder første gang på den anden side af gardinet, føles det som om, der kun går et splitsekund.

Ligesom med epiduralen, fik jeg de vildeste rysteture da jeg lå på operationsbordet. Min mand har senere fortalt, at jeg var helt grå i hovedet.

Jeg ligger bare og ryster, spænder i kæben og kan slet ikke holde mine øjne åbne. Jeg får det også dårligt og kaster op.

Alle på operationsstuen er dog super søde – de holder mig i hånden, sørger for brækpose, tørre mig om munden, giver mig kolde klude på hovedet og fortæller mig, at min baby er så fin og sød.

Under alt det her, sidder min mand med vores søn og er på samme tid bange over, at se mig ligge der og ryste helt vildt og have det mega skidt – og være skide hamrende glad og stolt over vores søns fødsel.

Efterfølgende kom vi over på opvågningen, hvor vores søn sov 3 timer.

Det blev overhovedet ikke den naturlige, vaginale vandfødsel som jeg havde håbet på og regnet med – ja faktisk var det vel det stik modsatte – men fordi jeg hjemmefra var indstillet på, at jeg ikke kan kontrollere min fødsel – jeg kan have alle de ønsker og forventninger jeg vil, men i sidste ende kan man ikke forberede sig på noget så uforudsigeligt – så var det en pisse god oplevelse alligevel!

Hverken jeg eller min mand nogen måde kede af forløbet eller mærket af det, selvom det gik så stærkt til sidst, at vi næsten ikke kunne følge med.

Nu er vores skønne lille søn kommet til verden, sund og rask.

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Tillykke med jeres søn. Beretningen er smuk og minder mig om mit første barns fødsel. Det er verdens bedste råd: at alle fødsler er forskellige, og at man skal være indstillet på, at man ikke kan forberede sig på, hvordan den perfekte fødsel skal være

  2. Det minder mig meget om begge mine fødsler selvom kun den ene endte i kejsersnit. Begge gange med to dejlige stærke unger. Er glad for at jeg havde samme indstilling til fødsel inden, da det har hjulpet meget ikke at tænke det var et nederlag med bedøvelse og sidenhen kejsersnit.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven