mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – klip til en hjemmefødsel

Hun slutter af med at skrive, at “hun ikke var en stærk urkvinde”, efter denne fødsel – og jeg kunne simpelthen ikke være mere uenig. De kræfter det kræver at gå igennem enhver fødsel, er indlejret så dybt i os kvinder, at man simpelthen aldrig kan tale om, ikke at være stærk, når man har født et barn. At jeg så tilmed er fuld af beundring over hendes måde at håndtere hele forløbet på, gør bare, at jeg synes hun er endnu mere fantastisk-urkvinde-agtig.

Tag godt imod en skøn fødselsberetning, fra en stærk og sej kvinde <3

Jeg vidste allerede inden mit barn blev undfanget at jeg gerne ville prøve at føde hjemme. Jeg blev rådet til at vente til 2. barn af min jordemoder. Men efter en rundvisning på fødegangen, var både min mand og jeg overbeviste om at hjemmefødsler var det rigtig for os.

17. august 2016 (40+1) Klokken er 21.00 og jeg går i seng. Min mand bliver nede i stuen og skal se noget sport i tv. Jeg er meget træt, men har også en mærkelig uro i kroppen. Jeg ligger på venstre side, som jeg klart foretrækker når jeg er gravid. Jeg kan overhovedet ikke falde til ro, og beslutter mig for at prøve højre side, men idet jeg vender min krop om mærker jeg følelsen af noget brister i mig. Jeg er ikke et sekund i tvivl, og selvom jeg flere uger forinden kom vådlæggerlagen på madrassen, så springer jeg hurtigere op af sengen end man skulle tro en højgravid kvinde kan springe.  PLASK!!! En sø af fostervand rammer det ubehandlet fyrretræsgulv (og efterlader en plamage, som der skal gå måneder før jeg tager mig sammen til at vaske væk). Jeg konstater at fostervandet er klart, og det lugter ikke af så meget, måske lidt af sæd? Jeg ser på uret. Klokken er 21.30. ”Godt om senest 24timer har jeg en baby – Jeg bliver mor lige om lidt.”

”SKAAAAAT!!!! Kom her op NU!” Min mand kommer op i soveværelset og jeg fortæller ham at nu er det nu. Vi aftaler at han lufter hunden, og kører den ud til min mor. Imens ringer jeg til fødegangen, og får at vide at jeg skal komme til tjek i morgen hvis veerne ikke starter inden. Lige efter jeg lægger røret på mærker jeg dog den første ve. Jeg ved godt det er nu man skal lægge sig til at sove, og få samlet kræfter, men jeg er total op at køre, så det ved jeg godt ikke kommer til at ske. I stedet vurderer jeg at det må være af højeste prioritet at barberer min krop fra top til tå (overdrivelse fremmer forståelsen). Mens jeg står i bruseren, bliver veerne kraftigere og kraftigere, og de mærkelige stillinger jeg tvinger min krop i for at nå dit og dat med skraberen er umenneskelige, så jeg kigger på vores badekar, og overvejer om man må gå i badekar når man ikke er længere henne? Er det ikke noget med at man risikerer at fødslen går i stå? ”Fuck det, hvis det går i stå, så bliver jeg glad, for det gør da ret nas det her.”

Badekarret er dejligt, og jeg får fjernet den sidste kropsbehåring. (Tror jeg, men da maven ikke er helt så stor nogle dage efter ser jeg at den barbering måske ikke lige var et mesterværk). Jeg kan ikke tage mig sammen til at stå op af karret. Veerne bliver hårdere og hårdere selvom jeg er i vand. Langt om længe kommer jeg op, og går i seng. Min mand snorkbobler allerede. Det eneste han hørte ved fødselsforberedelsen var at det var vigtigt at sove mens man stadig kunne – og det havde han tydeligvis taget til sig.

Selvfølgelig kan jeg ikke sove. Jeg er spændt, men har også for ondt nu til at kunne sove fra det. Pludselig rammer kvalmen, og jeg styrter ud på toilettet og kaster op. Det vågner min mand ikke af, så da jeg 20min. senere igen kaster op sikre jeg mig at det er højlydt nok til han vågner. Nu gider jeg ikke være alene i mørket om de her lede smerter mere. Nu må han da lige ae mig lidt eller noget… Jeg går hvileløs rundt, og er virkelig i tvivl om det med en hjemmefødsel, langt fra de hardcore smertestillende midler, nu også er en så god idé. Jeg havde trænet i vejrtrækningen fra smertefri fødsel siden uge 20, og de var fine nok i starten da veerne ikke var værre end en ordentlig omgang mega menstruation, men jeg kunne slet ikke finde ud af det nu. Klokken er 4 om natten, og min søde mand ved slet ikke hvad han skal stille op, så han foreslår vi ringer til fødegangen, og jeg tænker ”YES GØR DET” Jeg ved udmærket at det er for tidligt endnu, men måske noget er galt siden det gør så skide ondt? Min mand snakker med fødegangen, og hun vil selvfølgelig også snakke med mig. Jeg lyder åbenbart til at være ret godt i gang, for de sender jordemoderen ud. Jeg når at tænke ved mig selv; måske er jeg ikke en pyldrerøv, måske er jeg faktisk hurtig til at føde?

Jordemoderen kommer, og undersøger mig indvendig. (Den værste og største smerte under hele fødslen) Jeg er kun 2cm åben. Jeg er skuffet, og endnu mere flov. Jeg regner med at jordemoderen tager afsted igen, men hun bliver og prøver at foreslå alle mulige hvilestillinger f.eks. over en pilatesbold, men INTET er til at udholde. Jeg kaster jeg op gentagne gange.

To timer efter jordemoderens ankomst skal jeg på toilettet. Jeg presser og presser, men kan ikke få noget ud. Jordemoderen opdager hvad jeg har gang i, og vil have mig undersøgt. Jeg nægter, jeg ved jeg ikke har åbnet mig ret meget mere. ”Det er IKKE den slags pressetrang” prøver jeg desperat at overbevise hende om, men hun giver sig ikke (Nu er det hellere ikke hende der skal tortureres). Hun undersøger mig, og det viser sig at jeg er 3cm åben. – Stadig ikke engang i aktiv fødsel.

Jeg projekterer mine frustrationer over på jordemoderen, og tænker hvorfor hun dog ikke tager hjem når nu jeg ikke engang er 4cm åben. Jeg tror min mand formåede at aflæse mine tanker, og sagde at vi var okay med at hun tog afsted igen. De bliver dog enige om at hun lægger sig på vores sofa og hviler lidt. Jeg bliver rolig for første gang siden vandet gik. Jeg er ikke spændt længere, og jeg er også så enorm træt at jeg blunder mellem veerne. Min kære mand sover til gengæld tungt. Sådan ligger vi i 1,5 time.

Klokken er ca. 8, og der er jordemoderskift. Jeg er stadig træt og har kvalme, men mine veer kommer nu med 4min interval, og jeg kan ikke blunde mere. Det er også som om jeg får noget ny energi af den nye jordemoder der er kommet. Hun tjekker alt det hun skal, og jeg kan konstatere at det ikke var den første jordemoder der var sadist, men åbenbart mig der ikke tåler at blive tjekket indvendigt. Jeg er nu 4cm åben. Jeg er skuffet, men i det mindste så er jeg da i fødsel nu.

Vi snakker med den nye jordemoder, og vi har god kemi. Jeg har fået en anden ro over mig. Nu kan jeg trække vejret hensigtsmæssigt under veerne, og har fundet en mental måde at håndtere dem på også. Sådan går der næsten to timer, hvorefter hun afbryder hyggen med et forslag om klyx. Jeg viste på forhånd jeg gerne ville have den, meeeeen pludselig husker jeg en af de mange fødselsberetninger man jo får som gravid af venner og bekendte. Der var noget med, at det der lavement det var det værste en af mine bekendte havde oplevet. Jeg tøvede derfor lidt, men var nu ikke i tvivl; selvfølgelig skulle jeg ikke skide når jeg fødte min fine lille baby. Min mand blev beordret ned og fylde fødekaret, og jeg fik klyx. Jeg var virkelig godt til at holde det i mig, nok mest fordi jeg ikke anede hvordan filen jeg skulle komme op af sengen. Til sidst måtte jeg kapitulere og styrte ud på toilettet. Til min store skræk fulgte jordemoderen med, og stod og kiggede på. ”Du behøver altså ikke stå her midt i alt stanken, jeg kan sagtens klare det selv”. Jordemoderen gik ud, og jeg fik virkelig tømt tarmene. Pludselig siger en stemme fra den anden side af døren ”Det lyder som nogle super gode veer du har nu” Jeg var paf over hun ikke var gået længere væk, var det ikke bedre at søge i dækning? Samtidig synes jeg det var sjovt at en jordemoder ikke kunne kende forskel på veer og tarmperistaltik.

Jeg kom i bad og derefter op i det fødekar jeg sådan havde glædet mig til. Alle mine forventninger blev indfriet. Det var lækkert, og ændrede alt! Jeg kastede stadig op, men blev enig med mig selv om at droppe forsøgene på at få væske ned. Det fik opkastningerne til at stoppe. Efter 30min i vandet tjekkede jordemoderen, og jeg var nu 6cm åben. – Endelig kom der gang i de gode veer.

Nu har jeg været i fødekaret i 1,5 time, og jeg har nu veer der kræver min fulde opmærksomhed. Jeg kan klare dem, men jeg skal være helt i mig selv for at huske at trække vejret rigtig og slappe af i kroppen. Jordemoderen tilbyder akupunktur som smertelindring, men jeg kan ikke snakke, for jeg koncentrer mig mellem veerne også. Jeg får sagt okay, selvom jeg mente nej. Jeg er ligeglad, hun stikker nåle i mig. Jeg får vist sagt at hun må have ramt forkert, for nu gør det mere nas. Jeg skulle ikke have kæftet op, for jeg bliver straks straffet. Jeg kommer forkert ind i næste ve, og den er forfærdelig at komme igennem. Jeg roder rundt i bassinet, og jordemoderen gør sit bedste for at fiske nålene ud imens.

2,5 time efter jeg kom i fødekaret gider jeg ikke være med mere. Min mand snakker uafbrudt med jordemoderen om vores hus, og alt det han har bygge om. Jeg bliver irriteret på ham, og derefter irriteret på mig selv over jeg ikke insisterede på at han tog fødselsforberedelserne mere seriøst. Jeg kan ikke snakke, for så kan jeg ikke styre vejrtrækningerne når den næste ve kommer. Jeg får fremstammet ”klud”, og får en kold klud på panden, men det jeg mente var en varm klud til toppen af min mave der begyndte at være kold. Ny strategi: Jeg kigger på min mand med de bedste hundeøjne jeg kan præstere, og satser på at han på telepatisk vis kan aflæse mine tanker ”Jeg vil ikke mere, få mig på sygehuset. Nej gør en ende på mit liv og dermed mine lidelser NU!” Åbenbart har jordemoderen mere flair for telepati, og hun beder pænt om at mærke mig. – Jeg er 9cm åbent.

20min. efter udbryder jordemoderen: ”SÅ – Kan du ikke mærke noget anderledes nu?” Men nej, det kan jeg ikke, hvad mener hun? ”Du har pressetrang” Øh nej, det har jeg så ikke, men hun kunne åbenbart se at mine veer var presseveer, men det kunne min krop bare ikke mærke. Hun tjekker, og den er god nok, jeg er helt åben og klar til at presse en baby ud. – Altså bortset fra at jeg er total udmattet. Jeg har ikke fået mad, væske eller søvn i det som føltes som evigheder.

Jeg presser på veerne selvom jeg ikke føler jeg skal. Jeg havde ellers sådan forberedt mig på at det ville føles som at skide. Alligevel er det virkelig dejligt at presse, det får smerterne ved veerne til at forsvinde fuldstændigt. Jeg hiver helt urimeligt meget i min mand imens. Da de kan se håret på min søns hoved, siger jordemoderen noget om at det er finurligt at han er så lyshåret når nu mit hår er så mørkt. Jeg mærker med en hånd mellem mine ben, wow det er en vild følelse. Jeg presser i en time, da jordemoderen siger at nu skal han altså ud. Hovedet har længe været helt fremme, men mit mellemkød vil åbenbart ikke give sig. Jeg har ikke spor lyst til at komme op af vandet og blive klippet, så jeg tigger mig til at få lov at presse lidt mere, og herefter bare lidt mere igen. Jeg formår at trække det i 10min.

Så taler min mand til mig ”Du skal op nu”. Jeg indser alvoren, og kommer op i rygleje på en bred bænk vi har ved siden af fødekaret. Jordemoderen klipper hurtigt og bestemt, og jeg hører lyden, og ser min mands vilde ansigtsudtryk, men mærker intet.  Midt i det hele kommer den tredje jordemoder ind. Der var vagtskifte igen. Jordemoder 2 blev dog. Jeg presser på næste ve, og intet sker. Så presser jeg igen, og min skrigende søn kommer ud i et og direkte op på mit bryst. – 17 timer efter vandet gik.

Jeg bliver fyldt af kærlighed til det lille væsen, og så kommer den dårlige samvittighed. Jeg følte jeg havde udsat ham for fare fordi jeg havde insisteret på at blive ved med at presse nede i vandet. Så det første ord jeg udtrykte til min søn var: ”undskyld”, og da først det kom ud, så gentog jeg det igen og igen. Ikke godt at vide, hvad de stakkels jordemødre måtte havde tænkt om mig. Min mand græd, og var vist endnu mere overvældet end jeg. Det var helt vildt, og total ubeskriveligt. De minutter her er de vildeste i hele mit liv.

6min. efter at min søn kom ud presser jeg en løs moderkage ud på et lille pres. Jeg overrakte vores søn til min mand, så vi kunne komme op ad trappen og op til sengen i soveværelset. Der lå jeg så med min søn på brystet, mens den senest ankomne jordemoder syede mig sammen, jeg ænsede det nærmest ikke. Min kære mand fandt mad og drikke til mig, og aldrig har mad smagt så godt! Min søn var dygtig og søgte brystet så fint, og jeg sad tilbagelænet i sengen og beundrede det nye vidunder, mens jordemoderen sad og holdt lidt øje med os de obligatoriske 2 timer efter fødslen.

Det var en vidunderlig fødsel. Også selvom jeg havde startet med at have svært ved at arbejde med veerne, og jeg derfor tvivlede så meget på mig selv. Jeg er også helt okay med at det endte med at jeg måtte op af vandet og blive klippet. Jeg var og er så stolt af mig selv, og taknemlig for at jeg kunne føde hjemme. Taknemlig for at min mand støttede mig 100% i mit valg, og sørgede for alt det praktiske. Jeg sætter stor pris på de jordemødre der hjalp mig med at få mit barn til verden, også selvom jeg i kampens hede ikke altid havde særlig store tanker om dem. Det var nok ikke en smuk fødsel, og jeg var ikke en stærk urkvinde eller Wonder Woman, men jeg gjorde alt hvad jeg overhovedet kunne. Det barn jeg fik ud af alle anstrengelserne, var helt perfekt, og har beriget mit liv lige siden.

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. Åh, jeg får sådan lyst til at give dig et kram! ❤️ For pokker, det ér da en beskrivelse af en smuk fødsel! (Det er alle fødsler nu, efter min mening..)
    Du har FØDT ET BARN! Det bliver virkelig ikke mere urkvinde- eller Wonder Woman-agtigt end dét.
    Så; klap dig selv på skulderen – du fortjener al anerkendelse i verden 😊
    Og kæmpe tillykke!

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven