mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Hverdagens hundelorte

Jeg plejede at vende hverdagens hundelorte om – eller i hvert fald stak jeg et flag ned i dem, så de i det mindste var lidt mere festlige, de der hundelorte.

Det har egentlig ikke været min intention, men som jeg er sikker på at de fleste af jer må kunne genkende fra jer selv, så fik jeg pludselig travlt med alt muligt andet – og så blev det ikke lige til. Det der med at blogge. (Og med travlt, mener jeg overhovedet ikke dårligt travlt – jeg har såmænd mest af alt bare haft travlt med at hygge mig ude i virkeligheden).

De forrige somre har jeg forsøgt mig med at være på forkant og at have en hel masse sprøde indlæg liggende planlagt og klar til udgivelse, så der hele tiden skulle være noget nyt at komme efter, når man klikkede sig herind. Ofte har det været opskrifter (for eksempel min opskrift på vegansk pavlova som udkom for ret præcist ét år siden) eller små DIYs, som ikke har krævet det store personlige nærvær i indlæggene og som derfor snildt har kunnet planlægges lidt forud. Sådan som bloggere ofte gør. Eller gjorde, åbenbart, for i år har jeg ikke kunnet finde ud af det.

Jeg kan ikke helt finde ud af om det er blogmediet der har forandret sig, eller om det er mig, der ikke er helt den samme som jeg var engang? Eller begge dele, måske.

I hvert fald tænkte jeg forleden over, hvor mon mit “behov” for at dele ud herinde, var blevet af? Da jeg i sin tid startede bloggen op, fungerede den i høj grad som min personlige ventil, hvor jeg – på daglig basis – luftede ud, reflekterede og fik vendt hverdagens hundelorte om. Eller i hvert fald stukket et flag ned i dem, så de i det mindste var lidt mere festlige, de der hverdagshundelorte. Og nu, tja, jeg lufter i hvert fald ikke ligefrem ud herinde længere. Det har jeg ikke gjort i nogle år efterhånden og jeg ved ærligt talt ikke helt hvordan jeg har det med det.

Jeg tror det kom i kølvandet på min skilsmisse, hvor jeg oplevede et behov for at være væsentligt mere privat, end jeg ellers nogensinde har været tidligere. Simpelthen fordi hundelortene voksede og jeg blev bange for om nogen mon ville samle dem op og kaste dem i hovedet på mig, i de tilfælde at jeg ikke lige fik sat de rigtig-farvede flag ned i dem hurtigt nok.

Det var en voldsom proces at blive skilt og at gøre det i offentlighedens søgelys (som jeg jo for pokker selv har skabt! (*dunk i eget hoved, ja tak*)) gjorde det bestemt ikke lettere. At mennesker, uanset i hvilken kontekst jeg mødte dem, havde en holdning til min skilsmisse, var ikke let. Jeg følte mig målt og vejet som aldrig før og hvor var jeg dog bange for, ikke at være god nok. Jeg havde jo for fanden ikke engang været god nok til at kunne finde ud af at være gift med mine børns far (*flere dunk i eget hoved, ja tak*).

Der var for meget at lufte ud, for få ender at gribe fat i og alt, alt for meget frygt for at blive skydeskive for alt muligt, som jeg lille menneske slet ikke havde modet til at stå på mål for. Hundelortene stank simpelthen for ulækkert til at jeg overhovedet orkede at forholde mig til dem, så jeg slingrede bare imellem efter bedste evne og overbevisning.

Jeg har hverken turdet eller haft behov for at berette om alt dét der har været svært – og netop derfor tror jeg, at mit forhold til bloggen har ændret sig. Jeg holder stadig så meget af den og jeg kan ligeså stille mærke at jeg begynder at savne dét bloggen kan. Sammenholdet og frirummet hvor vi mødes i virtuel forståelse af hinandens perspektiver. Måske ikke i samme form som tidligere, hvor den i perioder nærmest har fungeret som en slags bedste veninde for mig, men så i det mindste som en god ven. Sådan en ven man både kan dele glæder og sorger med.

For helt ærligt så ved jeg det jo godt – hundelorte hverken lugter mere eller mindre af at man snakker om dem og pynter dem med et lille flag. Heller ikke selvom det foregår online.

Så skal vi bare lige have styr på at ingen kaster med noget som helst, efter nogen som helst…

Skriv din kommentar

Kommentarer (6)

  1. Selvfølgelig gør man ikke det. Vi skal alle kunne være her og have plads til de valg vi har taget.

  2. Kære Cana.
    Jeg synes, at du har nogle sunde værdier og hatten af for at du deler ud af din hverdag. Det er så dejligt, at du ikke deler ud om skilsmissen – både for dig selv, dine børn og din eksmand. Del det svære med dine allernærmeste, de kan hjælpe dig bedst. Ikke sådan at forstå, at jeg/vi skal tro, at dit liv kun er en dans på roser, for det er nok ikke hele billedet – jeg håber, du ved, hvad jeg mener❤ Jeg vil være glad, når der er nyt fra dig og forstå, når du bruger din tid på andet. Tak for dig, pas på dig selv. Knus Jannie

    1. Kære Jannie,
      Jeg tror jeg ved præcis hvad du mener – og jeg tror at vi er helt enige ❤️ jeg er glad for at du læser med og har lyst til at give mig dit besyv med også. Tak for det – og god sommer.
      KH Cana

  3. Hej Cana

    Jeg forstår til fulde, at det er svært og at der er ting, du ikke kan eller vil dele.
    Omvendt så kan jeg desværre også mærke, at jeg ikke helt finder din blog så interessant, som jeg gjorde tidligere og derfor ikke nær så ofte tjekker ind på dit domæne.
    Men du skal jo gøre ligepræcis som det passer dig, og så kan jeg jo bare vælge bloggen fra, hvis jeg finder den bliver for upersonlig eller kedelig.
    Og igen så forstår jeg også fuldt ud, hvorfor det er blevet mere svært for dig at dele ud af det mere personlige😉
    Rigtig god dag til dig

  4. Kære Cana
    Jeg følger med.
    Jeg har ikke gjort det i mange år, så jeg kan ikke sige noget klogt om udviklingen i og af din blog.
    Men til gengæld kan jeg sige meget andet 😊
    Jeg synes, det er en fornøjelse at følge dig!
    Du skriver godt, du har en flot blog med en blanding af meget smukke og udvalgte billeder samt af hverdags og ikke så opstillede billeder.
    Du er klog, sjov, følsom og rummelig. Jeg nyder både indlæg om dine børn, kæreste, jeres mad, dine tanker, ferier, hund osv.
    Og jeg vil med glæde følge dig fremover, uanset hvad du vælger at dele. Jeg kaster ikke med noget 😉
    Dit blog emmer af varme og nærvær, og det synes jeg er så dejligt at inhalere noget af.
    Så jeg er fan. Det var bare det, jeg ville sige 🥰🇩🇰🌞
    Kh fra A.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven