mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – for tidlig fødsel

Jeg ved ikke om man nogensinde kan tillade sig at tale om timing, når det kommer til fødsler, men hvis man kan, så må man altså sige, at timingen her var helt off. Ingen var forberedt, der var ingen tid, manden havde ingen bil  og datteren, ja, hun kom mere end fem uger før tid egentlig skulle have været.

Tag godt imod en beretning om en for tidlig fødsel, der for mig virker noget kaotisk – præcis i øvrigt som jeg tror det ofte er, når børn melder deres ankomst i rigeligt god tid.

Min første fødsel var med vores datter Vega, som nu er 3 år.
Jeg havde en hård graviditet til sidst, havde mange smerter i ribbenene og kunne ikke sidde op ret lang tid af gangen.

Vi boede hjemme ved mine forældre, fordi vi renoverede vores hus og det var nemmest hvis vi ikke boede der imens. Ugen op til torsdag havde jeg haft mange bækkensmerter, og kunne næsten ikke gå.

Tidligt om morgenen torsdag d. 16/3 – 17 omkring kl. 5 havde jeg været oppe og spise lidt morgenmad sammen med Kenneth som skulle tidligt afsted på arbejde.
Derefter var jeg gået i seng igen, men vågnede ved at jeg troede jeg have tisset i sengen.
Jeg skyndte mig ud på toilettet; hele vejen derud dryppede jeg på gulvet. Jeg satte mig ned for at tisse, og kunne ligesom mærke på papiret at der blev ved med at komme vand/tis.
Jeg endte med at kalde på min mor, som ikke var mødt på arbejde endnu, her er klokken omkring 6.30.
Jeg kalder på min mor, og råber “jeg tror mit vand er gået”, jeg er i uge 34 + 4 og det er dermed alt for tidligt.

Min mor kommer susende ned i kælderen hvor vi bor. Hun er lige ved at falde i fostervandet på klinkerne. Hun kommer ud til mig og kigger sådan mærkeligt til mig og går derefter ind til sengen og kigger.
Hun lugter ned til sengen, og siger tilbage til mig “det tror jeg da også, det lugter hvert fald ikke af tis” ! 🙂

Jeg får så et bind på, og begynder at børste tænder. Jeg kan ikke helt samle mig, og bliver glad fordi nu ved jeg vores datter er på vej. Jeg vidste ikke hvad det ville betyde at hun kom for tidligt, og hvad det kunne medføre.
Jeg ringer på fødegangen efter jeg har børstet tænder, og de stiller en masse spørgsmål omkring farven og tidspunktet ligesom de skal.
De beder mig straks gå ind i sengen igen, da vi endnu ikke ved om Vega ligger med hovedet nedad. De frygter at hun skal få navlestrengen omkring halsen. De vil have jeg skal hentes med ambulance, hvilket jeg bliver meget chokeret over. Jeg har det jo fint. Kan jeg ikke selv tage op på fødegangen? Nej, de vil have mig kørt derop.

Da jeg kommer ind i sengen får jeg ringet til Kenneth som lige netop er mødt på arbejde, og for at det ikke skal være løgn, så er han kørt med en kollega fra vores gade af, så han kan ikke lige komme hjem. Kenneth må ringe til sin egen mor, som har været på nattevagt og lige er kommet hjem, om hun ikke vil hente ham, da mit vand er gået.

Min mor er ved mig, og jeg ligger og beder hende pakke lidt tøj, men hun kan næsten heller ikke samle sig. Det var jo slet ikke meningen vores datter skulle komme nu.
Jeg kan nu mærke nogle menstruationslignende smerter i lænden og foran ved skambenet. Jeg får en varmepude på og det hjælper.
Kenneth kommer nu hjem og klokken er vel næsten 8, og der er stadig ikke kommet nogen ambulance.
Kenneth vader frem og tilbage og er mere stresset end jeg er. Mine smerter begynder at tage lidt mere til.
Jeg bliver nu ringet op af ambulancen eller måske centralen, som fortæller, at den er forsinket da den skal ud til et uheld inden.

Da ambulancen endelig kommer er klokken vel omkring 9.30-10. Da jeg befinder mig i kælderen er det en lidt kringlet vej at komme ud fra, derfor kan de ikke få en “normal” båre/briks derned, derfor spørger de mig om jeg ikke kan gå ud til ambulancen.
Hvilket jeg jo godt kan, men vi bliver enige om at ringe til fødegangen og spørge. De svare mig hurtigt i telefonen, at så var der jo altså ingen grund til de hentede mig hvis jeg selv gik derud, så det blev et STORT nej!

Så ambulanceredderne måtte være kreative og dermed kom jeg på en stålbriks, og min mor og Kenneth måtte hjælpe dem med at få mig ud og op af kælderen. Så pinligt! Man ligger jo der og føler sig som en hval.

Nå, men vi ankommer på sygehuset, jeg har en sweatshirt på – og klipklapper. Det var så det jeg havde med.

Vi får en stue på fødegangen, og der kommer en overjordermoder ind til os og sætter bælte på min mave og fortæller at de har meget travlt og alle jordermødre egentlig er optaget. Så hun er nødt til at løbe igen, men at vi måtte trække i snoren når veerne begyndte at tage til.

Der gik ikke mere end en halv time, så var veerne tæt på regelmæssige. Jeg ville så gerne i vand, men dette var ikke muligt fordi jeg fødte før tid.
Jeg følte sådan jeg skulle på toilet og lave nr. 2, og måtte ringe efter en jordermoder for at spørge om jeg måtte, hun skulle lige vide hvor langt jeg var inden, men jeg fik lov. Der sad jeg på toilettet og skulle lave imens jeg fik veer, av av..!

Jeg fik lattergas som hjalp mig igennem åbningsfasen; jeg tror den første ve kom kl. 10. Vi prøvede med varmebrikker på lænden men det hjalp slet ikke nok. Kenneth prøvede at presse hans tommelfingre ind i lænden, men det var ikke hårdt nok for at formindske smerterne. Så lattergassen var min redning, jeg var helt væk, jeg var et andet sted og hvis jeg lukkede øjnene var jeg ikke ved at føde.

Omkring kl. 13 mødte en akut jordermoder ind samt en elev, de var dem som var med til fødslen. Jeg spurgte dem om jeg havde født, og de svarede nej så let går det altså ikke, så fik jeg ilt for resten. 😉

Jeg havde mange smerter i hele udvidelsesfasen, da det gik stærkt og der var ikke meget ophold i veerne, så jeg vred mig i sengen af smerter og sagde også at jeg ikke ville mere. Kenneth spurgte på et tidspunkt om der ikke var noget de kunne gøre, og de svarede, at deres første prioritet var Vega.
Ret hurtigt i startfasen måtte de droppe det udvendige bælte, og sætte en elektrode op på Vegas hoved inde i mig, da de ikke kunne måle hendes puls.
Derudover måtte de undervejs tage 8 (!) blodprøver af hendes hoved.

Den sidste fase var meget voldsom, og jeg var ikke helt tilstede. På 10 minutter havde jeg åbnet mig de sidste 4 cm og dermed skulle jeg til at presse.
Jeg nåede at presse på 2 presseveer, Vegas puls og hjerterytme faldt da hun lå skævt i mit bækken. De måtte tage hende med sugekop, og lægen forsøgte én gang uden held og anden gang lykkedes det hende.
Men det var ret voldsomt, de var 3 om at få hende ud. Hvis Vega ikke var kommet ud i den ve skulle vi i akut kejsersnit. I alt virvar havde de selfølgelig ringet og havde et hold stand-by, samtidig med at der var kommet et kæmpe hold inde på stuen imens lægen forsøgte med sugekoppen.
Der var nok 12 – 13 mennesker, men det opfattede jeg overhovedet ikke. Men for Kenneth var det en meget voldsom oplevelse.

Da Vega kom ud med sugekoppen, kom hun kun lige et splitsekund op på min mave blev og derefter taget over på børnebordet af børnelægerne også fordi hun var født for tidlig.
De undersøgte hende og gav hende ilt, for at hendes lunger skulle folde sig ud. Kenneth har fortalt mig, at han holdte vejret indtil hun græd.
Noget tid efter de havde undersøgt hende, tog de hende med i kuvøse på børneafdelingen, Kenneth fulgte med dem derop.
Jeg blev på stuen og blev syet og derefter kom jeg også op på børneafdelingen.
Vega endte med at blive født kl. 15.17. Så vandet gik kl. 6.30 og hun var ude kl. 15.17 samme dag.

Det hele var gået meget hurtigt – jeg var jo slet ikke klar! – og nu var hun hos os. Trods omstændighederne havde hun det godt og vi var indlagt i 2 uger på børneafdelingen bagefter.

Af at være født for tidligt var hun helt perfekt, det eneste som hun havde svært ved var at spise. Hun var en træt lille pige, som sov det meste af tiden.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven