mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – moderkagen rev sig løs…

Jeg har gået og grublet over, hvornår jeg mon skulle dele denne beretning, for den er altså ikke som fødselsberetninger er flest. Heldigvis er den ikke det. Den er benhård og barsk og forfærdelig. Men også fuld af kærlighed, omsorg og nærvær. Den handler om et forløb hvor kvinden – parret – desværre ikke fik et levende barn med hjem og den er således ikke for alle at læse. Dét den lille familie udsættes for sker gudskelov meget, meget sjældent og det er altså ikke noget, du skal gå og bekymre dig om, uanset om du læser beretningen eller ej. Det kan ske – og det sker for nogen, men stol på, at det ikke sker for dig, for det sker simpelthen så sjældent. Læs beretningen hvis du har lyst, og hvis du føler at du kan. Ellers spring den over og glæd dig i stedet til en lidt mere opløftende fødselsberetning i næste uge <3

Grædende fik jeg fat på min læge, som helt rolig og på professionel vis både fik givet mig en lægetid til dagen efter og et godt råd om nu at få snakket godt igennem med min kæreste om hvad vi ønskede. Jeg lagde på og kiggede endnu engang på den positive graviditetstest, der 15 minutter forinden havde fået mig til at vandre stortudende rundt i lejligheden og febrilsk ringet til min kæreste, som venligst havde bedt mig om at huske at trække vejret.
Kort fortalt så var graviditeten, som I nok kan regne ud, ikke planlagt og jeg brugte nogle dage på at sunde mig over ”nyheden”. Min kæreste derimod var ikke et sekund i tvivl – selvfølgelig skulle vi gennemføre graviditeten og blive forældre sammen. Graviditeten var ikke planlagt, men blev meget hurtigt meget ønsket, og forventningens glæde overtog nervøsiteten. 

Når jeg kigger tilbage på hele forløbet kan jeg jo godt se, at det ikke var en let graviditet, selvom jeg undervejs nægtede at erkende det. Jeg havde det PERFEKT når folk spurgte, og de kunne lige våge på at forsøge at aflaste mig. Utrolig stædig (som jeg nok altid har været) og til sidst desværre også ret benægtende overfor den egentlig realitet..
Ved nakkefoldsscanningen blev det vurderet, at der var en risiko for, at vores lille barn havde kromosomafvigelser. Det var de blodprøver jeg havde fået taget inden, der var skæve og gjorde at jeg blev tilbudt en moderkagebiopsi. Denne takkede vi ja til og skulle blot møde op efter weekenden. Skæbnen ville dog, at jeg henover weekenden blev ramt af fransk rosen. En hudlidelse som jeg er 100 % sikker på at Fanden selv har skabt.. Moderkagebiopsi blev i stedet til fostervandsprøve som heldigvis viste, at der gemte sig en sund og rask dreng i min mave.
Grundet den skæve blodprøve blev jeg senere, i uge 28 og på min 27’ende fødselsdag, kaldt ind til en ekstra scanning. Dette blot for at tjekke, at vores lille søn voksede som han skulle. Noget vi egentlig ikke tænkte særlig meget over, da min mave var flot rund og både fostervandsprøve og misdannelsesscanning var gået som smurt. Jeg fik dog ikke det positive svar, som jeg ellers havde bedt om på min fødselsdag.. Det viste sig, at vores dreng var noget mindre end gennemsnittet. Hele 32 %, eller var det 35?
Herfra bliver alt lidt mudret i min hukommelse, og tingene tog fart. Det vidste sig, at min moderkage ikke fungerede optimalt, hvorfor vores lille, men ellers perfekt sunde dreng, ikke fik nok næring. Min egen krop modarbejdede altså vores lille dreng (lorte krop).. 

Jeg var til scanning stort set hver anden dag i en lille måned. Dette for at holde øje med hvordan vores dreng havde det i maven, og for hver gang at vurdere hvorledes han ville have bedre betingelser for at vokse sig større ude i den virkelige verden. Undervejs fik jeg yderligere diagnosticeret svangerskabsforgiftning – dog ikke med så højt et blodtryk, at det skulle behandles med blodtrykssænkende medicin. Engang imellem ønskede lægerne at indlægge mig, og en gang eller to udskrev jeg mig selv, da lillemanden var en aktiv gut og da jeg jo selv bare kunne måle mit blodtryk hjemmefra. 

Efter en lille uge med flere scanninger, en overnatning på barselsafsnittet, mange lægesamtaler og en udskrivelse (af lægerne vel at mærke) fik jeg ”lov” til at gå på forlænget weekend hjemme.  En weekend, der bl.a. bød på shopping af det sidste baby-udstyr og et hyggeligt surprise baby-shower. Vi var blevet forberedt på, at vores lille dreng ville komme noget før tid ved kejsersnit, og dette var vores omgangskreds blevet informeret om, hvorfor min søde familie og veninder havde fremrykket min baby-shower til den lørdag. En hyggelig og dejlig lørdag, der i den grad var tiltrængt efter al lykke over graviditeten var blevet begravet i hospitalsbesøg og bekymringer. 

Om søndagen, d. 23. februar, kom vores søn til verdenen. Den smukkeste lille dreng – vores Felix <3. 1085 gram og 37 cm ren kærlighed. Dog kom han til verdenen med lukkede øjne og uden det famøse baby skrål.

Jeg vågnede om den søndag med murren nede i venstre side og menstruationslignende smerter. Jeg googlede for 10.000 gang symptomerne på svangerskabsforgiftning, da jeg havde fået nøje anvisninger om at holde øje med disse. Symptomerne matchede slet ikke dét jeg oplevede og jeg tænkte, at jeg nok blot havde spist for meget kage og pizza til festlighederne dagen forinden. 3. gang jeg rejste mig fra sengen for endnu engang, at trisse ud mod toilettet føltest det som om, at jeg tissede i bukserne. Til mit store chok finder jeg dog ud af, at det hverken var tis eller fostervand. Det var blod. Og der var meget af det. Halvfebrilsk vækker jeg min kæreste ved at skrige hans navn. Imens forsøger jeg mig med at ringe til fødegangen og sidde i telefonkø. Min kæreste, som er væltet ud af sengen, får dog banket lidt fornuft ind i mit hoved og ringer 112. Imens min kæreste har overtaget telefonen og oplyser alarmcentralen om vores situation forsøger jeg mig med at gå i bad og vaske noget af alt blodet væk. En opgave, der var ret svær at udføre, da der hele tiden kom nyt, men en opgave som jeg, underligt nok, fandt ret så vigtigt i det øjeblik. Min kæreste får dog, efter anvisninger fra alarmcentralen, gennet mig ind i sengen for at vente på Falckredderne. Vi bliver kørt til hospitalet med udrykning, men den søde Falckmand vurderer at jeg er stabil og vi får snakket om stort og småt. Jeg når lige at nævne, at jeg synes vores lille dreng er meget stille, at han da helst skulle vente lidt med sin ankomst og at min mave er ret så spændt, da blodtryksmåleren viser 90/35 og Falckmanden får travlt med at hænge væske op. Smerterne er på det her tidspunkt til at holde ud, og situationens alvor har jeg endnu ikke opfattet. Her 3 måneder efter har jeg stadig svært ved at forstå det der er sket, og dén søndag kører ofte for mit indre som en dårlig B-film, man helst bare vil zappe væk fra.

På fødegangen bliver vi mødt af en læge, som hurtigt kunne konstatere at vores lille drengs hjerte er stoppet med at slå. Jeg husker det som om, at alt kortvarigt gik i stå. Følelsen af verdens største mavepuster ramte mig med 100 km i timen og min kæreste faldt sammen henover mig. Lægen tilkaldte en ekstra og fik mumlet noget om igangsættelse og at vi nok kunne forvente en fødsel henover natten.

Jeg ville sådan ønske, at jeg nu kunne berette om en, nok utrolig hård, men smuk og rolig fødsel, men desværre begyndte jeg igen at bløde. Hurtigt blev stuen fyldt og en hektisk stemning bredte sig. Selv husker jeg kun brudstykker og en masse mennesker, men min kæreste har senere fortalt hvordan personalet sad på hver sin side af mig og bøvlede med at få taget blodprøver. Alt imens en jordmoder hele tiden tjekkede om jeg havde åbnet mig. Selv husker jeg blot, at jeg blev mere træt og ligeglad. Og at jeg rystede, hold op hvor jeg frys! Planen blev hurtigt ændret til akut kejsersnit, og jeg bliver lagt i fuld narkose. Vores lille Felix blev født kl. 09:35 og kom med det samme ud til sin far, som heldigvis havde en sød jordemoderstuderende ved sin side. Det viste sig, at min moderkage pludselig havde revet sig løs, hvorfor al næring og ilt til vores dreng var ophørt (igen- lorte krop). Noget der heldigvis sker sjældent og som ikke kan forudsiges. 

3 måneder senere. En lille søn rigere, men også fattigere. Tanker om skyld, skam, uretfærdighed, men alligevel en kæmpe stolthed over vores lille perfekte dreng. Felix blev kremeret og spredt tæt på vores hjem. Så han kunne flyve til himmels og holde øje med os. Vi nåede heldigvis en lille ceremoni inden corona lukkede Danmark ned og mærkeligt nok, virker det til, at alle andres liv også har været sat på pause, ligesom vores. Min sorgorlov er snart slut og jeg glæder mig til at starte mit liv op igen. Et liv der aldrig bliver som før, men som forhåbentlig byder en lillebror eller lillesøster velkommen i vores arme, når tiden er til det.

Skriv din kommentar

Kommentarer (23)

  1. Er det nu virkelig så sjældent? 4 i min vennekreds har oplevet dette, alt fra uge 23-37 😥 Samtidig hører jeg ofte om blodpropper i moderkagen, som også gør at fosteret ikke får næring nok.
    Håber familien i denne beretning kommer til at få et levende perfekt ønskebarn en dag 💕

    1. Kære Jeanette,
      Det gør mig meget ondt at læse om dine venner som har oplevet lignende. Det må være et meget uheldigt sammentræf, eftersom det altså helt faktuelt er en meget sjælden komplikation, at moderkagen river sig fuldstændigt løs, som i tilfældet her. Det sker hos mindre end 0,25%.
      Oftest vil man allerede i graviditeten opdage det, hvis dele af moderkagen ikke fungerer optimalt (fx pga små blodpropper) og det behøver ikke være spor farligt for barnet. Heldigvis. ❤️
      VH Cana B

  2. Hej Jeanette.
    Kvinden bag beretningen her 🙋🏼 Hvor forfærdeligt at så mange i din omgangskreds har oplevet det 😔 Jeg fik beskeden fra lægerne om, at det er yderst sjældent at moderkagen river så fuldstændig løs, som det gjorde i mit tilfælde og at barnet (da jeg var i uge 32) dør. Måske Cana også henviser til, at selve kejsersnittet efterfølgende er en lidt sjælden procedure? Pas 🙂 Det er vidst mere set at moderkagen river sig delvist løs -men ikke desto mindre lige så forskrækkende, kan jeg forestille mig 🙂 mvh

    1. Kæreste,
      Det ER mega sjældent og I har været mega, mega uheldige. Det gør mig så ondt på jeres vegne 💔
      Det er ikke din krop (som du skælder en del ud på undervejs i beretningen) den er gal med og du er lige som du skal være ❤️
      Kæmpe knus!

      1. Wauw en sej mor er bare alt, jeg kan tænke!
        For 4 år siden måtte jeg også forlade fødegangen uden min datter i armene. Det er uden tvivl det hårdeste, jeg nogensinde har gjort. Din fortælling sender mig lige fluks tilbage og jeg mærker, hvor ondt det stadig gør, men også hvor langt jeg er kommet.
        Men savnet og sorgen får mig stadig til at miste pusten.
        Alt der bedste til jer ❤

  3. Tak for at bryde tabuet om englebørn, det er vigtigt.
    Al kærlighed til de stolte forældre til Felix.

  4. I uge 32 rev min moderkage sig en anelse løs. Heldigvis kun en anelse. Men jeg genkender følelsen af at tro man har tisset i bukserne eller at vandet er gået for at opdage den store mængde blod på mig. Og på gulvet. Den fjollede følelse af vigtigheden i at få rene bukser på og vasket blodet af mig. Turen i ambulancen og følelsen af at forsvinde væk der på afdelingen. Min dreng er i dag 1,5 år. Jeg er inderligt ked af at læse at din dreng ikke fik lov til at leve sit liv her sammen med dig ❤️

  5. Kære du.

    Tak fordi du deler din historie. ❤️ Jeg fødte selv for tidligt i januar sidste år i uge 27. Svangerskabsforgiftning i 3. grad/hellp. Jeg var indlagt i 5 måneder og kan godt følge dig i hvad følelser og tanker må have fyldt hos dig/jer. Held og lykke fremover. 🍀

    Mvh
    Malene

  6. Kære du❤️ Jeg følger virkelig med jer💔
    Mistet selv en dreng for snar 3 år siden. Hvor jeg hade det på samme måde som du beskriver ‘lorte krop’. Kraftige blødninger satte min føgsel igang. Er blevet rat hård til at læse betragtninger som min og din. Men lorte krop ramte mig virkeligt. 💔
    Ønsker jer alt det bedste fram ad❤️
    Jeg ved at i kan klare den!
    Jeg har selv en ny baby i maven, som forhåbenligt kommer levne ud til december..
    Sender jer en masse kærlighed❤️❤️❤️
    Kh Sabina

  7. Som sygeplejerske på en gynækologisk obstetrisk afdeling har jeg det lidt af hvert, dog er 98 % lykkelige lyserøde/ lyseblå glæde. Men der er også de hårde og sørgelige oplevelse.
    Jeg har oplevet en mor som havde nogle foto med af sit sidst fødte barn, som desværre døde og hun havde nu fået nr 3. Jeg oplevede det som smukt, vigtigt og hendes måde at sørge på.

  8. Da jeg var gravid første gang, gik jeg 14 dage over.
    Kom derfor til en kontrol scanning for at se om jeg skulle vente til fødslen gik i gang af sig selv, eller om de skulle sætte mig i gang.
    Lægen sagde moderkagen havde det fint så han ville ikke sætte mig i gang. Jeg tikkede ham om at sætte mig i gang, for jeg stod overfor at skulle have mine tre bonus piger på 3 ugers sommerferie, og jeg ville gerne have bare et par dage til i ro og lære dem lille og kende, og selv lige lære hvad det vil sige at være mor.
    Han endte med at sætte mig i gang.
    9 timer inde i fødslen rev moderkagen sig løs med 50%.
    Jeg var heldigvis på hospitalet da det skete, for på 6 minutter havde de lagt mig i narkose og taget ham ud.
    Han overleve, men det var et kæmpe traumer for os, så da jeg skulle have nr 2 bad jeg om planlagt kejsersnit.
    Her sagde de også, det er så sjældent det sker, men turde ikke tage chancen, så hellere blive skåret op igen.
    Det så forfærdeligt at læse om din tragedie, jeg føler så meget med dig, kan slet ikke sætte mig ind i hvor frygtelig det er❤

  9. Får kuldegysninger og en klump i halsen når jeg læser dette. Hvor er det flot at du fortæller om din oplevelse ❤

    For 4 måneder siden gik jeg i fødsel med vores andet barn (37+0), og da han er ude med numsen(sædefødsel), løsner min moderkage sig og vores søns hjerterytme dykker pludselig voldsomt. Heldigvis vælger personalet at skubbe Valder op igen I moderkagen, og jeg bliver kørt akut til operationsstuen til AKS.
    Alt gik så hurtigt, og jeg husker kun brudstykker af fødslen. Men husker at der er meget blod og mange mennesker der råber “Han skal ud UD” til hinanden.

    Det er grimt at tænke på, at det kunne have gået helt galt, og kan slet ikke forstille mig den hvor svært det må være at miste. Men jeg håber at I kommer sammen igennem det, og sørger på hver jeres måde, og får bearbejdet det sammen.

    Føler med jer ❤

  10. Kæreste Cana .
    Må jeg som det første kondolere mange gange .
    Er helt sikkert på at der venter en lille dreng måske en pige på jer engang ude i fremtiden .
    .
    Sikke en tur i har været igennem .og jeg håber sådan at i er kommet ud på den anden side .
    Min store søster oplevet det desværre mange gange i sine hold nu fast ni graviditer. Den sidste gang hun var gravid var hun i 8 mrd. Mærkede liv den ene dag for så den næste dag at føde en dødfødt barn. Hun ville ikke vide om det var en dreng eller en pige. Tror det var chok og sorg .
    Og hun bad om en sterilisation. Hun ville ikke igennem det igen .skal der til sige at hun fik blodpropper i moderkagen. Til gengæld er hun den mest fantastiske kærlige moster til vores unger. Som forguder hende og elsker hende. Desværre er hun nu i en aldre af 54 år blevet ramt af blodprop i hovedet. Der har givet hende en demens så hun nu bor på plejehjem 😔

    1. Kære Karina,
      Det gør mig ondt at læse om din søster.
      Jeg må dog lige opklare, at det altså ikke er min personlige historie, denne om moderkageløsning. Hver fredag deler jeg andre kvinders graviditets- og fødselsberetninger. Der kommer mange lykkelige, fantastiske, hårde, svære, smukke og rørende beretninger ❤️

  11. Tak for at dele din historie❤️ Jeg har selv oplevet at moderkagen løsnede sig hos begge mine tvillingepiger. Heldigvis boede vi tæt på hospitalet, og var nået st komme ind på afdelingen inden det gik helt galt. Det endte også i et akut kejsersnit i uge 30. Det endte heldigvis godt, begge piger overlevede, efterfølgende et forløb med kuvøser mm, men de var stærke og overlevede uden men. De er lige fyldt 12 år. Men derfor rører din historie mig nok også ekstra, for jeg kunne også have siddet uden dem idag.

  12. Maj 1992 blev min Amalie født, en uge før termin, køn og velskabt men død. Moderkageløsning efter en ellers fin graviditet. Jeg følte stor skam og skyld og vrede på min krop, der i den grad havde svigtet. Fik god støtte fra Landforeningen for spædbarnsdød til at bearbejde sorgen og tvivlen – hvorfor?? En sorg der aldrig forsvinder men blir en del af én. Hun har siden fået 3 søskende, og Amalies have, som vi kalder hendes lille gravsted, er min oase for tanke og refleksion 💞

  13. Tak for at dele disse historier. ❤
    Vi mistede selv en lille dreng i uge 34 til en virus (CMV) og troppede op på sygehuset til en voldsom besked om at vi havde en lille dreng som ikke længere trak vejret. Efter 4 dage efter endte mit også med akut kejsersnit og afslutningen meget lig dette.
    Heldigvis blev vi beriget med en lillesøster 14 mdr senere 😍
    Hverdagen er en god måde at finde fodfæste igen og så at snakke om det, det vsr det i hvert fald for vores vedkommende.
    Knus Kirstine

  14. Åh altså 😢 er selv mor til en lille Felix som selv kom meget hastigt til verden fordi moderkagen havde løsnet sig… så gyser lige lidt ekstra ved den her historie og græder en tåre for jeres familie og jeres lille englebarn ❤️

  15. Hej Cana,
    Tager du løbende imod fødselseberetninger – vil du altid have flere eller er det kun fra udvalgte? 🙂

    Og alle tanker til dig, der oplevede denne beretning. Det kræver noget kun at komme igennem.

    1. Puha det indlæg kunne jeg næsten have skrevet. I sommeren 2017 finder vi ud af at vi venter vores 4. Barn ( vildt chok for det var ikke planlagt og sket trods vi havde forebygget graviditet)
      Vi finder ud af at det er en lillesøster ( perfekt til storesøster fra 2015 og 2 store brødre)
      Til md scanning er alt fint men hun er lidt lille i det og flowet er ikke perfekt ( men heller ikke katastrofalt) vi indkaldes til samtale og scanning 3 uger efter – har et visit 2 uger efter fordi jeg er sikker på jeg har SSF – dog sendes jeg hjem pga aftalen ugen efter og der ik er protein at finde)
      Samme dag vi skal ind og scannes – er vi ved at sende de 3 store afsted det er lidt hektisk morgen.
      Pludselig føler jeg at jeg tisser i bukserne og finder ud af det er blod. Jeg vasker mig og tager tøj på- imens min mand taler med fødegangen – jeg er helt fattet og rolig og han det modsatte. Får en ambulance men vil helst ikke skræmme ungerne så jeg går selv ud til den – men bløder hele vejen derud.
      Er umulig at stikke i så vi begynder at trille men 5 min efter bliver det til en udryknings kørsel. Mit bt er 80/30.
      På fødegangen mister jeg næsten 3,2 liter blod plus alt det i ambulancen og hjemme og en ung læge ( undskyld men selv i dag hader jeg hende og det var ik engang hendes skyld) men hun scannede maven og sagde vores datter var død. Total moderkage løsning er sket og hun er død i maven – jeg er meget meget tæt på at følge hende, da jeg får SSF og Hellp syndrom. De næste 11 dage var de hårdest og værste i mit liv.
      Akut kejsersnit og kl 9.24 var hun født i uge 23. Helt perfekt men ikke i live.
      Får aldrig en regnbue baby, så vores familie drøm sluttede med en baby som aldrig sagde en lyd.
      Det er så hårdt og modbydeligt at glæde sig til at få en lille baby men at naturen, kroppen, babyen eller skæbnen vil anderledes og det er en sovende lille en som kommer.
      Til for dit indlæg – for selvom moderkage løsning er sjældent så mister mange deres ufødte børn pga af forskellige omstændigheder-
      Og selvom man har mistet det dyrebareste så har man brug for at tale og mindes det. ❤️❤️❤️

  16. Hej Cana
    Det gør mig ondt at I har mistet jeres lille søn. Jeg har selv prøvet at miste – 2 gange – i 5. Måned og fødte selv første gang en dreng anden gang en pige. Min verden gik med et i stå.. vi håndterede sorgen meget forskelligt min mand og jeg og desværre fik vi ikke den støtte og hjælp til at komme igennem det, som man vist er bedre til at give i dag. I dag er jeg mor til 4 skønne unger – så mist ikke modet. Hvis du/i har brug for at snakke med nogen, som også har mistet, så er I velkommen til at kontakte mig. Der findes også en forening, som har støtte grupper m.m. (Forening for spædbarns død).
    Jeg håber og ønsker jer alt det bedste fremover. Pas på hinanden og kærligheden.

  17. Kære alle.
    Den 15. Januar 1988 21 år gammel fødte jeg “knop” i 35. Uge, ja det er 32 år siden ved moderkageløsning, jeg har valgt at bruge det positivt. Forstået på den måde af jeg ihverfald ikke er berøringsangst hvis nogen jeg kender mister børn eller nære slægtninge møder jeg op i stedet for som jeg i sin tid oplevede at mennesker omkring mig blev væk eller gik på den anden side af gaden mår de så mig, det gjorde mindst ligeså ondt. Dog kan jeg stadig føle et stik af smerte i hjertet når jeg høre at andre oplever den sorg.
    Tanker til alle derude som kommer igennem en så svær tid. Knus

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven